Kronik: Norden set fra Danmark gennem 200 år
Publicerat 9 mars, 2014
Tanker om det nordiske samarbejdes udvikling og de nordiske idéers tendenser de sidste 200 år med det nordiske grænseland Danmark som udgangspunkt samt nogle lidt provokerende spørgsmål, derunder spørgsmålet om, om den nordiske tanke gennem tiden har stået stærkere i Danmark (ikke nødvendigvis hos politikerne) og hos de små folk i Norden:
Den tidlige skandinavisme eller „studenterskandinavismen“.
I 1800-tallet var skandinavismen mest udbredt i Danmark og Sverige. Det skyldtes bl.a., at man i Norge vedtog en moderne fri forfatning (set i forhold til tiden) og at mange unge danske og især svenske studenter også ønskede en fri forfatning og derfor så op til Norge.
Den vel nok kraftigste motivationsfaktor i Danmark, var dog frygten for det nye, forstærkede og samlede Tyskland, der tegnede sig syd for grænsen og den opblomstrende nationalitets – og sprogkonflikt i Sønderjylland/Slesvig. Nationalromantikken gødede bunden på begge sider af grænsen og ligesom idéerne var med til at udbrede idéen om et samlet Tyskland og et samlet Italien, skete det samme i Norden. Dog havde der også allerede i oplysningstiden været idéer fremme om en form for nordisk samling, men med mere fornuftsbetonede argumenter.
Målet var en union med fælles konge. Norge blev i 1814 løsrevet fra Danmark og kom under Sverige, dog med en hvis selvstændighed. Sverige mistede Finland og Åland til Rusland, Island, Færøerne og Grønland forblev under Danmark. Alt som følge af forviklingerne efter Napoleonskrigene.
De slesvigske krige og skandinavismen.
Den udeblevne officielle nordiske støtte i 1864, blev dog dødsstødet for skandinavismen, der herefter mere levede i det skjulte, men ikke desto mindre vedblev at eksistere som idé (men ofte som løsrevet fra dagsaktuelle emner og den nødvendige baggrundsviden om de enkelte lande og deres historie, dette opleves fortfarende). Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at frivillige fra Finland, Island, Sverige og Norge deltog i de slesvigske krige 1848-50 (nogle skriver 51) og i 1864. I forbindelse med krigen (som faktisk var en borgerkrig/inbördeskrig) 1848-50, nåede faktisk officielle svenske tropper så langt som til Odense på Fyn. Men der blev ikke brug for disse.
Men den spirende folkehøjskolebevægelse gav også grobund for andre former for nordisme.
Efter 1864, møntunion, lovgivningssamarbejde, neutralitetsforbund, Slesvig igen.
Men nordismen levede videre trods det, at 1864 oplevedes som det første store skibbrud.
Indgåelsen af den skandinaviske møntunion 1873 (og med Norge tilsluttet fra 1875, på denne tid var endnu Island et dansk bi-land – personalunion blev indgået i 1918 og varede frem til selvstændigheden i 1944 -, og Finland var endnu et russisk storfyrstendømme) vidner om dette. Slutningen for møntunionen sættes forskelligt, nogle skriver 1914, andre 1924. Man trykkede fortsat sine egne pengesedler og prægede sine egne mønter. Finland, der som storfystendømme tillodes egen møntfod, var i en periode tilsluttet den latinske møntunion (i dag er kun den i Schweiz og Lietchenstein gældende franc tilbage som rest fra denne), men dog uden at det af den grund hed franc. Den danske forfatter og historiker Palle Lauring* (1909-1996) har ihvertfald skildret, hvordan han som barn havde både danske, norske og svenske ører i lommen.
I samme periode blev man enige om, at ny nordisk lovgivning skulle tilnærmes hinanden, så at de enkelte nordiske landes lovgivning kom til at ligne hinanden, så når man vedtog ny lovgivning, skelede man til, hvordan de to andre lande havde gjort på det pågældende område.
