Nordiske værdier og en fælles nordisk integrationspolitik i et forenet Norden?
Publicerat 15 december, 2015
Er det muligt at spore sig ind på, hvilke kilder nordisk frihedssyn og nordisk lighedssyn kan have, og hvordan de spiller ind i forhold til debat og diskussion om nordisk integration såvelsom idéerne fremført her på siden om, at Norden burde samordne sin migrationspolitik? Ja, måske ligefrem fremme en nordisk intergrationspolitik på føderalt niveau? Vi har i redaktionen debatteret løst og fast og har, som en slags diskussionsoplæg, sporet os ind på, hvad man kunne kalde ”fire søjler”.
I den proces vi i undersøgelsen ”Det nordiska skapar nya möjligheter för migrations- och integrationspolitiken” er kommet ind på, er det vigtigt at prøve at definere, hvad Nordens forudsætninger er og hvordan vi, på denne baggrund, må forsøge at dele disse værdier med nye borgere i Norden – og oplyse om dem.
Det lader nemlig til, at disse fire søjler nøje hænger sammen med nordiske idéer om et åbent samfund, et samfund med et relativt højt niveau af tillid og et velfærdssamfund, der forsøger at omfatte alle i et samspil af personlig frihed, rettigheder, tryghed og pligter.
Vi griber i diskussionen her tilbage i historien og prøver at se på, hvilke begivenheder i fortiden der har sat sig så tydelige aftryk, at de stadig spiller en rolle i nutidens nordiske samfund. Der forekommer diskussion under hvert enkelt punkt, en diskussion der både inddrager historie og aktuel debat.
1). Moderne humanisme og de moderne velfærdsstater,
2). Den folkelige vækkelse i 1800-tallet og begyndelsen på de moderne velfærdsstater,
3). Kristendommens indflydelse,
4). Den historiske og juridiske arv fra landskabslovene og vikingetiden.
1). Moderne værdier om demokrati, menneskerettigheder, ytringsfrihed, lighed mellem kønnene, valgret til kvinder og tyende, rettigheder og pligter på arbejdsmarkedet, sækularitet osv. Begyndende med de liberale demokratier i 1900-tallets begyndelse (men i høj grad også med rødder i oplysningstiden i 1700-tallet) og i et slags stort kompromis mellem socialdemokrater, liberale, konservative, arbejdstagere og arbejdsgivere og deres respektive organisationer, by og land osv. samt under indtryk af diktaturstaters knægtelse af frihed og demokrati (f.eks. under den kolde krig og i 1930erne).
Måske også med et kulturelt aftryk fra det moderne gennembrud i litteraturen fra 1890 og frem i især Norge, Danmark og Sverige og, især i Danmark, nok også med afsmitning fra den såkaldte ”kulturradikale” bevægelse i kulturel og politisk debat ( i den klassiske opfattelse begyndende med Brandes).
Derudover har det selvsagt også stor betydning, at det i de moderne familier blev almindeligt, og nødvendigt, at begge forældre havde lønnet job. Dette stillede nye krav til synet på kvinden og pasning og opdragelse af børn.
En udvikling der, i en slags kombination af punkterne 1 og 2 og 3 (se 2 og 3 herunder), har nok også været reformerne af fattigvæsenet, hvor beroende af familie og ydmygende fattiggårde er søgt afhjulpet gennem universelle ydelser, almen adgang til sundhed og uddannelse samt hele arbejdsmarkedssystemet. Her er der ihvertfald et system, som adskiller det typiske Norden fra store dele af omverdenen. Der er tydeligvis familier fra ”fremmede” kulturer, der tager langt mere hånd om deres egne, men måske i delvis modstrid med moderne nordisk frihedsopfattelse på individniveau (derunder ligestilling af kønnene), men til glæde for de offentlige kasser … Vi skal såmænd ikke længere væk end til Tyskland for at møde et anderledes system baseret primært på obligatoriske forsikringer (og større tryghed i ansættelsen, men dermed også mindre fleksibilitet på arbejdsmarkedet), men til skade for lavtlønnede, folk i midlertidige job og arbejdsløse og sygdomsramte (der er imidlertid i flere nordiske lande en udvikling på vej bort fra dette sikkerhedsnet) – og følgelig med langt større krav til familier, kirker og NGOer. Et system det kan være svært at slippe ud af for de ramte.
