Dialog – en del af en nordisk integrationsmodel?
Publicerat 24 mars, 2016
Bild: Rune Johansen
Vi har talt med den danske debattør og foredragsholder Özlem Cekic om hendes syn på integration på nordisk niveau. Cekic har tidligere repræsenteret partiet SF i Folketinget og er uddannet sygeplejerske.
Cekic er præget af et stærkt socialt og demokratisk engagement og har ofte blandet sig i den social – og arbejdsmarkedspolitiske debat og er stærkt optaget af spørgsmålet om inklusion, at give folk en chance. Derfor opstod da også interessen i at få en snak med hende i kølvandet på vores undersøgelse om en fælles nordisk migrations – og integrationspolitik i efteråret. Desuden har hun jo så oplevet ikke bare den værdipolitiske nordiske dimension, men også den praktiske, fra da familien flyttede fra Tyrkiet først til Finland og senere til Danmark.
Senest har hun blandt meget andet understreget de danske efterskolers betydning i at gøre en forskel for unge med en svær start og har som noget andet også opprioriteret emnet psykisk sygdom, som har hendes særlige bevågenhed.
Cekic har i dag mere end 60.000 følgere på facebook.
Da redaktionen spørger ind til relevansen af det nordiske fællesskab, nordiske værdier og konkret nordisk samarbejde, understreger Cekic, at en lang nordisk tradition og et nordisk fællesskab geografisk, værdimæssigt og historisk, ville gøre det helt naturligt, nærmest selvfølgeligt, at satse på fælles nordiske løsninger indenfor integration og migration. Bedre at være flere end at gå enegang, fremhæver hun. Hun mener det vil være godt at gå sammen om bæredygtige løsninger og fastslår i den forbindelse, at grænser ikke løser, men rykker, skubber eller udskyder problemerne.
Men Cekic fremhæver også de nordiske idealer for lighed, inklusion, socialt sikkerhedsnet og for at bidrage på arbejdsmarkedet og i samfundet som sådan. Det har været én af de nordiske styrker, hidtil, at kunne undgå det bl.a. i Tyskland forekommende fænomen ”working poor”. Det ser hun som essentielt.
Hun har selv oplevet, hvordan hendes familie relativt uproblematisk kunne flytte fra et nordisk land til et andet nordisk land uden særlige opholds – og arbejdstilladelser.
Forældrene var assimilerede kurdere i Tyrkiet, hendes far gedehyrde. Hørte om jobmuligheder i Europa. Blev altmuligmand i den tyrkiske ambassade i Helsingfors. Lærte finsk og opnåede finsk statsborgerskab. Ved flytning til Danmark oplevedes dermed det grænseløse Norden og det nordiske fællesskab. Cekic husker fra Finland særligt lyset og sneen.
Men Norden er jo i øjeblikket ret splittet i disse sager. Ikke mindst i retorikken – og det tager Cekic selv fat på, inden vi spørger direkte. Hun tager fat i både den ene og den anden part, idet hun for det første er irriteret over den danske ”pegen fingre” af Sverige. Men for det andet også insisterer på debattens – og dialogens – uomgængelighed. Hendes budskab er, at holdninger ikke kan forties, det nytter heller ikke at dæmonisere modstanderne, sådan som der f.eks. er en tendens til i forhold til SD i Sverige. Tag snakken med dem!, er hendes budskab. De er en ikke helt lille del af det politiske landskab i Sverige og forsvinder ikke af at blive fornægtet, fastlår hun.
Cekic slår fast, at demokrati ikke er en selvfølge, at demokratiet er noget der løbende må kæmpes for. Redaktionen spørger til, hvordan man skal håndtere mødet med folk der kommer til Norden med andre, og måske grundlæggende anderledes, holdninger i forhold til eksempelvis kvinders ligestilling og til ytringsfrihed?
Hun forstår de folk der fordømmer dem, der ikke støtter disse værdier, men siger også, at fordømmelse alene ikke er nok, ikke må stå alene. Man skal simpelthen insistere på dialogen, insistere på debatten, konfrontere dem. Det er nødvendigt med en kritisk debat, hvis holdninger skal rykkes!, fastslår hun.
Redaktionen forstår mellem linjerne også Cekic sådan, at hvis dialogen i første omgang slår fejl, så må man simpelthen blive ved! Man må simpelthen insistere på demokratiet, og der er dialogen og debatten uomgængelig!
