“Vision Norden 2.0” En opgradering til politikere
Publicerat 15 september, 2016
Det nordiske samarbejde kræver at vi sætter os ud over vores egne nationale dagsordener og egeninteresser og formulerer de visioner og det fællesskab vi i fremtiden gerne vil være en del af.
Bild: Jacob Mangwana Haagendal
Jacob Mangwana Haagendal är direktör vid Nordens Institut på Åland.
Jeg er heldig. Jeg bor i Norden. Jeg har ikke selv valgt det. Jeg har aldrig skulle tage stilling til, om jeg kunne kvalificere mig til at være en nordisk medborger. Det nordiske samarbejde er en naturlig del af mit medborger-DNA. Det DNA der skaber mit demokratiske menneskesyn og mine værdier.
Det nordiske samarbejde er samtidig ikke bare en god idé og et samarbejde der er velfungerende. Det bidrager til en fortælling om helt grundlæggende værdier og indsigt i måder at leve sammen på. Det udvikler og forfiner de nordiske landes samfund og gør os som medborgere i stand til at have udstrakt medejerskab af vores egen tilværelse. Det sikrer velfærd og tryghed i en grad der ikke ses lige noget andet sted i verden. Det er blevet udviklet over tid, det er baseret på konsensusbeslutninger og selvom verden de seneste år har forandret sig kan vi slå fast; at det nordiske samarbejde fungerer bedre end nogensinde. En åbenlys meningsfuld konstruktion, med mere end 60 år på bagen, der alligevel har formået at følge med tiden og forny sig selv. Dette samarbejde løfter sig, efter min opfattelse, langt op over den rationelt gode idé.
Selvom man betegner det nordiske samarbejde som et mellemstatligt samarbejde vil jeg mene, at Nordisk Råds funktion ligner et overnationalt organ i modsætning til Nordisk Ministerråd, som fungerer som et politisk mellemstatligt organ for det nordiske samarbejde. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråds institutioner beskæftiger sig som bekendt med alt mellem himmel og jord, der understøtter de visioner, der er formuleret af samarbejdsministrene og de ansvarlige ministerråd. Det har hele tiden været en grundsten i samarbejdet, at de enkelte medlemslandes særpræg og unikke kultur understøttes og respekteres. Tanken er i høj grad, at vores indbyrdes forskellighed og kulturelle mangfoldighed, er vores styrke og rigdom. Udefra opfattes de nordiske lande som en enhed, men indadtil som et ret interessant patchwork.
Det interessante ved konstruktionen af samarbejdet, set med moderne parlamentariske øjne, er at parlamentarikerne i Nordisk Råd ikke vælges gennem en parlamentarisk afstemning således som europaparlamentarikerne. Der vælges en samarbejdsminister fra hvert land, som har til opgave, ud over sin egen ministerportefølje, at repræsentere statslederen. Samtidig deltager de enkelte landes valgte fagministre i ministerrådene, som der pt er 10 stykker af. I den forstand, er samarbejdet ikke overstatligt da man umiddelbart kan trække sig ud af konventionerne indenfor en fast defineret periode. Det nordiske samarbejde er resultatet af en enestående parlamentarisk og politisk visionær indsats gennem mere end 60 år. Indsatsen udmærker sig ved, at der arbejdes med visioner og langsigtede mål til gavn for fællesskabet, og ikke, som i de nationale parlamenter, med dagsordner, der har til formål at tækkes en vælgerskare. Min erfaring er, at grunden til at dette fungerer ligger i måden at samarbejde på. Forankret i konsensusbeslutninger kan ting tage utroligt lang tid, men forankringen er til gengæld sikret når beslutningen endelig tages. En interessant og åbenlys frugtbar detalje, at visioner går forud for resultatorienterethed.
For nylig deltog jeg i en konference i Tallinn, hvis formål var at afdække Estlands forhold til det nordiske samarbejde i fremtiden. Temaet var “Estland og de nordiske lande eller Estland som et nordisk land”. Fagfolk, forskere og politikere var samlet til en intensiv dag hvor det nordiske samarbejdes mange facetter og gevinster blev synliggjort. Vi taler om åbenbare gevinster der ikke ses lignende nogen andre steder i verden. Velfærdsstaten, stabile demokratier og nordisk politisk samarbejde over grænserne for bare at nævne nogle få synlige effekter af dette frugtbare samarbejde.