2). Med rødder i 1800-tallet har vi den folkelige vækkelse, Grundtvig, folkehøjskolen, andelsbevægelsen, frikirkerne (som ikke betyder helt det samme på dansk og svensk, her sigtes primært på den særlige danske udvikling) folkeoplysning, det nye danske forsøg på sammenhold, lighed, social tryghed, sammenhængskraft, ansvar (både individets og fællesskabets), omfattende modernisering af samfund, uddannelse og erhverv for simpelthen at redde nationens eksistens efter flere hårde konfrontationer med Tyskland (i 1800-tallets begyndelse dog UK, men det skyldtes i høj grad Danmarks store sympati for Frankrig samt vel også handelsflådens interesser og briternes frygt for, om nu den danske flåde også ville forholde sig neutral) der havde decimeret den flernationale danske helstat til et ganske lille etnisk homogent Danmark (efter tabet af Norge, Slevsig-Holsten og Lauenburg), et Danmark som ”til enhver tid” ville kunne udslettes af Tyskland (nogle gange allieret med Østrig). Tyskland i parentes bemærket i form af den preussiske stat.
Tendenserne for så vidt angår Grundtvig, folkehøjskole, folkeoplysning og selvstændiggørelse, spredes i vidt omfang til Norge og de tre vestnordiske lande, især Færøerne. De smitter også af på den finsk-talende folkehøjskole i Finland. Parallelt i Sverige, sker der efterhånden en implicit samling om fagbevægelse, nykterhetsrörelse (afholdsbevægelse) og til dels de kirkelige bevægelser. Der opstår også folkehøjskoler (som inspirerer de svensktalende folkehøjskoler i Finland), da Sverige er hårdt ramt af stærke sociale spændinger pga. fattigdom, uretfærdige arbejdsmarkedsforhold og udpræget alkoholisme. I både det danske og svenske eksempel handler det på hver sin måde om nationens overlevelse – og strategierne rækker langt ud i fremtiden og helt op til vore dage, og over grænserne til de øvrige nordiske lande. I de øvrige nordiske lande går tendenserne hånd i hånd med de nye bestræbelser på ”nationbuilding”. Ikke mindst i Norge og i de vestnordiske lande. Men dog også i Finland, men hvor senere hen borgerkrig og krig satte sine dybe spor og skabte en finsk variant, som dog har store lighedspunkter med både Danmark og Sverige på det samfundsmæssige plan (det sproglige ligner sandsynligvis mere Norge, Ísland og Færøerne).
Det er fra denne tid de danske grundtvigske talemåder ”de har drevet det vidt, hvor få har for meget og færre for lidt” (lighed) og ”frihed for Loke såvel som for Thor” (frihed og tolerance) stammer.
Det sidste betød jo, i det mindste fra grundtvigske kredses side, tolerance overfor det tyske mindretal i Sønderjylland og forsvar for deres rettigheder, mens alle andre tyskere blev ønsket hinsides Ejderen (den gamle grænseflod) – eller ihvertfald Skelbækken (grænsen fra 1920), og det betød også en udpræget forståelse overfor norske, finske, samiske, frisiske, ålandske og vestnordiske selvstændighedsbestræbelser og bevidstgørelse (det sidste også af den finlandssvenske almue), opbygningen af nynorsk og tilbageleveringen af de islandske håndskrifter. Det danske skulle ganske vist forsvares, men skulle ikke udbredes på bekostning af andre folkeslag. Derfor støttede man denne bevidstgørelse – også selvom den betød et opgør med århundreders dansk overherredømme.
