Den nordiske tone?
Publicerat 26 september, 2015
To verdensberømte nordiske komponister, danske Carl Nielsen og finske Jean Sibelius, fylder i år 150 år.
Bild: Karsten Hermansen. Foto: Laust Jordal
De to komponister har oven i købet mødt og kendt hinanden. Deres inspirationskilder er i vidt omfang de samme, men deres udtryk forskelligt. Hvor Carl Nielsen har ladet sig inspirere af den fynske almuekultur, har Jean Sibelius haft Kalevala. Men som Karsten Hermansen også konstaterer, har de begge også haft deres europæiske forbilleder og erfaringer. Det har vi bedt Karsten Hermansen skrive en lille artikel om. Karsten Hermansen er organist ved Marstal og Ommel kirker på Ærø, aktiv musikelsker, korleder, aktiv deltager i Ærøs venskabsbysamarbejde med svenske Eksjö, museumsmedarbejder og historiker (Ph.D.).
I 2015 fejrer vi 150 års fødselsdag for de to nordiske komponister Carl Nielsen (1865-1931) og Jean Sibelius (1865-1957). I betragtning af deres fælles fødselsår er det ikke underligt, at de er blevet sammenlignet på kryds og tværs. Danske Nielsen kom fra mere beskedne kår end finske Sibelius, men de var fælles om violinen. Som barn spillede Nielsen imidlertid folkemusik sammen med sin far, medens lægesønnen Sibelius skrev kammermusik til familie og venner.
Sibelius’ fornavn Jean lyder ikke helt nordisk og var det heller ikke. Han hed Johan Julius Christian Sibelius, men valgte at internationalisere sit fornavn efter sin onkels forbillede. Sibelius studerede i Berlin og Wien og fik på den måde den europæiske musik ind i ørerne. Danske Carl Nielsen havde ikke samme udlængsel. Han studerede hos Niels W. Gade på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og blev i byen til sine dages ende.
To mænd, to lande og to udtryk. Er der kun fødselsåret til fælles? Nej, for vi forbinder både Sibelius og Nielsen med det nordiske. Vi kalder dem også nationalkomponister og hører straks en særlig tone. Det er klangen af Norden, hvad enten det er de tusind finske søer og den klippefaste grund eller den lette fynske muld og de åbne danske landskaber. Hvad er mere fynsk end Carl Nielsens humoreske ”Fynsk Forår”? Den milde dag, der er så lys og lang, den blinde spillemand og de gamle, trætte mænd. Når æbleblomsterne drysser som sne, og når musikken første gang kulminerer på ordet boghvedegrød, så er det så fynsk og dansk, som det kan blive. Af samme grund er det lidt af et kuriosum, at ”Fynsk Forår” næsten deler introduktion med Nielsens 5. symfoni, som på ingen måde klinger fynsk. Men vi aner stadig det fynske, for midt i den avancerede, symfoniske musik blander sig bevidstheden om Nielsens mange folkelige sange. Hvem kender ikke til Jens Vejmands sørgelige endeligt takket være Nielsens melodi, som til komponistens irritation næsten stjal opmærksomheden fra det egentlige musikalske arbejde. Sibelius skrev ikke folkelige sange, men koncentrerede sig om den symfoniske musik. Begge komponister skrev deres symfonier i årene 1890-1925, men bedømmelsen var meget forskellig. Der er ligefrem dem, der har kaldt Sibelius for fortidens mand, fordi han forblev i den senromantiske stil, medens Nielsen var fremtidens mand i kraft af sin konstante udvikling i sit udtryk. Det er nok lidt firkantet udtrykt, men det afgørende ved udtalelsen er blot, at et fælles fødselsår ikke nødvendigvis betyder, at man deler hverken synspunkter eller smag. Derfor bliver resultaterne naturligvis også forskellige.
Når det er sagt, så var inspirationen langt hen ad vejen den samme. Det umiddelbare, musikalske præg stammer jo ikke fra hverken Finland eller Danmark. Tidens tone fandt de begge længere nede i Europa. Nielsens 1. symfoni var både påvirket af Brahms og Dvorak. Det samme kunne siges om Sibelius. Retningen var den internationale. Mendelssohn, Wagner, Brahms, Debussy, og før dem Beethoven og Mozart, var alle med til at farve den musik, som vi nu hører som nordisk.
Er vi mon ofre for et bedrag? Personligt synes jeg altid at høre de danske bøgeskove, når jeg hører Niels W. Gades symfonier, men hvorfor? Inspirationen fra Gades gode ven Mendelssohn er jo tydelig, men Mendelssohns musik minder mig overhovedet ikke om danske skove og landskaber.
Det er aldrig rart at skulle indrømme sine fejltagelser, men hvorfor skulle man dog også gøre det, når vi så tydeligt hører den nordiske tone? Det er jo ikke alene musikken, det handler om. Det handler om meget mere, som kort kan sammenfattes i ordene fælleskab og sammenhæng. Det er nemlig det nationale fælleskab og den fælles kulturelle referenceramme, der lægger sig som en forklarende og oplysende hinde hen over musikken.
Deri har vi nøglen til en nordisk forståelse af Sibelius og Nielsens musik. Lad være, at en kineser ikke vil opfatte de finere detaljer, men blot høre den europæiske tone. Det betyder ingenting. Det afgørende er, at vi selv forstår det, og mangler der et afgørende argument for sammenhængen, så tænk på dialekterne. Udlændinge hører dem ikke, men landsmænd gør. Små nuancer afslører det hele. Det er også dem, vi hører hos Sibelius og Nielsen. Dér finder vi den nordiske tone!
Karsten Hermansen
Taggar: 150 års fødselsdag > Carl Nielsen > Jean Sibelius > Karsten Hermansen