Senere kommer så den fælles nordiske neutralitetserklæring i forbindelse med udbruddet af første verdenskrig på Tre-Konger-Mødet i Malmö (tre-konger-mødet er tillige benævnelse for en middelalderlig nordisk begivenhed). Finland var ikke direkte involveret i første verdenskrig, men mange andre ting skete i Finland. I begge verdenskrige mister tusindvis af nordiske sømænd og fiskere livet. I første verdenskrig mister desuden tusindvis af dansksindede sønderjyder livet i tysk krigstjeneste. Først i 1920 stemmes den nordlige halvdel af Sønderjylland tilbage til Danmark.
Den sydlige halvdel kendes i dag som Sydslesvig og indgår i den tyske delstat Schleswig-Holstein. Der er danske skoler og organisationer og dansksindede mennesker i området samt for tiden ligefrem dansk deltagelse i delstsatsregeringen i Kiel, ligesom der er tilsvarende tyske og tysksindede nord for grænsen. Det tredje indfødte folk i området er friserne (hvis sprogs nærmeste slægtning er oldengelsk, men påvirket af bla plattysk og nordisk gennem århundreder) og syd for grænsen har ligeledes sinti og roma også visse rettigheder som såkaldt endogent mindretal. En særlig slesvigsk identitet på tværs af de lokale sprog, derunder plattysk (lågtyska, historisk set beslægtet med nederlandsk) og sønderjysk, træffes indimellem også. I den gamle danske by (stad) Flensborg (Flensburg) drives et særligt Nordisk Informationskontor.
De fem nordiske stater har aktivt støttet delstaten Schleswig-Holsteins ønske om, at den gamle danske forsvarsvold, Danevirke, optages på Unescos liste over verdensarv. Senest er dog også et samarbejde med Danmark, Island, Norge, Sverige og Letland i gang om at få en række mindesmærker på Unescos liste. Det ældste Danevirke skulle ifølge de seneste fund være fra 500-tallet. Dele af Danevirke var i brug så sent som i 1864. Virket forløber et stykke nord for den gamle grænseflod, Ejderen. Ved Danevirkes østlige ende, lå den berømte vikingetidshandelsby Hedeby eller Haithabu.
Mellemkrigstiden, interparlamentarisk råd, Foreningerne Norden, de nordiske folkehøjskolemøder.
I mellemkrigstiden oplever man, hvordan de små lande vånder sig mellem alle de store magter. Det nordiske interparlamentariske råd mødes med det tilsvarende Benelux-råd (Belgien, Nederlandene og Luxembourg) og der indgås en handelsaftale. Finland, Estland, Letland og Litauen mødes også for at diskutere en mulig forsvarsalliance, men Finland afslår.
Der er stadig i dag møder mellem Nordisk Råd og Benelux-rådet, men det overskygges nok af møderne mellem Baltisk Forsamling og Nordisk Råd. Sidstnævnte har blandt andet også dannet forbillede for et parlamentarisk råd for de britiske øer (Eire, Isle of Man etc. inkl.), men det er en anden og senere historie.
I 1919 stiftes så Foreningerne Norden. Blandt deres største bedrifter i tiden bliver venskabsbykæderne (vänortskädjarna) og, ihvertfald i Danmark, Danmarkshistoriens sandsynligvis mest omfattende humanitære indsamlinger til Finland i forbindelse med vinterkrigen 1939-40 og længe efter.
Fra 1939 til sammenslutningen i 1945, herskede der dog i Danmark en skarp konkurrence med Foreningen Det Frie Nord som, med sin klare antityske og profinske profil, havde en mere håndfast indgangsvinkel til tingene, bl.a. forsvarspolitisk, end Foreningen Norden. Det Frie Nord udfordrede den officielle danske neutralitetslinje, ved dels at ønske oprustning og aktivt forsvar mod tyskerne, dels ved aktivt at ville agitere for at sende frivillige danske til den finske vinterkrig. Foreningen fik så stor tilslutning, at Foreningen Norden måtte tage det alvorligt. Måske også en interessant vinkel, at diskutere fra et finlandsk perspektiv? Den sammensluttede organisation af Foreningen Norden i Danmark og Foreningen Det Frie Nord fra 1945, opnåede iøvrigt i Danmark og gennem 50erne en betydelig tilslutning sammenlignet med de andre lande.
