Norden i verden
Publicerat 29 februari, 2016
Bild: Ib Christensen
Den danske veteranpolitiker Ib Christensen, tidl. medlem af både Folketinget, EU-parlamentet, Nordisk Råd og Europarådets parlamentariske forsamling samt tidl. formand for partiet Retsforbundet, ser for sig en nordisk positionering i verden på en måde, hvor det nordiske samarbejde er opprioriteret på det udenrigspolitiske og forsvarspolitiske område, men tager primært udgangspunkt i eksisterende strukturer. Han ser i sin optik derudover en samling omkring FN, NATO og WTO, men en afstandtagen til EU. Ib Christensen er siden sin pensionering fortsat som en meget aktiv samfundsdebattør og kendt for sin grundighed og saglighed.
Der er store kriser og problemer i Nordens nærområder. EU er i sin værste krise nogensinde: Eurokrisen er ikke overvundet og kan kun løses ved etableringen af en fælles finanspolitik, der fjerner noget nær de sidste rester af medlemslandenes suverænitet. En enorm illegal migration/flygtningestrøm magter EU ikke at håndtere. UK forlader muligvis EU. Den folkelige modstand imod EU og populistiske EU-kritiske partier vokser i styrke overalt i unionen. Samtidig har Nordens store nabo Rusland indskibet sig i en nationalistisk, aggressiv udenrigs- og sikkerhedspolitik med militære interventioner og anneksioner samt med provokatoriske overflyvninger med militærfly på nordisk område.
På intet tidspunkt i flere årtier har der været større behov for, at de nordiske lande rykker tættere sammen. Behovet herfor er så indlysende stærkt, at de nordiske lande ikke bør tillade sig at lade sig splitte af forskellige tilhørsforhold til internationale organisationer og fællesskaber. Det drejer sig om EU og NATO.
EU er en statsdannelse, hvis lovgivning er overordnet medlemslandenes. Statsopbygningen er – som det er sket med alle andre forbundsstater – bestandigt blevet mere og mere centralistisk, med stadigt mindre råderum for medlemsstaterne. Enhver EU-krise er endt med mere overstatslighed, det vil den nuværende krise også ende med, for ellers vil unionen bryde sammen. Det er klart, at dette giver stedse større begrænsninger for fællesnordiske løsninger og fællesnordisk optræden internationalt. Og frem for alt er det kun tre af de nordiske lande (Danmark, Sverige og Finland), der er medlemmer af EU.
NATO adskiller sig fra EU ved at være et mellemstatsligt samarbejde, der ikke på samme måde kan blokere for et nordisk samarbejde om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Danmark, Norge og Island er medlemmer af NATO, og selv om Sverige og Finland officielt er alliancefrie, deltager de i partnerskab for fred samt i et konkret militært samarbejde med NATO. Alliancefriheden er nærmest en formalitet, og i øvrigt eksisterer der gennem NORDEFCO allerede et tæt nordisk forsvarssamarbejde. Det vil være logisk, at Sverige og Finland indmelder sig i alliancen, især de russiske trusler taget i betragtning. De nordiske lande vil i så fald kunne optræde samlet i NATO og etablere et fuldt integreret nordisk forsvarssamarbejde.
Lissabon-traktaten foreskriver en fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik i EU. Med enstemmighed kan Det Europæiske Råd oprette et fælles forsvar. Sidste år var kommissionsformand Juncker ude med planer om et kommende fælles forsvar. Mulighederne for en fælles forsvarspolitik i unionen forstærkes af den russiske aggressionspolitik, af USA´s nye sikkerhedspolitiske kurs, der sætter fokus på Stillehavsregionen og ikke på Europa, og endelig af migrationskrisen, måske endda med mulige fremtidige militære interventioner i Mellemøsten og Afrika – trods erfaringerne fra Afghanistan, Irak og Libyen, der har skabt sammenbrudte stater og flygtningestrømme.
Er en sådan udenrigs- og sikkerhedspolitik i Nordens interesse? Efter min mening ikke. De nordiske lande har traditioner for international konfliktløsning og fredsmægling, for stærk opbakning til FN og for omfattende udviklingsbistand. Men også for deltagelse i FN-sanktionerede militære operationer. Her vil det være en god ide at genoprette SHIRBRIG, en FN-indsatsstyrke med domicil i Danmark og deltagelse af de andre nordiske lande. En sådan politik kan Norge (og Island) forfølge fuldt ud, men det er ikke muligt for EU-landene Danmark, Sverige og Finland, der er bundet af den fælles EU-udenrigspolitik.
EU´s protektionistiske handelspolitik har været til stor skade for især Danmark og Sverige, der er blandt de lande i verden, der har den største udenrigshandel pr. indbygger. Sammen med USA har EU blokeret for WTO-forhandlingerne om verdensfrihandel, der kunne have ført til et kolossalt løft for især udviklingslandene, men i øvrigt for alle lande. EFTA-landene, herunder Norge og Island, kan derimod føre en selvstændig frihandelspolitik. Det vil derfor også ud fra dette hensyn være godt, hvis Danmark, Sverige og Finland konverterer deres EU-medlemskab til medlemskab af EFTA og EØS. Derved vil alle de nordiske lande få samme tilknytning til EU, med fri markedsadgang til det indre marked.
De nordiske lande har store fælles interesser i Østersøen og Arktis. Thorvald Stoltenbergs rapport fra 2009 om en nordisk udenrigs- og forsvarspolitisk union er så aktuel som nogensinde. Skal den komme til fuld udfoldelse, er det nødvendigt for Sverige og Finland at gentænke alliancefriheden og for Danmark, Sverige og Finland at gentænke tilknytningen til Den Europæiske Union. Der findes allerede under Nordisk Råd et fælles udenrigs- og forsvarspolitisk udvalg, det bør suppleres med et fælles nordisk udenrigs- og forsvarsministerråd. Ved Nordisk Råds session i november i København skal der diskuteres sikkerheds- og forsvarspolitisk samarbejde i Norden, og præsidenten for Nordisk Råd Henrik Dam Kristensen har adviseret en større konference i om emnet. Så mangler man kun at handle.
Ib Christensen