Tiden er kommet til det nordiske medborgerskab

Publicerat 5 januari, 2016

Ida-Schauman-1 Carter-1Mittengruppen i Nordiska rådet har i samarbete med Nordiska Centerungdomens Förbund föreslagit ett gemensamt nordiskt medborgarskap. Det nordiska medborgarskapet skulle avlägsna de interna gränshinder som hundratusentals nordbor tampas med varje dag och skapa förutsättningar för en renässans för det nordiska civilsamhället och näringslivet. NCF:s president Erik Carter och Svensk Ungdoms ordförande Ida Schauman presenterar fördelarna med det gemensamma medborgarskapet som gästkolumnister på yggdrasil.fi.

Historien om Norden præges af strid, samarbejde og slægtskab. Indtil for få hundrede år siden var samarbejdet præget mest af det første, da Danmark og Sverige bekrigede hinanden og koloniserede omgivelserne, det vi i dag kalder Norge, Finland, Island, Åland, Grønland og Færøerne. I dag har der været fred i Norden i over 200 år og mere eller mindre aktivt samarbejde landene imellem.

Men det nordiske samarbejde i dag udfylder langt fra sit potentiale. Det står ved en skillevej: vil vi vælge at integrere os dybere eller risikere at gøre samarbejdet fuldstændigt irrelevant?

Det nordiske samarbejde præges af, at landene samarbejde i et væld af organisationer: vigtigst Nordisk Råd, NATO og EU. Vores relationer til disse organisationer er betingede af vores fælles historie, og det er kontroversielt at bringe EU op i Norge og Island eller NATO i Finland og Sverige. Men der er problemer i fladerne af de internationale samarbejder. Derfor er det godt, at vi alle er med i Nordisk Råd. Men trist er det, at det nordiske samarbejde ikke spiller rollen som forenende kraft. Der er dog et gryende potentiale for en politisk renæssance for nordisk samarbejde.

Nordisk Råd, der blev stiftet i 50’erne, var først til at indføre fri bevægelighed for sine borgere, der siden ikke har skullet vise pas ved hinandens grænser. En foregangsregion, der med Svanemærket som symbol har vist dyb omsorg for natur og miljø. Norden er kendt som det eneste sted i verden, hvor vedvarende og overvældende velstand er kombineret med en høj grad af lighed.

Arbejdet i Nordisk Råd er dog lige så populært som det er ukendt: en undersøgelse af Oxford Research i 2010 viser, at 78% af den nordiske befolkning opfatter samarbejdet som noget positivt, hvorimod 2% ønsker mindre nordisk samarbejde end i dag. Det er særdeles positive tal, og derfor er det underligt, at det nordiske samarbejde fylder forsvindende lidt på den politiske dagsorden.

Der mangler ikke politiske emner at tage fat i. Klimaforandringer, ødelæggende krige, økonomisk stagnation og andet. Disse problemer kan med fordel håndteres i EU og FN-regi. Norden burde i stedet starte med at nedbryde de interne grænsehindringer én gang for alle, som nordiske borgere oplever i deres dagligdag, når de krydser de nordiske grænser.

Eksemplerne er mange: den finske familie, der har arbejdet og stiftet familie i Stavanger, der ikke umiddelbart kan tilmelde deres børn en finsk folkeskole, fordi børnene ikke har dansk personnummer. Den svenske studerende, der har boet i Danmark i flere år, har en dansk far og kæreste, der tvinges til at tage et fritidsjob for at leve i Danmark på danske vilkår. Norske pensionister, der udlever deres livs efterår i Nordjylland, der dobbeltbeskattes, fordi norske pensioner beskattes som de optjenes og dansk pension beskattes ved sin udbetaling.

Grænsehindringsrådet har arbejdet med disse udfordringer i samarbejde med Nordisk Ministerråd, men de kan kun lappe på et system, der ikke lever op til en standard, nordiske borgere i dag forventer og fortjener. Et plaster på såret er det, at man nu fx både kan være dansk og islandsk statsborger, da Sverige, Finland, Island og Danmark tillader dobbelt statsborgerskab – men det gør Norge ikke. Det er ikke optimalt, hvis vi ønsker et samlet Norden, hvor mennesker gnidningsfrit kan bevæge sig for at studere, arbejde, bo og forelske sig.

Vilkårene for nordiske borgere kompliceres yderligere af, at 3 ud af 5 lande er en del af EU og de resterende en del af det økonomiske samarbejde EØS. Det betyder, at de alle er bundet af det traktatretlige grundlag som tilsiger, at man ikke må forskelsbehandle mellem en svensker og en italiener i Finland. Det er i åbenlys konflikt med den nordiske socialkonvention, der sikrer nordiske borgeres mulighed for at leve og bosætte sig i hele Norden, også selvom de måtte blive arbejdsløse og modtage sociale ydelser. I et tilfælde af, at hvilken som helst EU-borger ikke længere er jobsøgende, vil personen miste sin opholdstilladelse i det EU-land, de er rejst til for at arbejde i. Danmark har flere gange udvist nordiske borgere af frygt for at blive anklaget for positiv særbehandling– og dermed bryde med EU’s traktatfæstede princip om ikkediskrimination.

De nordiske velfærdsstater er så ens, at det sagtens kan hænge økonomisk sammen, hvis fx Danmark skal forsørge norske og svenske borgere, hvis de andre lande omvendt gør det samme for danske borgere. Samtidigt kan der etableres et refusionssystem, hvor potentielle ubalancer rettes op ved det økonomiske bidrag til Nordisk Råd, som det i dag er tilfældet med nordiske universitetsstuderende. Men dette handler primært om økonomi og velfærd.