Onde tunger påstår, at dannelsen af Foreningerne Norden, var politikernes måde at lægge låg på og kontrollere folkets Norden-begejstring. Foreningerne Norden optræder ihvertfald i dag ofte som pragmatikeren på scenen, som har kontakt til politikere og som sjældent kan tilfredsstille hverken skandinavister, EU-skeptikere endsige EU-modstandere eller nynordister (som helst ikke vil have hverken den ene eller den anden union, begrebet er ikke så kendt, men vil i praksis være udbredt i især Norge og Vestnorden ). I praksis betyder det dog sjældent et fravalg af Foreningen Norden, med derimod ofte et tilvalg af andre, supplerende organisationer. Især i ungdoms – og lokalafdelingerne, har nemlig folk med disse forskellige opfattelser ofte arbejdet sammen alligevel om emner der ikke berørte EU eller f.eks. en nordisk union.
Man opnår indimellem kompromisser udadtil – det viser historien, hvor Foreningerne Norden så at sige har „stået fadder“ til ting der senere er blevet gennemført i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, men har tilsyneladende sværere ved at favne indadtil. Det viser blandt andet initiativer gennem tiden som føromtalte Det Frie Nord, 70ernes relativt store Frit Norden / Fritt Norden efter de første folkeafstemninger om EU (EF/EG), Nordisk Folkeparti (stiftet 1976 byggende næsten udelukkende på FNs erklæring om menneskerettigheder samt kendt for, i modsætning til Folkebevægelsen, at boycotte EU-parlamentsvalg) Nordisk Netværk (tidsskrift) og Nordisk Folkerigsdag fra 90ernes begyndelse og frem, Forum Norden, den skandinaviske kroneallianceen (især aktiv op til den svenske afstemning om euroen 2003) og Nordisk Vision efter årtusindeskiftet og i dag talrige facebook-grupper samt den seneste nye danske, og måske nordiske, partidannelse Demokratisk Norden.
Læs også vores beretning om alternative nordiske møder sidste år her: http://www.yggdrasil.fi/2013/07/alternative-nordiske-moder-lober-af-stabelen/
Med de forskellige spor velfærdspolitisk set, må dog Foreningerne Norden stå over for en betydelig udfordring i forhold til EU, hvis de hævder fortsat at ville forsvare nordiske værdier uden at acceptere af og til at sige fra i forhold til EU eller dets forsvarere.
De nordiske folkehøjskolemøder har rødder tilbage i 1800-tallet, men blomstrede i denne periode. Folk fra hele Norden tager på folkehøjskole i Danmark og egne versioner opstår – på lidt forskellige tidspunkter – i samtlige andre nordiske lande og findes fortsat i Norge (delt i kirkelige og mere verdslige), på Færøerne, på Åland, i Sverige, i Grønland (eksempel) og i Finland samt i Sydslesvig. De fandtes tidligere også i Ísland og hos estlandssvenskerne i nærheden af Hapsal/Haapsalu (i mellemkrigstiden og var også landbrugsskole). Jeg er næsten helt sikker på, at der også er, eller har været, en samisk folkehøjskole. Om der er eller har været en for skåninge og for indvandrere, skal jeg ikke umiddelbart kunne sige, men det er ikke umuligt. Har løst hørt om begge dele. Idéen er blandt andet også afprøvet i tre forskellige afrikanske lande, i Indien og i Bangladesh, men har kun sjældent kunnet trives i Europa udenfor Norden. Men idéen tilpasses altid den stedlige kultur og historie, man kan altså med andre ord ikke oprette en „dansk“ folkehøjskole uden danskere, men idéen stammer fra Danmark uanset. Idéen er i slægt med de danske friskoler, efterskoler og landbrugsskoler med flere og har traditionelt gået hånd i hånd med idéer om folkeoplysning, folkestyre, frihed, ligeværd og historien.