Jeg sad gennem hele konferencen og blev mere og mere nysgerrig. Nysgerrig, fordi de så åbenbart frugtbare resultater der er opnået gennem tiden, tegnede et billede af en verdenshistorisk succes. Hvad ville resultatet af konferencen blive? Hvad ville konklusionerne pege hen imod og hvilke kommentarer havde de estiske politikere til hele denne strøm af positive resultater? Det skal for en god ordens skyld nævnes at de nordiske lande aldrig selv har skullet stemme sig ind i samarbejdet eller for den sags skyld kvalificere sig til at deltage. Tematikken på konferencen gik i høj grad på at definere hvad nordisk identitet er og hvilke værdisæt der kendetegner et nordisk demokrati. Dernæst sammenligne disse værdisæt med virkeligheden i Estland. Der er ikke så stor forskel som man umiddelbart skulle tro.
Den afsluttende paneldiskussion blev et antiklimaks. Da regeringsmedlemmer var en overvejende del af panelet, blev fokus hurtigt flyttet fra visioner til nationale spørgsmål om fremtiden. Det er i sig selv interessant nok for forståelsen af hvor i processen Estland befinder sig, men helt ude af fokus ift. den dagsorden der var tænkt. Med al uønskelig tydelighed viste det sig, at nationale uenigheder ikke fungerer godt sammen med en kvalificeret diskussion om et visionært samarbejde med de nordiske lande. Udkommet af konferencen blev desværre, at Estland, i sin egen politiske forståelse, nok ikke har flyttet sig så tæt på Norden som der var lagt op til.
Denne oplevelse er ikke enestående når man sammenligner forskellige former for visionært, mellemstatsligt samarbejde om uddannele, fri bevægelighed af arbejdskraft, velfærd og andre essentielle spørgsmål hvis substans i den grad kendetegner resultaterne af det nordiske samarbejde gennem mange år. Der er andre eksempler hvor vi kan se samme resultat. Tendensen er, at så snart indholdsfokus flytter sig fra den visionære debat om et frugtbart samarbejde til en diskussion, der i sin karakter minder om valgkamp og partipolitik, så mister dialogen fart og højde. Det mest lysende eksempel og efter min mening inkompetente politiske arbejde er den paskontrol, som nu er en realitet mellem Danmark og Sverige. Løsningen er i den grad præget af nationale dagsordener og en national interesse i, at tækkes en relativt lille interessegruppe blandt vælgerne. Hele Øresundsregionens udvikling er pt. sat i stå. For nuværende lider denne region af et fravær af politisk samarbejde ligesom konferencens resultat led under fraværet af en kvalificeret politisk visionær diskussion.
Politiske uenigheder og kamp om nationalpolitiske dagsordner har efter min mening ingen legitimitet eller værdi i et mellemstatsligt samarbejde. Norden skiller sig ud fra EU’s parlamentariske konstruktion netop fordi nationale interesser i den grad har præget debatten i det europæiske samarbejde. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråds gode resultater skyldes efter min mening i høj grad, at visionsarbejdet er den bærende kraft i den konstruktion. Et godt råd er derfor at vi søger løsninger på den nuværende situation gennem at se på hvor et nordisk samarbejde fungerer, hvad kriterierne for succes er og årsagerne til, at Norden i dag er et skoleeksempel på et frugtbart samarbejde mellem nationer i samme geografiske område.
Jeg repræsenterer kultursektoren og har en lang erfaring med både nationalt og internationalt arbejde. I den nordiske kultursektor er der ganske præcist formulerede regler for, hvornår et samarbejde vejes og findes tungt nok til at kvalificere sig til at være nordisk.
For det første må samarbejdet indeholde en vision om fremtiden og beskrive et indhold, der kan udfolde nogle muligheder for at nytteværdierne gennem projektet øges. Vi taler om nordisk nytte og fælles gevinst. Det kan være alt, lige fra kulturel forståelse for hinanden til mulighederne for at skabe vækst gennem fællesnordiske uddannelser og et fællesnordisk arbejdsmarked.
For det andet kræver et nordisk kultursamarbejde, at repræsentanter fra mindst 3 nordiske lande går sammen om, at realisere projektets ide, vision, mission og gevinst. Der kan dog dispenseres i visse tilfælde. Dette gælder ikke bare kultursamarbejdet. Lignende retningslinier finder man også indenfor andre sektorer. Stoltenberg-rapporten nævner, at et bilateralt samarbejde bør være nok til at definere dette som nordisk, og at bilateralitet inviterer til øget samarbejde. Udviklingen af Øresundsregionen er et godt eksempel herpå. Af andre bi- og multilaterale samarbejder kan nævnes styrkelse af det nordiske forsvarssamarbejde på trods af, at ikke alle lande er medlem af samme forsvarsunion. Der er utallige eksempler der alle udmærker sig ved at mindst 3 lande eller flere deltager.
