Norden bør tage fælles ansvar for flygtninge
Publicerat 26 januari, 2016
Erik Carter, President för Nordiska Centerungdomens Förbund och Anna Abrahamsson, president för Ungdomens Nordiska Råd, efterlyser i en gemensam debattartikel en nordisk strategi för att hantera flyktingkrisen. Carter och Abrahamsson argumenterar för en diskussion om gemensamma standarder inom asylpolitiken och för att Norden bör fokusera på gemensamma insatser i b.la. FN:s regi för flyktinghjälp nära konfliktdrabbade områden för att åtgärda grundorsakerna bakom flyktingkrisen.
September 2015 var en ekstraordinær periode i Europa. Krigen i Syrien sendte mange tusinder flygtninge igennem Europa. Det viste sig i Norden ved, at der på de danske motorveje pludselig gik tusindevis af flygtninge, som var kommet med tog og færge fra Tyskland. Det var dog ikke alle, der søgte efter en tilværelse i Danmark – mange af dem var på vej til resten af Norden, herunder Norge, Finland og især Sverige.
Situationen skyldes flere ting. Primært krigen i Syrien, der har kostet mere end 250,0000 menneskeliv ifølge FN. Samtidigt har EU’s eksterne grænser og Dublin-systemet bukket under for presset, der skabes i den ekstraordinære situation. Og desværre har EU vist sig ude af stand til at fordele ansvaret for flygtningene solidarisk mellem sig. Det er beklageligt, at vi i EU har været ude af stand til at løse situationen i tide.
Det samme kan siges om den nordiske håndtering af situationen. Da flygtningene krydsede den danske grænse, var der stille mellem den danske og svenske integrationsminister. Den danske integrationsminister, Inger Støjberg, var langsom til at kontakte sin svenske kollega. Sverige kritiserede Danmark for at lade flygtningene passere gennem landet og Finland kritiserede Sverige for at gøre det samme med dem, der ville til Finland. Situationen mindede om det vilde Vesten, hvor det nordiske samarbejde var afløst af en type ’every man for himself’-stemning mellem de nordiske regeringer.
Det er ærgerligt, at de nordiske lande ikke er villige til at tage kollektivt ansvar, men tværtimod venter på, at de andre lande påtager sig ansvaret for at huse mennesker med behov for beskyttelse. I månederne efter kom der stramninger af opholdsvilkår for flygtninge i alle nordiske lande. Formålet er at hvert land modtager færre flygtninge end sine nabolande. Nu kommer en ny bølge af national egoisme, nemlig grænsekontrollen, der nu er delvist eller helt indført i Danmark, Norge Sverige og Finland.
Resultatet er, at hvert nordisk land indgår i en bizar konkurrence om at tilbyde de dårligst mulige opholdsvilkår for flygtninge for at undgå så meget ansvar som muligt. Det er særdeles trist for centrale nordiske værdier som solidaritet, åbenhed og menneskerettigheder. Dermed er det nordiske værdigrundlag udfordret i disse tider.
Men det nordiske samarbejde er også under pres, da situationen burde være blevet håndteret mere professionelt af de nordiske regeringer. De burde først og fremmest have talt sammen til at begynde med. Og for det andet burde de sætte sig sammen og diskutere, hvordan Norden kan håndtere situationen – frem for at agere som individuelle nationer.
Stramninger af asylreglerne er ikke en løsning på det underliggende problem – det fordeler blot ansvaret for problemet. Det er uansvarligt og undergravende for det nordiske samarbejde.
Ideelt set mener vi, at der burde være en nordisk strategi for håndtering af flygtninge og eventuelt en fællesnordisk standard for, hvilke opholdsvilkår man har som flygtning i Norden. Dermed vil Norden kunne agere samlet og påvirke EU i forhold til at finde en retfærdig fordeling af de flygtninge, der kommer til Europa.
Hvis vi ikke får en samtale om, hvordan vi rent faktisk løser grundene til, at mennesker behøver at flygte, ender vi med den debat vi har nu, der primært drejer sig om at skubbe ansvaret hen på nabolandene frem for rent faktisk at løse problemet. Og vi løser det bedst med udvikling, forebyggelse, økonomisk nødhjælp og andet i skrøbelige regioner.
Derfor bør de nordiske lande i højere grad prioritere udviklingsbistand og økonomisk bistand til bl.a. FN, der arbejder med flygtninge i nærområderne. Det er dybt problematisk, at FN-organisationen World Food Programme halverede rationerne til internt fordrevne irakere i sommeren 2015. Sulten blev ikke halveret da rationerne gjorde det. Tværtimod endte den blot med at sende endnu flere mennesker på desperat flugt efter en værdig tilværelse.
Samtidigt tilbydes flygtninge i Tyrkiet, Libanon og Jordan ikke nok lægehjælp, uddannelse og beskæftigelse. Vi placerer folk i teltlejre, der kollapser under vægten af sne i løbet af vinteren. Det skriger til himlen. Vi skal tilbyde en tålelig tilværelse for krigsflygtninge i nærområderne. Dermed kan vi gøre en afgørende forskel for disse mennesker og samtidigt stabilisere presset på EU’s og Nordens grænser.
Mennesker flygter, fordi de hverken tilbydes ordentlige mængder mad, uddannelse, husly og beskæftigelse i nærområderne. Vi er ikke i nærheden af at kunne tilbyde dem det, selvom der konstant tales om at hjælpe i nærområderne. Der sker ikke nok, og det er den hårde virkelighed. Vi taler om det, men der sker ingenting. Mennesker er forsat tvunget på flugt.
Det er et ansvar, vi kun kan løfte sammen. Norden skal drive de solidariske og ansvarlige løsninger i EU. Vi skal sikre, at FN har ressourcerne til det humanitære arbejde. Norden bør gå forrest for at sikre flygtninge en værdig tilværelse både i Norden og i nærområderne.
Erik Carter och Anna Abrahamsson