Idéerne inspirerede de folk der arbejdede (eller som som følge deraf kom til at arbejde med) med selvråderet og sprogrejsning, eksempelvis færøsk skriftsprog, færøsk som officielt sprog (den første skole i verden med færøsk undervisningssprog var en folkehøjskole) og hele nynorsk-bevægelsen, der skulle „afdanisere“ det norske sprog og finde dets rødder ude i blandt andet de vestnorske dialekter. Finner der havde været på folkehøjskole i Danmark, oprettede finsksprogede folkehøjskoler til myndiggørelse af den finske almue og „nationsbygge“. Finlandssvenskerne søgte i højere grad inspiration i de svenske folkehøjskoler og oprettede hjemme svensksprogede folkehøjskoler til myndiggørelse af den finlandssvenske almue og støtte for det finlandssvenske mindretal samt samme „nationsbygge“ som før omtalt. Samme idé kunne altså bruges hos begge de to indfødte sproggrupper i Finland og til „nationsbygge“ i Norge, Island, Færøerne og Grønland, trods at det netop var det (tidligere) herrefolks (danskernes) hjemland idéerne udsprang fra, hvilket viser det universelle i idéen.
En særlig retning „nynordismen“ støttede stærkt disse disse tanker og var stærkt pro-nordisk og så selvstændiggørelsen (og derved ansvar, selvtillid og dermed følgende åbenhed) som et skridt på vejen mod et ægte nordisk fællesskab. Derfor afvistes også både skandinavismens unionstanke og andre unioner i samtiden (f.eks. USSR og senere EU). Hvis vi skal prøve at finde et konkret eksempel, hvor de to tankesæt støder sammen, kunne det være tilbageleveringen af de islandske håndskrifter (sagaer) fra Danmark til Ísland. Sagen, og kampen om udlevering contra at beholde dem i København, kom til at vare i årtier (der var dog også praktiske ting, som at der først skulle skabes trygge opbevaringsforhold i Reykjavík og at Den arnamagnæanske Samling i København fik lov til at affotografere alt) og debatten var hård. Første sending med håndskrifter kom til Reykjavík i 1971 bragt af den danske flåde og under en storstilet ceremoni bivånet af titusinder af islændinge. Forud havde i Danmark foregået en meget ophidset debat. Der blev nedsat en officiel kommission og 49 folkehøjskoleforstandere underskrev en erklæring, der anbefalede tilbagelevering. Nu kan man naturligvis diskutere frem og tilbage, om vi i virkeligheden historisk set reddede mange af håndskrifterne (omvendt gik andre ned med et skib under transporten til Danmark i sin tid). Jeg ved heller ikke, hvordan man fra skandinavistisk side ville have forholdt sig. Var de kommet tilbage til Ísland, hvis Norden havde været en forbundsstat? Umuligt at sige.
Læs en ældre og lidt kortere artikel om disse emner her (side 6-8).
Men disse nynordistiske tanker inspirerede altså i en længere årrække en lang række nordiske folkehøjskolefolk og de afholdt på et tidspunkt store fællesmøder, skrev bøger, diskuterede med elever, holdt foredrag osv. Foreningen Frit Norden (som i begyndelsen i 70erne så vidt jeg ved kun var én forening for hele Norden), har også meget af sit oprindelige tankegods og oprindelige netværk derfra. Tilslutningen til den nordiske side af folkehøjskolelivet har været stærkt svingende gennem tiden, men eksisterer fortsat rent formelt, men ikke nødvendigvis idémæssigt på den måde, som den her er beskrevet.
Foreløbig sammenfatning.