Netop gennem disse enkle retningslinier, har det været muligt at skabe en sammenhængende og frugtbart samarbejdsform, hvor egeninteresser ikke er gangbare på samme niveau som fællesskabets. National politik hører efter min mening til hos de nationale parlamenter ligesom lokale kulturinteresser hører til hos de lokale kulturelle forvaltninger og politikere.
Det stod lysende klart efter den estiske konference, at intentionerne om et tættere samarbejde absolut ikke fejlede spor, at der er al mulig grund til at vi i Norden arbejder tættere sammen med Estland og de andre lande i Baltikum og at samarbejdet hidtil har været det man i Nordisk Ministerråd kalder en “win win situation”. Derfor er det efter min bedste opfattelse af største vigtighed for vores fremtidige strategier om nordisk samarbejde, at vi gør os klart som politikere og embedsfolk, at samarbejdet kræver, at vi sætter os ud over vores egne nationale dagsordener og egeninteresser og formulerer de visioner og det fællesskab, vi i fremtiden gerne vil være en del af.
Så kære politiker. Det nordiske samarbejde er ikke noget man kommer sovende til. Du er nødt til at sætte dig ud over din egen dagsorden. Dit aktuelle politiske “mindset” trænger simpelthen til en opgradering til “politisk vision 2.0.” Det er en proces der kan tage tid. Du må hver dag øve dig i at arbejde med visioner og ikke med vælgere. Du må hver dag stå op om morgenen og vie dagen til at arbejde for et højere formål end dig selv. Du må hver dag øve dig i at formulere visioner der inkluderer fællesskabet og du må hver dag tage afstand fra ensidige økonomiske argumenter og i stedet forsøge at få etableret et helhedssyn i dit arbejde. Kun gennem disse enkle processer skabes der sammenhæng og nordisk merværdi.
Samarbejdet mellem de nordiske lande får hele tiden nye facetter. I skrivende stund er der etableret konsensus omkring et nyt nordisk samarbejde, et integrationsprogram, der lige nu anses for at være et af de mest centrale områder i det nordiske samarbejde. Det er ikke bare på de “bløde” områder der samarbejdes. Jeg vil fremhæve BSR Stars som har til hensigt at styrke konkurrenceevne og bæredygtig vækst gennem transnationalt samarbejde mellem Norden og Baltikum. I virkeligheden er det såre enkelt. Alt samarbejde handler jo om mange af de spørgsmål som vi, i det daglige, også kæmper med på de nationalpolitiske dagsordner. Jeg ville som ansvarlig politiker og embedsmand være stærkt interesseret i, at identificere nationalpolitiske udfordringer, der kendetegnes ved at andre lande bakser med identiske problemstillinger. Kan man derefter etablere samarbejder hvor der optræder fælles interesser, er frugten til et positivt resultat sået. Succesen til et godt resultat ligger i evnen til at deltage i et fællesskab.
I vore dage har vi utallige eksempler på, hvor galt det går, hvis ikke vi evner at se hele billedet. Daglige eksempler på politiske debatter, der kun har til formål at skabe opmærksomhed og politisk magt omkring sin egen person eller sit eget parti, fører alt for ofte til, at man foretager politiske beslutninger, der i stedet for at definere grænser, bygger mure. Beslutninger, der i stedet for at gavne befolkningen og landet, gavner den enkelte politiker. Denne adfærd hører ikke hjemme i et mellemstatligt samarbejde. Jeg vil på det kraftigste frabede mig nationalpolitiske studehandler og simpel positionering. Et land er en organisme og må således ses og forstås i sin helhed for at kunne vokse og tage næring til sig
Således når jeg til min opsummering:
Lad ikke de nationalpolitiske uenigheder få indflydelse på det mellemstatslige samarbejde.
Identificer politiske interesser der kan arbejdes med i fællesskab.
Sæt dig ud over din egen positionering og definer i stedet din vision.
Tag beslutninger i fællesskab med andre lande.
Lyt til kritik og tag den som en gave i stedet for generelt at forsvare egne synspunkter.
Vi er netop kommet så langt i Norden fordi dialogen har været det centrale i samarbejdet. Ikke dialogen der skal vindes, men dialogen der skal bidrage til helhedssynet. Det nordiske samarbejdes slogan “Sammen er vi stærkere” er mere relevant end nogensinde før. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal ligne hinanden, snarere at vi må sætte os for, at bidrage til fællesskabet med netop det, vi som nationer og kulturelle grupper kan bidrage med.
Jacob Mangwana Haagendal