Har nordiske film svær adgang til svenske biografer?
Publicerat 26 mars, 2014
Eksisterer der nogle barrierer, når nordiske film skal vises i nabolandene? Svenske film sælger mange billetter i norske biografer, mens der næsten ikke sælges billetter til norske film i Sverige. Med udgangspunkt i en debat i norske Aftenposten, har vi kigget lidt rundt.
Det har i Aftenposten været diskuteret, hvorvidt nordisk film ikke har lige adgang i alle lande. Læs her: Nordmænd elsker svenske film, hævder artiklen, men for svenskere er det sværere at stifte bekendtskab med norsk film.
Er det svært for norsk film at blive vist i svenske biografer (bio/kino)? På TV-området hjælper jo ikke mindst Nordvisionssamarbejdet, som man kan læse mere om her: Nordvisionen. Vi kigger først ud i Norden og vender så tilbage til Norge. Det skal også slås fast, at der jo i Sverige er en lang tradition for at producere film, som når endda langt udover Nordens grænser, og at først i de senere årtier, har især danske, men også norske, islandske og finske film vakt opsigt.
Udblik til de andre nordiske lande og til fjernsynet.
Kun sjædent når i Danmark andet end, af og til, svenske film frem til biograflærredet, men norsk film er i de senere år blevet mere synlig. Islandske film vises kun i de største byers nichebiografer og som regel med engelsk tekstning. Noget lignende gælder finske film.
I Finland tekstes ofte udenlandske biograffilm på både svensk og finsk, mens finsksprogede film ikke tekstes på svensk (men omvendt). Så da undertegnede studerede i Finland, var det svært at se finsk film. Enkelte svensksprogede finske film produceres, men i sagens natur er det kun få (f.eks. Framom främsta linjen, Underbare kvinnor vid vatten, Drakarna över Helsingfors).
I Flensborg i Sydslesvig er det pga af gældende rettighedsregler svært at vise en ny dansk film. På dansk. Er den populær nok til at blive distribueret på det tyske marked, synkroniseres den til tysk.
En række regler og sædvaner synes altså at spænde ben. På TV-området har det endvidere været kendt, at svensk kabel-TV ikke inkludererer nabolands-TV sådan som i Danmark og Norge, så man kun i Sveriges grænseområder kunne se norsk og dansk fjernsyn. I Finland er der traditionelt gode muligheder for at se rigssvensk fjernsyn (en kanal sender udvalg fra SVT 1 og SVT 2) udover det finlandssvenske fra YLE5 (tidl. FST). På Færøerne er der stor opmærksomhed om nordisk TV og film og ofte må man klare sig med undertekster eller tale på dansk, norsk, svensk eller islandsk.
Det norske eksempel.
Ifølge Aftenposten, har den svenske film Hundraåringen på syv uger solgt 210.000 billetter, hvilket er mere end hvad 14 norske film har solgt i svenske biografer på tre år! Skuespilleren Stellan Skarsgård udtaler til Aftenposten, at det til dels kan skyldes, at svenskere ikke er så vant til at høre norsk som omvendt, men at det først og fremmest skyldes det næsten monopollignende svenske distributionssystem.
Hvor de norske film Hovedjægerne og Kon Tiki begge i Danmark blev set af over 200.000, blev de i Sverige set af bare hhv 37.000 og 25.000! Det virker jo absurd!
Stellan Skarsgård afviser dog utvetydigt, at der skulle ligge en ”svensk kulturarrogance” bag og tilføjer:
„Hvis Nordisk råd skulle ha gjort noe klokt da TV-signalene fortsatt var analoge, skulle de sørget for at alle i Norden så hverandres kanaler. Da hadde vi hatt et helt annet Norden enn det vi har i dag, uten disse merkelige grensene“.
På det svenske biografmarked dominerer AB Svensk Filmindustri og SF Bio. Kommunikationschef fra sidstnævnte, Stefan Klockby, citeres i Aftenposten for at han:
„… er enig i at tradisjoner, språk og kulturforskjeller er viktig for å forklare hvorfor norsk film ikke går bra i Sverige, men han avviser sterkt at det skyldes SFs sterke markedsposisjon.“
Han citeres ifølge Aftenposten også for, at tilsvarende problemer gælder for danske og finske film. Men afviser altså, at der er en monopollignende situation på det svenske biografmarked eller at den i givet fald skulle være et problem.
Der har været mere fokus på sagen, for i Aftenpostens papirudgave fra 16.01.14, konstaterer filmanmelderen Maria Fosheim Lund bl.a., at kun de mest kommercielle film bliver vist i nabolandene og at vi derfor kun i ringe grad kender hinandens filmkultur og hvad der rør sig der af eksperimenter i det filmiske sprog og den deraf afledte debat. Hun går så til kortfilmene for at finde de savnede indtryk og kommer i artiklen med beskrivelser af både svenske, finske, danske og norske kortfilm og konkluderer optimistisk „det gryr i Norden!“
Diskussion om en konkret norsk film.
Vi spørger desuden, hvad det mon kan betyde for svenskeres opfattelse af Norge og nordmænd, at en film som den om den norske modstandshelt Max Manus, er helt ukendt i Sverige? Max Manus, som iøvrigt i filmens begyndelse også skildres som frivillig i den finske vinterkrig, blev også vist i Danmark. Forinden havde i Danmark modstandsfilmen Flammen og Citronen vakt opsigt og har givetvis dannet forbillede for, at også Norge skulle have en film om legendariske modstandsmænd. De to film, hvor den danske er meget dyster og den norske udpræget heroisk og dermed også bidrager til både et billede af et forskelligt klima i datidens besatte Danmark og Norge såvel som af nutidens refleksioner i de to lande, er ikke de første. I Danmark var år forinden blandt andet Drengene fra Skt. Petri og senere Hvidstensgruppen, for at nævne mere kendte eksempler på skildringer, kommet på det hvide lærred.
Uvidenhed om de nordiske landes (samtlige: fra Grønland i vest til Finland i øst via f.eks. britisk besatte Færøerne, tysk besatte Norge og neutrale Sverige) markant forskellige, og internt ofte splittede, situationer 1939-45, vækker fortsat gensidig irritation og mistro. Til dels altså pga manglende viden. Hvordan ville yderligtgående højreorienterede svenske reagere, hvis de kendte disse norske og danske film eller hvad med de ellers belæste danskere der går og tror, at Finland var nazistisk pga. at de og Tyskland havde en fælles fjende?
Samarbejde.
Nordiske co-produktioner og støtte fra Nordisk TV – og Filmfond er, i planlægnings – og produktionsfasen, helt uundværlig for, ja måske de allerfleste nordiske film og TV-produktioner. Sjældent kan der rejses tilstrækkeligt med kapital uden, men det ses af og til og tilsyneladende især i Sverige.
Nordvision og Nordisk TV – og Filmfond synes at være klare eksempler på værdien af nordisk samarbejde, nordisk samarbejdes klare fordele, succes og uundværlighed.
Støtte til kultur er uundværlig i små sprogområder. Der burde lovgives på internationalt niveau om, at en sådan støtte ikke er konkurrenceforvridende.
Jakob Buhl
Jakob.Buhl (at) yggdrasil.fi
Taggar: bio > biograf > Film > kino > kultursamarbejde > kulturstøtte > monopol > monopoler > Norden under besættelsen > Nordisk TV - og Filmfond > Nordiske film > Nordvision > Nordvisionen > små sprog > Stellan Skarsgård