Nordisk samarbejde spændt for nyliberalismens vogn?
Publicerat 31 mars, 2014
Anders Kock, der er styrelsesmedlem i den danske afdeling af Foreningen Frit Norden, har i det seneste nummer af foreningernes fællesnordiske blad, ”Frit Norden” nr. 1. marts 2014, anmeldt Wetterbergs ”Förbundsstaten Norden” og finder mildest talt ikke, at det er nordiske værdier der fremmes. Vi er spændte på, hvilken debat anmeldelsen vil kunne vække. Vi bringer efter aftale hans indlæg her.
Kommentar til:
Gunnar Wetterbergs bog “Förbundsstaten Norden” (2010).
Nordisk samarbejde har i århundreder været en stærk men stilfærdig realitet, udsprunget af fælles kultur og historie. Wetterberg bruger forførerisk dette faktum i sin argumentation for at en proces frem mod en Nordisk Forbundsstat kan og bør sættes i værk nu.
Noget må have ændret sig de sidste tyve år; for, som Wetterberg skriver
”Under debatten om det svenska medlemskapet” af EU i 1993 “hörde jag själv til dem som ifrågasatte tanken om Norden som ett alternativ til EU”, og han henviser bl.a. til sin 1993-artikel i Dagens Nyheter med overskriften “Glöm Norden som Union”.
Jeg tror, at kernen i Wetterbergs skift fra “Glöm Norden som Union” til ”Förbundsstaten Norden” er, at ”Den europeiska integrationen (læs: EU) har skapat helt nya förutsättningar för Norden”.
I sin 2010 bog slår han til lyd for, at tiden nu er inde til at arbejde frem mod en Forbundsstat, der i kraft af sine 25 millioner indbyggere, og sit høje samlede BNP kan “hävde sig i det globala maktspelet”, og “kunne bidra till den vitalisering som EU så väl behöver”. En nordisk forbundsstat “öppnar stora möjligheter för framtiden. Det är samma mål som EU:s inre marknad bekänner sig till, men Förbundsstaten Norden har förutsättningar at förverkliga det långt tidigare”.
Samme, nyliberalistiske, mål, som EUs indre marked bekender sig til! Bare endnu hurtigere!
“Norden kan utvicklas betydligt stärkare än EU som helhet”. Som helhed !
I vendingen “som helhed” skinner igennem, at Wetterbergs forestilling om vejen til et samlet Norden ligger inden for EUs rammer – hvilket da også er naturligt, hvis man mener at målsætningen er den samme som EUs.
Som en (delvis skjult) rød tråd løber EU gennem hele Wetterbergs fremstilling.
Det er da også en uomgængelige præmis for politisk tænkning lige nu, hvor der står EU på alt. Wetterberg tænker 15-20 år frem: ”Det är rimligt att tro att det kan ta 15-20 år att bilda förbundsstaten Norden”, og han har ingen fantasi til, (og tilsyneladende heller ingen ønske om) at der skulle være nogen anden virkelighed i dette tidsrum end EU. Selv om det ikke siges explicit, så er det inden for denne ramme at Wetterberg ser en nordisk samling.
Godt nok er forholdet til EU forskelligt for de nordiske stater og områder, men ”det praktiska resultatet for medborgarna och näringslivet blir ungefär detsamma”.
For Islands vedkommende er det nok tvivlsomt om resultatet var blevet ”ungefär detsamma”, hvis der havde været fri bevægelighed for kapital ud af Island efter det islandske bankkrak i 2008. Det gentagne og klare norske ”nej tak” til EU vil også nok få nordmænd til at anse vendingen ”ungefär detsamma” for noget tyndbenet.
Der fremlægges i bogen en ret detaljeret køreplan for den tænkte proces mod Forbundsstaten, og sågar også en del konkrete visioner for den institutionelle opbygning af den (f.eks. statsoverhoved: NN), – i den udstrækning disse visioner kan præsenteres uden at træde hverken EU eller Norge m.fl. over tæerne.