Man kan altså sige, at vi har den grundtvigsk inspirerede nynordisme, Foreningerne Nordens noget vage og meget pragmatiske nordisme og så den traditionelle skandinavisme som vi måske, set i lyset af bl.a. Gunnar Wetterberg, Foreningen Nordisk Vision og talrige facebook-grupper, burde udvide, ved at kategorisere alle sidstnævnte som „nyskandinavister“, ihukommende dog deres forskellige syn på EU og måske også velfærdstaten og andre emner, har de f.eks. samme syn på nye borgere i Norden? Nogle arbejder med idéer om direkte demokrati og om et regionaliseret Norden og kan derved måske nærme sig nogle af de gamle nynordistiske tanker? Velfærdsstat og EU eller om nordiske tanker om lighed er forenelige med nyliberalisme, er andre mulige problemkomplekser, som f.eks. Demokratisk Norden nævner. Også det, om det er „politisk korrekt“ at arbejde for en særlig identitet, vil nogle opfatte det som ekskluderende eller som illegetimt i forhold til konkurrerende identiteter (som f.eks. den EU ønsker at skabe)? Eller kan de eksistere side om side eller vil der opstå fragmenterede modbilleder? „Nyskandinavismen“ rummer mange facetter.
Retfærdigvis skal det så også siges om Foreningerne Nordens „pragmatiske nordisme“, at de som nævnt før, har „stået fadder“ til mangt og meget, som siden er nået til tops i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.
Men der er også en anden nordisme, som ikke dækkes helt af førnævnte benævnelser og det er idéer om et ret vidtgående praktisk nordisk samarbejde af en ny karakter – så vidt muligt på tværs af NATO og EU – og et godt eksempel får man ved at læse Stoltenberg-rapportens anbefalinger. Der er især tale om nødvendighed pga den nye situation i Arktis, voldsomme omkostninger ved materielindkøb og drift, klimaforandringer, miljøpåvirkning, Islands sikkerhedspolitiske situation, cyberkrig, Ruslands genoprustning og EUs mulige regionaliseringstendenser (ikke formelt, men i praksis) og vel simpelthen derfor, at det er muligt og – traditionen tro – kan gøres mindre bureaukratisk end i større internationale samarbejder.
Det kan også være nogle af de idéer der kan, vil blive, skal eller bør sættes i værk uanset endeløse diskusioner om eventuelle statsforbund og unioner, NATO og EU. Reftfærdigvis skal det også siges, at det for nogle nordister er et „must“ at ting sker indenfor eller i samspil med EU og/eller NATO, mens det for andre nordister er utænkeligt, at noget kan eller bør lade sig gøre i EU og/eller NATO. I sidstnævnte tilfælde enten pga divergerende værdiopfattelser og interesser eller fordi en officiel nordisk blok ikke tillades (i EU).
Men når der snakkes om mere nordisk samarbejde, er det tydeligt, at forskellige opfattelser blandes sammen. I rigtigt mange tilfælde kan og vil forskellige opfattelser også være allierede et stykke af vejen. Det er rødderne til nogle af disse opfattelser, jeg her prøver at afdække. Men alene dem som i et eller anden omfang er pronordiske eller påberåber sig at være det.
Tiden efter anden verdenskrig og frem til 1972 og med mange nordiske milepæle.
Som bekendt vælger efter krigen Norge, Island og Danmark NATO og Sverige og Finland hver sin form for neutralitet. Det nordiske forsvarsforbund blive ikke til noget. Af flere forskellige årsager og tilsammen med rødder i samtlige lande.
Fælles materielindkøb og et meget nært samarbejde i FN, prægede dog alligevel Norden. I FN støttedes aktivt et nordisk lands eventuelle post af de fire andre. Nogle gange kunne man næsten tale om, at en nordbo på en post i FN uofficielt eller i praksis repræsenterede hele Norden. Norden var også meget engageret i verden og skabte sig virkeligt et ”brand” i FN og i verden og det endda under den kolde krig, hvor landene forsvarsalliancemæssigt er tydeligere delt. Et markant, symbolsk eksempel på dette ”brand” var det vel, da Sydafrikas tidl. præsident Nelson Mandela tog på afskedsturne, da han gik af som præsident. I Europa besøgte han bare seks lande! Det ene var Holland, de fem andre var samtlige de fem nordiske stater!
Det lader desværre til, at senere tids medlemskaber af EU er ved at spænde ben for den nordiske tradition i FN, Danmarks nye kurs efter årtusindeskiftet spiller sandsynligvis også ind.
