Norden må ikke svigte de baltiske lande

Publicerat 11 januari, 2018

Föreningen Norden..Intervjun är skriven av Esben Ørberg som är redaktör för tidskriften Norden NU.  Norden NU är partipolitiskt obunden, utkommer med fyra nummer per år och ges ut av Föreningen Norden i Danmark. En länk till hela Nr 4 – 2017 med samtliga artiklar hittas här.

På besøg hos Uffe Ellemann-Jensen som hele sit politiske liv har arbejdet for, at de baltiske lande bliver knyttet stærkere til Norden. Det gælder især nu, hvor Rusland har meldt sig ud af internationalt samarbejde og skræmmer balterne, siger han.

Da jeg en solrig augustformiddag ringer på døren til Uffe Ellemanns ende-rækkehus på Sundvænget i Hellerup, har han allerede arbejdet et par timer med sidste bind af sine erindringer fra arbejdsværelset, der vender direkte ned til Øresund.

Uffe Ellemann-Jensen bor på kysten, hvor Østersøen glider gennem Øresund og møder verdenshavene. Men det er ikke derfor, at han ofte er blevet kaldt Mr. Baltic Sea. Tilnavnet skyldes hans politiske blik gennem 30 år, som i høj grad var – og er – rettet imod Østersøen og dens 11 tilgrænsende nationer. Og det er netop Østersøen og Norden, vi især skal tale om i dag.

25 års baltisk frihed

Det er nu 25 år siden, at Uffe Ellemann som udenrigsminister, sammen med sin tyske kollega Hans-Dietrich Genscher, skabte Østersørådet for at få alle Østersønationer til at tale sammen i kølvandet på Sovjetunionens opløsning. Men vi begynder i slutningen af 80erne:

– Min estiske kollega, den senere præsident, Lennart Meri sagde: Det var tæt på, at vores skæbne også var blevet jeres. Og det gik op for mig, at han havde uhyggelig meget ret. Russerne var meget tæt på – ikke blot ’befriede’ de Bornholm, men de kom også tæt på Danmarks sydgrænse. Heldigvis kom Montgomery først og stoppede dem ved Lübeck, siger Ellemann.

– Med Gorbatjov kom der optøning i Baltikum og jeg følte, at vi skulle støtte balternes frihedsbestræbelser, blandt andet ved at invitere Litauens statsminister Prunzkiene til Danmark i 1990. Russerne blev rasende over vores officielle modtagelse af hende, og den russiske ambassadør protesterede voldsomt i Udenrigsministeriet. Men vi afviste protesterne med henvisning til, at vi aldrig havde anerkendt, at de tre lande var blevet en del af USSR. Dernæst oprettede vi baltiske informationskontorer i København, og næste skridt var diplomatiske forbindelser, selvom det skete i en anspændt atmosfære, fortæller Ellemann-Jensen, som endnu i dag husker tid, sted, forløb og aktører helt nøjagtigt.

Første land i verden til at anerkende

– I forvirringen under kupforsøget mod Gorbatjov i august ’91 placerede de baltiske lande, som på det tidspunkt stadig var en del af Sovjetunionen, grænsevagter mod Sovjetgrænsen. Det valgte vi at tage som et bevis på, at balterne havde kontrol over egne grænser, selvom der stadig var masser af sovjetiske tropper i de baltiske lande. Dermed kunne vi genoptage de diplomatiske forbindelser, som blev afbrudt i 1939, da de baltiske lande blev besat af Sovjetunionen. Danmark var det første land i verden, som genoptog diplomatiske forbindelser med de tre lande, efter at de havde genvundet deres selvstændighed, og Genscher og jeg var enige om, at vi derefter måtte etablere et forum, hvor alle landene talte sammen.

– Det blev til Østersørådet i 1992, hvor det genforenede Tyskland sad side om side med russerne og alle os andre. Vi gav hinanden håndslag på, at væsentlige emner om demokratierne i vores lande, skulle omkring møderne i Rådet. Senere i 90’erne, efter at jeg havde forladt dansk politik, stiftede jeg tænketanken Baltic Development Forum, som understøtter vækst i regionen. Det er en slags ‘Østersøens Davos’ og fungerede især godt, da Putin endnu blev anset som en, der kunne tales fornuft med, lyder det fra en af historiens længst siddende udenrigsministre, som i dag konstaterer, at nok er Rusland stadig med i forsamlingerne. Men mere af navn end af gavn.