Hun har øjnene op for, at yderligtgående på begge sider i debatten ofte selv lider under manglende inklusion, accept og måske er utrygge af sociale grunde, hvorfor hun har et stort fokus på folks start i livet, støtte, accept og måske en kærlig vejledning. Men også at det ikke kan stå alene, da der også kan være ideologiske årsager til disse holdninger. Der vælger hun som middel dialogen, snakken over en kop kaffe, samtalen – og at vedblive med at samtale! Konfrontere folk – og at stå fast på demokratiets grundlæggende forudsætninger. Hun fremhæver, som et eksempel på, hvad hun mener, det ved at nævne den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg, da han efter Utøya-massakren stillede sig op og sagde, at nu må demokratiet stå sin prøve! Nu måtte demokratiet bevise, at det var rummeligt og fulgte devisen ”lige for loven”. Altså at møde selv sin værste modstander ud fra de grundlæggende demokratiske principper – også selvom modstanderen har brudt dem hårdt og brutalt.
Cekic har valgt en svær balancegang mellem yderpunkterne i udlændingedebatten, hvor folk med både dansk og ”muslimsk” baggrund er efter hende, men hun prøver hårdt at tage dialogen med dem – også dele af venstrefløjen er sommetider kritisk overfor hende, fordi hun hele tiden insisterer på kritisk debat. Også med dem venstrefløjen er uenig med, og også i den voldsomme tyrkisk-kurdiske konflikt, oplever hun hadsk retorik, uretfærdigheder og fortielser.
Cekic drives af et stort engagement for socialt og psykisk udsatte, af en fornemmelse for retfærdighed og lighed for loven, af værdien af demokrati og folkestyre, folkelig inddragelse, debat, dialog, ytringsfrihed, respekt, prøver at komme folk i møde. At det er essentielt at kæmpe for disse værdier og, når det fejler, at der intet andet er at gøre, end at fortsætte, blive ved! Hun giver i sit hele virke indtryk af, at være påvirket af klassiske danske strømninger, Grundtvig som den folkelige oplysnings og lægmands forsvarer, Hal Koch der insisterede på samtalen som det essentielle i demokratiet og om den sønderjyske Hiort-Lorenzen der jvf. traditionen ”vedblev at tale dansk” i stænderforsamlingen i Slesvig trods påbud om at tale tysk eller som der stod i den sang, i den nyere version, som sønderjyderne lunede sig ved fra den blev skrevet i 1890 og frem til 1920: ”For de gamle, som faldt, er der ny overalt, de vil møde, hver gang der bliver kaldt”.
Men i den nye tid, er det i høj grad også et spørgsmål om tro på og tillid til, om det kan lykkes, for en del etniske danskere tror ikke på det og en del med indvandrerbaggrund støtter slet ikke tankerne, kritiserer man så sidstnævnte, får man så dele af venstrefløjen på nakken og så fremdeles. Det er en yderst delikat balancegang.
Det man kunne kalde Cekics metode indebærer så også, at man lytter til modstanderen – og måske tvinges til at høre på ting man synes er afskyelige og forkastelige. Det er demokratiets og den folkelige samtales store balancegang og stadige udfordring. Der spiller de nordiske lande en helt særlig rolle med deres tradition for lige adgang til uddannelse og sundhed, relativ lighed, ”frihed for Loke såvelsom for Thor”, aktivt folkestyre og uden for Nordens grænser konflikt – og fredsmægling med inddragelse af alle parter.
Kan en kombination af oplysning, forventning og næsten”opdragelse” kombineret med åbenhed, støtte og tillid få det til at lykkes? Tilliden er ihvertfald en klar udfordring, for mange kommer fra en kultur der netop ikke er tillidsbaseret. Cekic har her givet sit bud på sagen og hun understreger, at uden vedvarende dialog , uden at nogen vover at gå foran, sker der ingen forandring. Hun nævner forskellige eksempler fra Danmarkshistorien på, hvordan spørgsmålet om kvinders valgret for lidt over 100 år siden hævdedes at ville medføre mere psykisk lidelse, hvordan homoseksuelle for 30 år siden blev betragtet som syge og hvordan det var tilladt at slå børn for 17 år siden i Danmark. Intet var blevet ændret uden vedholdende kritisk debat og dialog, siger hun og tilføjer, at demokrati og folkestyre ikke kommer af sig selv, men er noget der stadig må arbejdes og kæmpes for.
Det giver jo også troen på, at de nordiske lande, trods mindre forskelle og aktuelle uenigheder, vil kunne nå til en fælles forståelse. Især ved at lytte til hinanden og erkende, at man på nogle områder har forskellige historiske erfaringer, som kan farve synet på mangt og meget.
redaktionen@yggdrasil.fi