Ud fra et kulturelt og identitetsmæssigt perspektiv skal vi spørge os selv: kan det virkelig passe, at der i fx Danmark ikke er forskel på en italiener, der er vokset op i Napoli og en svensker, der er vokset op i Lund? Eller en finlandssvensker fra Åbo og en skotte i Stockholm? Selvfølgelig er der det. Og det bør der være juridisk. Ellers risikerer det nordiske samarbejde at blive totalt irrelevant.

Det at være borger handler om at kunne navigere i den kulturelle, sproglige, samfundsmæssige kontekst man befinder sig i. Eksempelvis i forhold til demokratiske valg, i det at tage del i arbejdslivet, det at have venner i sit lokalområde og meget andet. Man pålægges ideelt set rettigheder efter behov og pligter efter kundskaber. I Norden har vi en enestående mulighed for at integrere borgere fra vores nordiske nabolande, da de har de bedste forudsætninger i verden for at blive aktive borgere i det land, de måtte bosætte sig i – især set i lyset af vores frivillighedskultur, der fostrer et særdeles gunstigt klima for aktive borgere og en levende demokratisk debat.

Vi lever samtidigt i stigende grad i en verden, hvor grænser og identiteter opløses, blandes og rekonstrueres i takt med, at mennesker mødes, forelskes og forenes i kærlighedens bånd. Vi må konstatere, at det nuværende system for borgerskab i Norden er ude af stand til at understøtte tanken om nordisk samarbejde. Det er på tide, at nordisk samarbejde går fra at være et papirløst og rodet kærlighedsforhold til et formaliseret ægteskab, der kan imødekomme sine borgeres liv.

Tiden er kommet til det nordiske medborgerskab.

Alle nordiske borgere skal behandles ens i de lande, de bosætter sig i. De skal have de samme rettigheder og pligter efter hvor de vælger at leve deres liv. En skåning skal selvfølgelig have mulighed for at stemme til et Folketingsvalg, fordi vedkommende kulturelt, sprogligt og historisk har de bedste forudsætninger i verden for at sætte sig ind i dansk politik. Det samme med de titusindvis af svenskere, der arbejder i Oslo. Der vil selvfølgelig være dele man kan diskutere, fx værnepligt. Der vil der nok være brug for visse regler, så man ikke som 18-årig dansk gymnasieelev på udveksling i Finland tvinges ind i den finske hær, der har en omfattende værnepligt.

Det nordiske medborgerskab vil understøtte kernen af det nordiske samarbejde, nemlig civilsamfundets brændende engagement og dybfølte ønske om at udvikle vores samfund i fællesskab. Til det behøver vi ikke højtflyvende drømme om føderationer og superstater, men derimod løsninger, der nedbryder tærsklerne for mødet mellem mennesker. Vi mener, at gode samfund opretholdes af menneskers gode evne til at samarbejde og samtale – ikke af abstrakte statslige systemer.

Det nordiske medborgerskab vil nedbryde et væld af grænsehindringer landene imellem og dermed skabe endnu bedre forudsætninger for at gøre Norden til ét marked for viden, varer, arbejdskraft og personer inden for den større europæiske ramme. Det vil gøre det lettere for virksomheder at rekruttere til Norden som én region og skabe endnu bedre rammer for mobilitet i Norden.

Det nordiske medborgerskab erstatter ikke det nationale statsborgerskab men supplere det. Det skal have som juridisk konsekvens, at alle nordiske borgere betragtes som hjemboende i det nordiske land, de bor i – ikke som udlændinge. Det vil løse konflikten med EU’s ikkediskriminationsprincip, da vi må fastholde, at nordisk samarbejde og integration både gør og bør stikke dybere end det europæiske, da de nordiske folk er brødre og søstre frem for blot fjerne slægtninge. Samtidigt foreslår vi, at det følges af et nordisk personnummersystem, så borgere let kan købe serviceydelser, komme på hospitalet, flytte, få en bankkonto, et mobilabonnement og meget andet i hele Norden.

Det nordiske samarbejde skal have borgeren i centrum for politisk tænkning. Derfor bør alle følge den igangværende behandling af forslaget om at indføre det nordiske medborgerskab i Nordisk Råd, der blev foreslået af Mittengruppen i samarbejde med Nordiska Centerungdomens Förbund. Der er potentiale for at gøre samarbejdet mere relevant for borgerene, der som sagt ser meget positivt på nordisk integration. Den chance skal vi gribe – og sammen indlede en nordisk politisk renæssance!

 Erik Carter och Ida Schauman

Diskussion

  • hanslindqvist

    Ett mycket bra förslag, som, tycker jag, också kommer i rätt tid när flyktingfrågan i EU och världen riskerar att undergräva den fria rörlighet och den passfrihet som vi i Norden haft så länge.

  • snaphanen

    Aldrig i livet!

  • wiwaro

    Det har ikke gått opp for mange Nordenentusiaster at politikerne fra 90-tallet gikk over til multikulturens og innvandringens utopiske premisser. Og da blir nordisk identitet den store taper ….. disse medborgerretter for alle i Norden er i dag helt illusoriske, bare legg merke til grensekontrollen på hver side av Øresund, som er mest til hinder for arbeidspendlere. Dette og at dansk og svensk arvefiendskap er vakt til live igjen etter 200 år, er den nye nordiske virkelighet.

  • Facebook