I 1800-tallets Danmark stod disse tendenser i skarp kontrast til de ”nationalliberale” der også indædt forsvarede det danske, men ganske uden disse nuancer. Det er også ofte disse nationalliberale, der får skylden for krigen i 1864.
Debatten i Danmark er meget præget af idiomet ”frihed for Loke såvelsom for Thor” i forhold til, om det (fortsat) er i orden at forsvare friheden for dem, der ikke selv respekterer andres frihed. Dette dogme har været en meget grundliggende ting i Danmark gennem årene.
Et eksempel:
Danmark høstede meget kritik fra (Vest -) Tyskland over, at man tog for let på nazister og nynazister. I Tyskland (og også i Sverige) har man ført en udpræget konfrontationspolitik, men problemerne i Sverige og Tyskland har også været langt værre med langt flere ”hate crimes” og deciderede attentater end i Danmark. Det konstante spørgsmål vil jo melde sig, om problemet afstedkommer forskellen i handlemåden eller omvendt. Der har Danmark hidtil holdt frihedsidealerne meget højt samtidigt med, at masser af danskere ved demonstrationer, på skrift og i tale klart har sagt fra overfor disse grupperinger. I Sverige peger dog forfatteren Maria-Pia Boöthius på et manglende svensk selvopgør i forhold til svenske fænomener i 1930erne og 1940erne, men det falder lidt uden for emnet her. I Danmark vil der nok være uenighed om, om denne ”tolerance” også har gjort sig gældende for stærkt venstreorienterede grupperinger – og om tolerancen overhovedet dur i forhold til ekstremister med rod i de muslimske kulturkredse, og om vi i virkeligheden sætter vores frihed og lighedsidealer på spil. Her vil nogle selvfølgelig pege på sociale problemer og militære konflikter som grundlæggende årsager og andre vil mene, at en mere restriktiv politik vil, så at sige, provokere problemerne langt større end de som udgangspunkt er (heroverfor står så dem der siger, at vi står overfor en totalitær og undertrykkende ideologi der, som en lynild, kan slå rødder blandt ellers moderate og sækulære). Det er en problemstilling der simpelthen må diskuteres, måske må der tages højde for delelementer i begge siders påstande. Men så længe den politiske debat er så polariseret, er det ganske svært. For synet på, hvem der er ofre og hvem der er gerningsmænd, kan være diametralt modsat.
Bevæggrunden for ”frihed for Loke såvel som for Thor”, har jo i vidt omfang været, at være det gode eksempel, det gode forbillede. Kan man forestille sig, at en kombination af at være venlig, imødekommende, interesseret og inkluderende kombineret med et meget tydeligere værdipolitisk indpark i integrationsprocessen, i skoler og medier, i debat og andre steder, ville kunne fungere? At italesætte, og forvente en accept af, nordiske værdier om frihed, lighed, ligestilling, folkestyre og demokrati? Ville det ikke, hvis vi med stolthed og entusiasme gentagne gange fremhævede disse værdier, kunne fremtvinge respekt? Nogle af de nye borgere i Danmark har ihvertfald af og til efterlyst tydeligere pejlemærker i det danske samfund.
Det er ikke umuligt, men vil nok kræve bevægelse på alle sider i de ret fastlåste politiske positioner i den politiske debat i Norden – og i særdeleshed i Danmark og Sverige – og mellem ”venstreorienterede” og ”højreorienterede”. Vil det så virke? Svært at sige. Men har vi noget andet – realistisk – valg end at prøve denne vej?