Dette bliver særlig prekært i spørgsmålet om pengepolitik (fælles valuta). Wetterberg peger, ganske rigtigt, på, at de nordiske landes økonomier og udvikling ligner hinanden nok til, at Norden, i nationaløkonomisk forstand, er et ”optimalt valutaområde” (i modsætning til EU). Og han indrømmer, at ”det är inte säkert att euron finns kvar när förbundsstaten blir till”. Men Wetterbergs plan A synes at være at ”förbundsstaten bestämmer sig för att delta i eurosamarbetet”, og derigennem have ”betydligt större inflytande över eurosamarbetet än vad Norden har idag när bare Finland deltar fullt ut i samarbetet”.
Hvad er samarbejde? Tilhører det nordiske samarbejde samme kategori som f.eks. euro”samarbejdet”, eller det ”europæiske samarbejde” (en eufemisme for ”EU”). Det nordiske samarbejde er folkeligt forankret, og groet nedefra, og Wetterbergs bog indeholder iøvrigt mange gode beskrivelser af det; en skam, at han paralleliserer det med det ”europæiske samarbejde”: dette ”samarbejde” er ikke folkelig forankret; det er end ikke et samarbejde mellem nationer eller stater; det er i min optik et samarbejde mellem de transnationale monopoler, der skal sætte de nationale demokratier ud på et sidespor, og afvikle deres nedefra groede sociale strukturer i nyliberalismens navn.
Forsøger Wetterberg at spænde den nordiske samhørighed for denne vogn?
En anden rød tråd løber gennem GW bogen: at ”størrelse er vigtig”: de 25 millioner indbyggere, det samlede BNP . Forbundsstaten Norden “borda vara en självklar medlem” i de rige landes finans- og bank-klub G20 (hvor iøvrigt EU har sæde) . ”Den pågående finanskrisen bör vara en väckarklocka” ; krisen skyldes iflg. GW utilstrækkelig “regulering” af finansmarkederne, og de tilstræbes reguleret gennem G20. ”I den sortens internationella ansträngingar är det bara de stora som kan göra sig gällande”, så de ”nordiska länderna kommer .. at reduceras till åskådare så länge de agerar var för sig”. – Det er her på sin plads modsætningsvis at minde om hvad den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre udtalte i 2010 til Der Spiegel: at G20 er “et af de største tilbageskridt siden Anden Verdenskrig”, en ”selvbestaltet gruppe, der underminerer legitimiteten” af f.eks. de Forenede Nationer. ”Vi befinder os ikke længere i det 19. århundrede, hvor stormagterne mødtes og gentegnede verdenskortet. Vi har ikke behov for en ny Wiener-kongres”, sagde Støre.
Det er Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, der i 2010 har besørget GWs bog udgivet, som et ”opsigtsvækkende men urealistisk” og kontroversielt debatoplæg.
Som et modsat rettet indlæg i denne debat kan man se den bog, som disse institutioner udgav i 2012, den finske Johan Strangs ”Nordiska Gemenskaper”, som omtalt i www.fritnorden.dk/debat/jm_dec2012.html
Anders Kock
Redaktionel kommentar: den forening Anders Kock repræsenterer, kan man læse om her Foreningen Frit Norden, hjemmesiden dækker i praksis hele Norden pånær Norge, som har deres egen hjemmeside og facebook-gruppe. Sverige har desuden deres egen afdeling.
Vi har tidligere omtalt alternative nordiske foreninger i en artikel her samt i dette essay, hvor også krisen på Ísland nævnes, men den af Anders Kock nævnte vinkel er dog ikke med, men må anses som ganske reel set i forhold til Íslands muligheder sammenlignet med f.eks. kriseramte euro-lande. Om så man kan lide det eller ej, men det har faktuelt hjulpet Ísland. Debat om Norge findes her.
Taggar: den nordiska modellen > EU > eurokrisen > Frit Norden > Fritt Norden > island > krise Island > medborgarsamhället > nordiska välfärdstaten > nordiskt samarbete