Det nordiska samarbetets kris handlar inte om corona
Publicerat 18 september, 2020
I en kommentar till det nordiska samarbetets påstådda corona-relaterade kris efterlyser Jakob Buhl förmågan att vara av olika åsikt i de olika nordiska länderna på samma gång som han uppmärksammar de insikter och kunskaper om varandra som nordborna behöver för att möjliggöra fokus på det gemensamma nordiska.
I medier og sociale medier støder man for tiden ofte på at det nordiske samarbejde er i krise, meget af det handler om et ”uskyldigt” og ”uretfærdigt behandlet” Sverige og at de andre, f.eks. Norge og Danmark, er uforstående, uvenlige og nationalistiske. Rigtigt nok har der i grænseområder hersket den allerstørste forvirring om hvem der må hvad og hvorfor – og det påpeger formanden for grænsehindringsrådet, danskeren Bertel Haarder (MF, tidligere minister, tidl. MEP) da også – og han er indigneret og irriteret over det.
Personligt – kunne jeg da have lyst til at tilføje – er jeg i de sidste ca. 10 år stødt på flere og flere svenske grænsehindringer. Nogle gik jeg til Info Norden (tidl. Hallo Norden) med. Men de kunne intet stille op. Så meget desto større blev derfor min undren over de svenske beklagelser. Til gengæld oplevede jeg det som ”meget nordisk”, da de nordiske lande i forbindelse med pandemien hjalp hinanden med at få sine borgere hjem.
På den anden side set, handler det om på en rationel måde at forhindre smittespredning – og kan man virkelig sige, at ”Norden er i krise”, hvis samtlige stater og selvstyrende områder fører næsten samme politik? Alene Sverige er – eller var – i den sammenhæng anderledes. Kan Norden bare ses gennem et svensk perspektiv? Er det ikke en tendens man så dengang Sverige var førende i Norden og alle de andre så op til Sverige? Mangler der selvreflesksion, og hvorfor har Sverige forladt markante svenske/nordiske synspunkter siden man blev medlem af EU ala klart lovsprog og åbenhed i forvaltningen og flere andre ting?
På den ene side set, for på den anden kunne man jo lige så godt hævde, at ”Norden er i krise” af helt andre årsager, og som ikke særskilt er at finde i Sverige. I Danmark hersker en påfaldende uvidenhed om det der sker i andre lande – og da ikke mindst i Norden, derunder en hård debat med pludselige ”hovsaløsninger” der ikke altid tager højde for de andre nordiske lande, i Finland bakkede man, som det eneste land i Norden, ikke op i den nordiske fagbevægelses bekymring i forhold til, om vores arbejdsmarkedssystem kan overleve i EU/EES. Det er ellers vitalt for Danmarks EU-medlemsskab og underminerer faktisk det vi blev lovet tilbage i 1972 – det kan få fatale sociale konsekvenser i Norden (i det hele taget er der, også i nordiske kredse, ringe forståelse for, eller viden om, Danmarks årsager til, historisk set, at give Norden markant støtte). Eller hvad med Norge, hvor det hele ikke kan blive norsk nok og man ofte afviser at gå videre med nordisk samarbejde pga. skygger fra fortiden – eller det på nogle områder amerikaniserede Ísland – eller sådan noget som officielle færøske hjemmesider der ikke fremstår i en skandinavisk version.
Nok at tage fat på for så vidt. Men Norden har også gjort det meget godt netop under forudsætning af plads til forskellighed og forskellige positioner ikke mindst under den kolde krig. Bestemmelsen om, att man kan forlade et område omfattet af Helsingfors-konventionen med seks måneders varsel er da i virkeligheden også yderst moderne – og tillidsfuldt, hvor idéer om centralstyre og domstole er tilbageskuende og ufleksibelt.
Konklussioner i forskellige retninger:
- Masser af andreproblemer udenforSverige i forhold til nordisk samarbejde, dvs. i alle de andre nordiske lande. Det mangler der fokus på.
- Men også en tendens til manglende svensk selvindsigt/selverkendelse.
- De facto stor enighed i Norden (minus Sverige).
- For lille viden om hinanden (derunder i Sverige).
- Norden er foran med plads til uenighed. Så er problemet overdramatiseret?
Jakob Buhl webredaktör för Yggdrasil.fi