3). De kristne rødder. Nogle mener, at humanismen og kristendomme er ét og samme, andre at de ikke er. Nogle betoner den lutherske (eller ligefrem grundtvigske) kristendom, andre ikke. Når man sammenligner debat og traditioner og politik i forskellige lande udenfor Norden, men nogle gange med lande der står os nær, men hvor kristendommen måske ikke er trængt lige så dybt ned (som i Estland), opdager man, at Norden nok har fjernet sig længere fra en nærhed til naturen på den ene side, mens at sådan noget sombarmhjertighed og tilgivelse, synes at spille en større rolle i Norden. Ja, man får en fornemmelse af, at visse kristne værdier har (haft) en dyb indflydelse i nordisk politisk tænkning på både venstre – og højrefløjen – og på den politiske midte. Det med at hjælpe sin næste i nød, det med at kunne tilgive. Et konkret politisk eksempel er de nordiske landes traditionelt store indsats i FN.
Ved sådanne forsøg på sammenligninger, optræder der også forskelle mellem lande med forskellige kristne rødder. Det lader umiddelbart til, at det personlige ansvar og individetspiller en langt større rolle i luthersk-evangeliske lande (inkl. førnævnte Estland) og i andre protestantiske lande, end i ortodokse og romersk-katolske lande.
Jeg tror denne del af den kirkelige arv også er af meget stor betydning – langt ind i rækken af mennesker der iøvrigt ikke betragter sig selv som religiøse. For det er ikke det vi taler om her, men om påvirkning af værdinormer. Hvor kilden måske forlængst er gået i glemmebogen.
I den danske debat fremhæves ofte det kristne argument om, at mennesker i nød må hjælpes uanset ståsted, et klart universielt og menneskeligt budskab. Et argument der vil kunne forvente stor støtte også i Sverige. Rent praktisk , og anstændigvis, må det også gøres. Men når det begrundes med hensynet til næsten, imødegås det af højreintellektuelle med det argument, at din næste, er personer i din fysiske nærhed, familie, venner, naboen, kollegaer, måske en forbipasserende på gaden?
For så vidt kan de have ret i, at dele af venstrefløjen på det individuelle plan overser de udsatte i vore egne samfund og i deres egen nærhed – men på det politiske plan støtter de højreintellektuelle dog heller ikke udsatte, og uheldige, i egne samfund. Ikke i særlig udpræget grad ihvertfald. Om de så gør det personligt, er af gode grunde svært at vide.
4). Teorierne om tillid forklares ofte at have rødder i vikingetiden. At man, når personer og varer skulle transporteres over lange afstande, var nødt til at kunne stole (lida) på hinanden, da systemet ellers ville bryde sammen (gå sönder). De mest frihedselskende nordmænd flyede også den ekspanderende kristne norske kongemagt og slog sig ned i Ísland, for at nævne et kendt eksempel. Nok var der trælle, men stadig havde jo jævnfør landskabslovene ”alle våbenføre mænd” én stemme hver på tinget. I starten skulle kongen vælges på tinget, der var ingen automatisk arvefølge. Når manden var ude, bestemte kvinden i hjemmet og styrede gården. Der var både mandlige og kvindelige Guddomme.
Har vi her én af kilderne til (især dansk) skepsis mod autoriteter og hierakiske strukturer, som man historisk set har oplevet det i pavekirken, i det tyske (klasse -) samfund eller i det franskinspirerede bureaukrati i EU? I Danmark har vi jo desuden i de sidste 200 år (ikke så meget længere) ofte defineret os som et modbillede til det tyske – og det kan godt spille ind også. Der undervises fortsat på det danske jurastudium i forskellen på ”romerret” og ”nordisk ret” ( i parentes bemærket, skulle den britiske retskultur være en blanding af de to) og den nordiske ret forklares af retshistorikere at have rødder i de nordiske landskabslove fra tidlig middelalder. Lige ret synes her et være et nøgleord (når vi netop ser bort fra samtidens eksempler på, at visse grupper var udelukket fra denne lige ret – men det hindrer ikke at fænomenet også har præget vores tænkning dybt – også i århundrederne derefter og helt op til i dag).