Men i dag diskuteres igen sikkerheds -, forsvars – og udenrigspolitik i Norden. Ikke mindst pga udvklingen i Arktis, amerikanerne der forlod Ísland, idéer om nærmere svensk-finsk samarbejde (flere gange omtalt her) og da ikke mindst Stoltenberg-rapporten. Dog foregår alt med EU (og NATO) som en ramme eller begrænsende faktor (alt efter temperament og overbevisning).
1950erne og 1960erne blev storhedstider for det formelle nordiske samarbejde med oprettelsen af Nordisk Råd i 1952 (inden da bør nok lige SAS i parantes bemærket nævnes), pasunionen, det fælles arbejdsmarked og det nordiske samarbejdes ”grundlov” ”Helsingforsaftalen” i 1962, som bl.a. afslører en helt anderledes fleksibilitet og fravær af overstatslighed end EU. Bl.a. er der den teoretiske, men naturligvis ikke velsete, mulighed, at man med seks måneders varsel kan forlade en samarbejdsaftale. Da tingene indgås i konsensus, vil det dog sjældent forekomme.
Året 1960 bliver også en milepæl ved at Sverige, Danmark og Norge er med til at oprette EFTA sammen med Storbritannien, Schweiz, Østrig og Portugal. EFTA (European Free Trade Association) kaldes også ”de syv” og ses som et modstykke til ”de seks”, som er fællesmarkedet, den daværende kul – og stålunion med Vesttyskland, Frankrig, Italien og de tre Benelux-lande. Senere optages Finland, Ísland og Lietchenstein som medlemmer af EFTA. Under en ”tøbrudsperiode”, hvor USSR ledes af Jurij Andropov, udtrykker Ungarn interesse for EFTA. Langt senere er det Færøerne, men Danmark siger nej. Færøerne har i modsætning til Grønland (der melder sig ud efter en folkeafstemning i 1979) aldrig været medlem af EU. Danmark træder ud i 1973 og Sverige og Finland i 1995, men forinden er EES/EØS-aftalen mellem EFTA og EU blevet indgået, dog siger Schweiz efter en folkeafstemning nej til at deltage og indleder bilaterale forhandlinger med EU. Norge siger nej til medlemskab af EU i folkeafstemninger i 1972 og 1994 og forbliver derved i EFTA.
Efter Estland, Letland og Litauens genvundne selvstændighed, indgår de nordiske EFTA-lande fordelagtige handelsaftaler med de tre lande, men ved Sverige og Finlands indtræden i EU opsiges de. Fra 2004 indtræder de tre lande i EU.
I kølvandet på det kulsejlede NORDEK/NORDØK i slutningen af 1960erne/begyndelsen af 1970erne blev Danmark (minus Færøerne) medlem af EU. Grønland forlod EU efter en folkeafstemning i 1979. Da de stemte som samlet blok sammen med Danmark i 1972, var der allerede flertal imod deroppe (ligner lidt situationen på Åland, hvor 49 % stemte nej i første runde i 1994). Norge afviste medlemskab i både 1972 og 1994 uden kæmpestort flertal og med et geografisk skævvredet afstemningsresultat, mens Finland, Åland og Sverige blev medlemmer efter 1994. Dog uden nogen overvældende tilslutning i hverken Sverige (blot 200.000 stemmer skilte og udenfor Stockholm, Göteborg og Skåne blev der stemt nej), Åland eller det nordlige og mellemste Finland. Så man kan hævde, at alle nordiske landes befolkninger har været delt i afstemningerne. I samtlige danske afstemninger efter 1972, har der været over 40 % nej-stemmer og to gange over 50 %.
Da det tidligere var sådan, at nej-stemmerne i Norge faldt på landet, men i Danmark i storbyerne og omvendt med ja-stemmerne, blev det ironisk foreslået, at Danmark og Norge burde bytte hovedstad.