– Rusland har jo reelt meldt sig ud af en række internationale samarbejdsorganer, selvom de formelt stadig sidder med. De er passive, har ingen dagsordener og lader sig repræsentere på lavt plan, konstaterer Ellemann-Jensen tørt.

Balterne blev glemt

Selvom offentlighedens interesse for Østersøen – især sikkerhedspolitikken – blev nedtonet i slutningen af 90’erne og begyndelsen af det nye årtusinde, mener han ikke, at Østersørådets succes kan bestrides.

– Vi forberedte de baltiske lande på at komme med i de internationale organisationer, herunder EU og NATO. Og det gjorde den socialdemokratiske regering, der fulgte efter vores i 1993, bestemt også. Især Hans Hækkerups indsats som forsvarsminister har jeg den dybeste respekt for.

Hvad skete der fra midten af 90’erne?

– Vi kom ind i en normaliseringsperiode og godt for det. Sikkerhedspolitisk var vi i en nedspændingsperiode. Men da først balterne var kommet med i EU og NATO, var det som om mange, også medierne, tabte interessen for regionen. Vi så f.eks., at de danske ambassader i de baltiske lande blev dramatisk nedbemandet og stadig er det.

Nordisk interesse svækkes

– Situationen dengang minder mig lidt om, hvordan det gik med det nordiske samarbejde. Da det på et tidspunkt var fyldt ud, og mange af dagsordenerne var gennemført, mistede mange interessen. Tilbage i slutningen af 40’erne havde vi forgæves diskuteret et nordisk forsvarsforbund, i 60’erne faldt forslaget om det nordiske fællesmarked NORDEK og i 70’erne kom Danmark med i EF. Sverige og Finland fulgte efter i 90’erne. Siden opstod der ikke store nye, nordiske projekter og Norden opfattes i dag ikke længere så påtrængende, så nødvendig, fordi vi i høj grad også orienterer os europæisk og globalt. Jeg mener, det bør ændres efter den seneste udvikling i regionen

Hvordan ser du situationen i Østersøregionen i dag?

– Lavspændingstiden er ovre. Regionen har store sikkerhedspolitiske risici, og Danmark er desværre det eneste land, som endnu ikke har forberedt sig på det nye trusselsbillede. Vi er det eneste land i regionen som ikke er gået i gang med at styrke forsvaret. Men det sker forhåbentligt nu.

Hvad er det da, at Danmark bør gøre?

– Først og fremmest styrke vores forsvar betydeligt. Og så bør vi ikke holde os ude af det europæiske forsvarssamarbejde i EU, som betyder så meget for Finland og Sverige. Det handler jo også om vores egen sikkerhed. Et tættere forsvars- og sikkerhedspolitisk samarbejde i Norden kunne give et boost til det nordiske samarbejde, men det vil også være et vigtigt supplement til den sikkerhed, vi har som medlem af NATO. Tag nu de 100.000 mand, som Rusland netop har haft indsat i Zapad-øvelsen, der udspringer i Hviderusland og Kaliningrad. Denne enorme magtdemonstration er de baltiske lande selvsagt bange for. Men russerne blæser på de aftaler, der blev skabt under den kolde krig for at dæmpe hinandens bekymringer. Tidligere havde vi observatører med til de store militærmanøvrer, men efter russernes indtog i Georgien i 2008 bliver vi ikke længere inviteret – selv om russerne troligt inviteres med til de vestlige øvelser.

Danmark glemmer sit eget regionale forsvar

– I den situation er der udstationeret meget beskedne NATO-styrker i de baltiske lande og Polen. Det er en slags ”vejbump”, som skal demonstrere overfor russerne, at vi er solidariske i NATO. Danmarks bidrag er 200 mand, som skal udstationeres i Estland under NATOkommando. Det er lidt beskedent, selv om vi også bidrager med fly til overvågning af det baltiske område. Samtidig ser vi, hvordan Finland og Sverige, som ikke er NATOmedlemmer, yder langt større bidrag til sikkerheden i området. På den hjemlige front har Sverige genindført værnepligten og deltager ivrigt i NATO-manøvrer. Finland deltager også, og har moderniseret sit forsvar betragteligt. Hvis du medregner hele den finske mobiliseringsstyrke, har Finland en større hær end Tyskland.