Ser vi altså her en af kilderne til det nordiske lighedssyn, som altså ikke bare handler om økonomisk omfordeling, men også om menneskesyn?
I denne forbindelse må også nævnes de svenske bestræbelser på at forsimple lovsproget, så at flere ville være i stand til at begribe det. Det var en bevidst og erklæret svensk målsætning, at lovsproget skulle være lettere at læse – og at lovgivningsprocessen skulle være offentlig tilgængelig. Her blev de svenske bestræbelser markant udfordret i EU. De svenske ønsker om åbenhed blev mødt med stor modstand. I oversættelsesarbejdet gav det også store udfordringer at oversætte EU-tekster mellem svensk (i et folkeligt sprog) og fransk (i klassisk bureaukratstil), dvs. fra fransk til svensk. Det er jo ikke prosa, men jura der oversættes.
I forhold til begrebet tillid, fremhæves det ofte, at tillid er en forudsætning ikke bare for det nordiske frihedssyn, men også for det nordiske velfærdssamfund. At vi i almindelighed stoler på, at det ikke misbruges og at folk handler i frihed under ansvar. At der er både rettigheder og pligter, og at det er med til at holde samfundet sammen. Men uden alt for store, bekostelige og mistillidsskabende kontrolforanstaltninger. Der har vi omkring os kulturer der, af mange forskellige årsager, ikke frembringer individer med tillid (ofte med sørgelig god grund), men det er et problem, en stor og alvorlig udfordring, for de nordiske samfund. Det må ikke have lov til at ødelægge vores samfund, men hvordan modvirker vi det?
Øget kontrol og øget ulighed, løser ikke problemet, snarere tværtimod.
Desuden har der været en tro på selvforvaltning, at en medarbejder godt selv kan vise initiativ og tage beslutninger, uden at en chef skal svæve over vandene konstant. En meget stor konkurrencefordel på arbejdsmarked og i erhvervsliv og i forhold til udlandet, men hvor en af forudsætningerne også klart har været den lige adgang til skoler, uddannelser og sundhed uden hvilket det ikke ville være muligt.
Opsummering:
Vi har altså her prøvet at opsummere nogle tanker om nordisk friheds – og lighedstradition, og hvad det kan betyde i Nordens møde med omverdenen. Vi har snakket om:
1). Moderne humanisme og de moderne velfærdsstater,
2). Den folkelige vækkelse i 1800-tallet og begyndelsen på de moderne velfærdsstater,
3). Kristendommens indflydelse,
4). Den historiske og juridiske arv fra landskabslovene og vikingetiden.
ER disse værdier og udviklingsmønstre ikke blot nordiske, men universelle – eller vestlige? Eller kristne? Eller europæiske? Eller er de vores egen særegne nordiske udviking?
Kan en besindelse på disse forudsætninger, og en stolthed over dem, lette integrationen i Norden? Både nordboer imellem og for folk med rødder udenfor Norden? Kunne en forventning om accept af disse værdier gå hånd i hånd med åbenhed og inklusion?
Kunne det ikke være et værdigt og fremgangsrigt fællesnordisk projekt til, på sigt, glæde og gavn for frihed og lighed, demokrati og folkestyre, erhvervsliv (näringsliv), kulturliv (med større åbenhed og udveksling mellem nordboer og de nye borgere til gensidig og fælles inspiration) og en videreførelse af et universelt velfærdssamfund i Norden?
Et integreret Norden kunne også løfte værdierne op på et niveau, hvor de ville blive set som noget andet end nationale værdier. Dette er en chance for at hæve debatniveauet op på et konstruktivt plan!
Det er nu op til debat!
Jakob Buhl
jakob.buhl (at) yggdrasil.fi
Taggar: nordisk integrationspolitik > nordisk migrationspolitik > nordiske værdier og en fælles nordisk integrationspolitik