Men NORDEK/NORDØK førte sandsynligvis til oprettelsen af Nordisk Ministerråd i 1971 og flere andre mindre institutioner og initiativer. Desuden kan man forestile sig, at NORDEK-forhandlingerne har været en stærkt medvirkende årsag til Finlands, Danmarks og Norges indkøb af svenske jagerfly (Draken) til luftforsvaret dengang. Det har ikke nødvendigvis været nogen selvfølge, at Norge og Danmark kunne afgive en så stor ordre i et land der ikke var i NATO.
Men i folks bevidsthed var dette (sammen med forsvarsunionen i 1940erne) enden. Som taxachaufføren altid siger ”havde der været et nordisk forbund, så havde jeg stemt nej!” (til EU underforstået). Men der er jo masser af nordisk samarbejde på alle mulige planer, det trænger blot ikke igennem.
Meget andet kan siges – eller hævdes – om euro, kroner, velfærdsstat vs. konkurrencestat, Wetterberg, Stoltenberg-rapporten, unge svenskere på job i Norge, 5+3-samarbejdet, Øresund, Arktisk Råd, virksomhedsfusioner, Grønland, Færøerne, samerne (som har haft stor glæde af det nordiske samarbejde), de baltiske lande (især Estland), finanskollapset i Ìsland og de nordiske landes rolle her (en stor del af de lån Ísland fik kom fra de nordiske lande på baggrund af en aftale mellem de nordiske nationalbanker – der var dog intern nordisk uenighed om, hvorvidt Ísland kun kunne få pengene efter en godkendelse fra IMF af deres redningsplan eller også før/uden, men uanset et eksempel på en betydeligt ”hårdere” del af nordisk samarbejde, som man normalt forbinder med helt andre organisationer, selv Færøerne lånte Ísland penge, som omvendt ved en anden lejlighed tildelte Færøerne en ”venskabskvote” af af nogle fisk), debat om det svenske sprog i Finland, det finske sprog i Sverige, norske og svenske medicinstuderende i Danmark, det store færøsk – islandsk – grønlandske miljø i København og andre danske byer og meget andet.
De provokerende spørgsmål.
De lidt polemiske spørgsmål er så:
– Er Norden for Sverige dybest set mest interessant som en slags genoprettelse af ”stormagtstiden” (som onde tunger vil påstå). Er Norden uinteressant uden svensk dominans?
– Er Norden for Danmark dybest set et ”modbillede” til EU og Tyskland, som derfor med vilje ikke bliver taget alvorligt af det EU-begejstrede (og i visse tilfælde USA-begejstrede) ”establishment” og at Nordens idealer om ligeværd ikke harmonerer med EUs krav (og USAs stil) og at det at forsvare det nordiske samfundssyn derfor ikke harmonerer med ”establishments” forventninger til egen karriere og prestige? (og kan dette også passe på andre lande?).
– Er Norden for Finland dybest set et ”modbillede” til Rusland (og USSR), en ”flugtvej” vestpå, og desuden fuldstændigt sammenkædet med integration i EU uanset konsekvenser (trods visse euro-skeptiske overvejelser – uofficielt – i de senere år).
– Er Norge/Noreg sig selv nok og i virkeligheden for nationalistisk til et intensiveret nordisk samarbejde?
Forhåbentlig er alle disse påstande for ondskabsfulde, for unuancerede og måske for pessimistiske, men de kan være gode at stille for at se klart på tingene. Men det kan være, at de fire lande er ”for store” til at se det, de mindre nationer og folk i Norden kan se.
De små nationer i Norden:
Island, Færøerne og Åland har virkelig brug for Norden. Det samme gælder Sapmi/samerne og Svensk-Finland/finlandssvenskerne. Der skal for de små nationer og folk ikke så meget til, før nordisk samarbejde virkelig hjælper og virker og bliver synligt, desuden.
Derfor finder man ofte blandt disse folk en helt anderledes positiv, entusiastisk og aktiv bevidsthed og viden om Norden. Det samme kan sandsynligvis siges om en del af de danske sydslesvigere syd for den dansk-tyske grænse, selvom iøvrigt EU her, i den tyske hverdag, er meget mere synlig og vurderes ganske anderledes.
