Hvordan har det folkelige nordiske demokrati det? Opråb fra det danske grænseland, folkehøjskolernes ”barndomsland”.

Publicerat 14 augusti, 2013

Hvordan har det folkelige nordiske demokrati det? Opråb fra det danske grænseland, folkehøjskolernes ”barndomsland”. I Dagbladet Information, beskæftiger folkehøjskoleforstander Mads Rykind-Eriksen sig med det danske folkestyres tilstand i denne kronik.  Mads Rykind-Eriksen er forstander for en af Danmarks mest berømte folkehøjskoler, Rødding Højskole.

Lidt historie.

Rødding Højskole har en historie som en folkehøjskole i brændpunktet. Rødding Højskole, som ligger i den nordlige del af Sønderjylland, blev grundlagt i 1844 med Christian Flor i spidsen og kaldes af nogle for verdens første. En folkehøjskole der var støtte ikke blot for bønders dannelse, men som også var støttepunkt for den danske bevægelse i en tid med konflikt mellem dansk og tysk, mellem Danmark og den tysk-sindede del af Slesvig-Holsten. Et grænseland, hvor også det frisiske befolkningselement – den tredje folkegruppe i området – efterhånden vågnede og primært støttede slesvig-holstenismen, men hvoraf en stor del i 1920 valgte Danmark og Norden i håbet bedre at kunne være frisisk der. Efter Danmarks fatale nederlag til Preussen og Østrig i 1864, lukkede Rødding Højskole, fortæller den ene historie. Den anden historie fortæller, at den flyttede nordpå og blev til en af Danmarks andre berømte folkehøjskoler, Askov Højskole. Askov Højskole, der blev et af de vigtige støttepunkter for den nordiske folkehøjskolebevægelse, og hvor blandt andet nogle af de senere foregangsmænd og foregangskvinder i den finsk-sprogede folkehøjskole kom til at gå. Efter det tyske nederlag i første verdenskrig, blev den slesvigske eller sønderjyske del af Slesvig-Holsten delt op i tre zoner. I den nordlige zone – det nuværende Sønderjylland – stemte ca. 75 % for at vende tilbage til Danmark, mens der i mellemzonen kun var ca. 25 % danske stemmer. I den sydligste zone var der ingen afstemning, men for privat indsamlede danske midler oprettedes der danske skoler også der. Det er den sydlige zone og mellemzonen (med hovedbyen Flensborg) der i dag kaldes Sydslesvig, mens det tyske mindretal nord for grænsen ofte omtaler Sønderjylland som ”Nordschleswig”. Set i det lys, blev Rødding Højskole genåbnet i 1920. Askov Højskole fortsatte dog med at eksistere.

Den moderne folkehøjskole, fortsat i folkestyrets tjeneste.

I dag er cand.mag. Mads Rykind-Eriksen forstander for en moderne folkehøjskole med fag som journalistisk, design, musik og politik. Han bekymrer sig i kronikken over, at han mener at befolkningen og politikerne fjerner sig fra hinanden. Han vægter betydningen af deltagelse og dialog, klassiske grundtvigske dyder og bærende elementer i nordisk opfattelse af demokrati eller folkestyre. Selvom der ganske vist også er forskelle de nordiske lande imellem, har parallelle udviklinger ført frem til noget af det samme. Nok til at vi i vidt omfang taler om det samme, så at sige har de samme referencer eller tilsvarende referencer. Men Rykind-Eriksen beskæftiger sig i kronikken alene med Danmark og han skriver blandt andet: ”De danske folkehøjskoler har altid set sig selv som entreprenører for demokratiet – som et sted, hvor eleverne får demokratisk dannelse, og hvor politikere og folk møder hinanden i en uformel dialog om, hvordan vi udvikler samfundet, så det kan være til fælles bedste.” Han frygter, at denne funktion udenfor folkehøjskolerne – ude i det danske samfund – er sat på ”standby” og han fortsætter: ” … men det har været fundamentet for vores konsensussamfund, at alle har følt sig hørt, og folk har forstået, at det er vigtigt at involvere sig.” Han konkluderer: ”Den politiske centralisering tager til, høringspartnere og høringsfrister reduceres, overenskomster bliver trumfet igennem fra oven – og retten til folkelig aktindsigt i hele magtspillet beskæres. Denne politiske udvikling har skabt politikerlede, som har udviklet sig til en folkesygdom.” Det er dette han også beskriver som en ”djøfisering” af det danske samfund. Embedsmænd tager over, hvor politikerne slap, fremgår det. Det er et dansk udtryk der umiddelbart hentyder til Dansk Økonom – og Juristforbund (DJØF), men som i realiteten betyder, at noget bliver mere teknokratisk, bureaukratisk og evt. kynisk. Rykind-Eriksen refererer i denne forbindelse passager fra N.F.S: Grundtvigs sang ”Er lyset for de lærde blot” og han mener, at ”Eksperter og magthavere skal ikke blot tale til folket, de skal tale med folket”. Han skriver også om, at en delegation fra Sydkorea for nogle måneder siden besøgte Danmark for at studere muligheden for, at studerende tager friår. Et paradoks, da tendensen i Danmark er den stik modsatte. Men han langer også ud efter folket, der skal vises initiativ og vilje fra begge sider, og tilføjer: ”Folkeoplysningen skal med andre ord revitaliseres, hvis ikke vi vil ende som en uvidende pøbel, der blot render efter den højest råbende politiker.” Demokratiet skal genopfindes, kæmpes for, af hver eneste generation, fremhæver han, ellers kan det ikke overleve. Han ønsker ikke, at Folkemødet på Bornholm skal ende som en ”mindefest”. Folkemødet på Bornholm er det danske modsvar til Almedalsveckan på Gotland og Arendalsuken i Norge. Hvad mener du, finder der også ”djøfisering” sted andre steder i Norden,? Foregår tingene sådan som folkehøjskoleforstanderen beskriver? Har større kommuner og anden centralisering af administrative enheder været med til at skubbe en uheldig udvikling i gang? Gider folk ikke engagere sig? Er det EU der bestemmer det hele eller er EU muligheden for at komme tættere på andre folk i andre EU – og EØS-lande og kunne udveksle værdier med dem? Hjælper udviklingen indenfor informationsteknologi og sociale medier med at styrke den demokratiske deltagelse eller er det tværtimod fremmedgørende? Gå ind på Yggdrasils eget diskussionsforum på facebook  og skriv din kommentar.

Jakob Buhl

Diskussion

Välkommen att diskutera på Yggdrasil rf:s facebooksida.

  • Facebook