Et politisk flertal i Danmark har jo bestemt, at vi ikke skal deltage i EUs forsvarssamarbejde. Er vi ikke bundet af dette?

– Jo, men kun indtil en ny folkeafstemning afskaffer vores forbehold. Sverige og Finland, som end ikke er NATO-lande, er særdeles aktive i forsvarssamarbejdet og jeg mener sagtens, at vi kan holde til at tage imod Sverige og Finlands invitationer til tættere samarbejde.

Genindfør værnepligt – for begge køn

Anser du situationen i regionen for at være så højspændt, at den kan udløse en væbnet konflikt?

– Risikoen er til stede, blandt andet fordi der let kan opstå misforstå- elser, når russerne optræder så aggressivt. Derfor skal vi forsøge at mase på for at få genskabt et fornuftigt samarbejde med Rusland, men det gør vi ikke ved at optræde svage og splittede. Vi skal ikke være naive, men yde et reelt bidrag, når der eksisterer en reel sikkerhedspolitisk risiko. I Danmark ville jeg gerne begynde med at udvide værnepligten – for begge køn – betydeligt. Nu vil nogen kalde mig en gammel koldkriger. Det er jeg også. Men jeg anskuer regionen i et realistisk lys. Og i det lys er vi nødt til at vise solidaritet med de tre små baltiske lande. Det lovede vi dem, da vi inviterede dem med i vores europæiske familie i EU og NATO.

Hvilken rolle mener du, at Norden spiller generelt i disse år, når vi ser bort fra sikkerhedspolitikken omkring Østersøen?

– Jeg har altid oplevet, at der helt automatisk opstår en høj grad af tillid, når vi fra Norden møder hinanden. Vores historie, sprog, kultur og samfundsindretning er tæt beslægtet. Vi er i familie! Derfor løser vi da også masser af opgaver sammen. I Berlin har vi oven i købet bygget et fælles ambassadekompleks og andre steder ude i verden har vi også meget tætte samarbejder rent fysisk. Jo, Norden vil altid spille en rolle i vores bevidsthed. Det fælles tilhørsforhold er en del af os selv. Men politisk set er der ikke meget at hente i disse år og på det sikkerhedspolitiske område virker det, som om Danmark nærmest er ligeglad med det nordisk-baltiske samarbejde.

Vi vender ryggen til Baltikum

Hvordan kommer det til udtryk?

– Senest så vi det i juni i år, da de nordiske landes parlamentsformænd var inviteret til møde med tilsvarende amerikanske toppolitikere. Emnerne var i år mere påtrængende end nogensinde, ikke mindst bekymringer over den russiske Zapad-øvelse op mod de tre baltiske landegrænser. Og hvad sker der? Den danske formand, Pia Kjærsgaard, melder afbud med den begrundelse, at parlamentsformændene ikke skal drive udenrigspolitik. Alle de syv andre deltog. Dermed vender hun ryggen til de baltiske lande og glemmer sin opgave som Folketingets formand. Hun prioriterer åbenlyst sit eget partis indskrænkede udenrigspolitik.

Bortset fra sikkerhedspolitikken, hvordan vurderer du da de øvrige nordiske institutioner i disse år?

– Ministeren for nordisk samarbejde råbte jo op for et par år siden, da hun var formand for Foreningen Norden, med provokationen om at afskaffe Nordisk Råd. Jeg tror faktisk, at hun blev hørt og at man fik øjnene op for, at lige lovlig meget kører på rutiner efter en i forvejen fyldt dagsorden, siger Ellemann-Jensen med et grin. Ministeren er jo hans egen datter, Karen.

Da jeg forlader huset, er Uffe Ellemann-Jensen allerede på vej til arbejdsværelset igen. Han arbejder ikke blot på sidste erindringsbind. Det er i dag, at den sidste linje i sidste bind skal skrives. Det bind som handler om tiden efter politik. Udgivelse sidst i oktober.

 

Diskussion

  • Facebook