Skal man være spydig, kan man også hævde, at Ísland er ”kommet tilbage i folden” i den nordiske familie efter finanskollapset deroppe og, med denne bratte opvågning, blev ganske nordisk bevidste (igen).
Alternativt kan man dog også forfægte det lidt anderledes synspunkt, at Norden skulle være Danmarks beskyttelse mod verden udenfor, mens Norden for de andre var første skridt, første trin, ud i verden.
Norden står altså måske stærkest i pieferien (dette med pieferi contra centrum modsiges iøvrigt ret genialt af den islandske, flere gange prisbelønnede, forfatter Einar Már Guðmundsson).
Jeg har ikke nævnt Grønland. Der gør særlige forhold sig gældende, men det betyder ikke, at Danmark, Island og Færøerne (og resten af Norden) ikke også er vigtige for dem. Men de har travlt med at definere sig selv, at kigge både indad og udad i verden (bl.a. til andre fjerde-verdens-folk såsom iøvrigt også samer) og på den internationale scene og, sidst men ikke mindst, til inuit-frænderne i selvstyreområdet Nunavut og andre områder i Canada, i Alaska og i Rusland, på klimaforandringerne. Men meget har man også til fælles med de vestnordiske nabolande, bl.a. historie og fiskeri. Det sidste kan også siges om forholdet mellem Færøerne og f.eks. Shetland (der taltes nordisk helt op i 1800-tallet, men øerne pantsattes i 1400-tallet af den dansk-norske konge til Skotland).
Karelen og ingerlandsfinner har jeg ikke behandlet, der må andre træde til.
Man må også tænke på, at alle Nordens lande og folk er nye eller kommende nationer set i et historisk perspektiv.
Undtagelsen er de gamle stormagter Sverige og Danmark (Norge var i middelalderen og vkingetiden også en stormagt og var faktisk med til at fremprovokere Íslands dannelse) og det smitter nok af på synet på Norden også, hvis der altså menes statsforbund, union eller forbundsstat.
Det er det mest hensigtsmæssige for alle parter, at holde sig dette klart fra starten, så ikke nogle forlader lokalet smækkende med døren. Beskrivelsen længere oppe, af den danske Foreningen Norden contra ”Foreningen Det Frie Nord” afslører også, trods at de senere blev slået sammen, to ret forskellige syn på, ikke bare hvad Norden bør, men også hvordan, en pragmatisk, der er meget tilpasset omverdenen eller en betydeligt mere, ville nogle måske sige, ”selvhævdende”. Men mon ikke historien fra det nordiske FN-samarbejde afslører, at en sådan mere ”selvhævdende linje” ikke behøver være hverken aggressiv eller urealistisk?
Jakob Buhl
jakob.buhl (at) yggdrasil.fi
*Det var Palle Laurings klare opfattelse, at stormagter som Holland, Storbritannien og Rusland, aktivt har søgt at splitte Norden. For eksempel støttede Holland Sverige imod Danmark for at Skåne ikke skulle blive dansk igen, men da Sverige blev så stærk, at man var ved at erobre Sjælland også (og Øresundstolden kunne blive genindført) skiftede Holland side og støttede Danmark! Palle Lauring har bl.a. skrevet om det i pamfletten ”Danmark, Norden – Europa”.
Taggar: 1864 > Baltikum > Benelux > Draken > EFTA > EU > FN > Folkeafstemninger > folkehøjskoler > Foreningen Det Frie Nord > Foreningen Norden > Foreningerne Nordens Forbund > frisere > Frit Norden > frivillige > grænseland > Helsingforsaftalen > Helsingforsavtalet > mellemkrigstiden > møntunionen > Nato > neutralitetsforbundet > NORDEK > Nordisk Folkeparti > Nordisk Folkerigsdag > Nordisk Vision > NORDØK > nynordisme > Palle Lauring > skandinavisme > Slesvig > Sønderjylland > Stoltenberg-rapporten > trekongermødet