Debat om Norden som realistisk alternativ eller supplement.
Publicerat 7 mars, 2014
Den danske meningsundersøgelse i sidste uge aktualiserer debatten om et forenet Norden med enten et forskelligt tilhørsforhold til EU som i dag, et forenet Norden i EU eller et forenet Norden, hvor alle står udenfor EU i et nordisk statsforbund, Vi vil her kigge på argumenter for og imod og om sidstnævnte scenarie virkelig vil betyde nordisk isolation og tabt handel.
I forbindelse med den danske tænketank Ny Agendas opinionsanalyse som tidligere er omtalt her, fremgår det, at det danske medlem af EU-parlamentet Jens Rohde fra det borgerlige parti Venstre, mener, det vil være skadeligt, hvis „Norden isolerer sig“. Jens Rohde, der også er kommunalbestyrelsesmedlem og tidligere Folketingsmedlem samt politisk ordfører, mener bl.a., at Nordens eksport vil lide skade. Vi har kigget lidt på sagen og har bl.a. haft fat i Lave Knud Broch fra Ny Agenda, Lave er samtidigt EU-parlamentskandidat for Folkebevægelsen*, cand.scient.pol. og bl.a. tidl medarbejder ved FNs informationskontor for de nordiske lande og ved den private organisation FN-forbundet. Lave udtaler:
Jens Rohde påstår, at interesserne er lige så forskellige i Norden som i EU, men det er bare ikke tilfældet. Mange væsentlige grundværdier om folkestyre, velfærd, miljø og global udvikling vil være langt nemmere at forsvare i et nordisk fællesskab og står vi sammen om dem på nordisk plan vil vi kunne sikre høje standarder og samtidigt få stor indflydelse internationalt. Problemet er i virkeligheden politikere som Jens Rohde der afviser et tættere nordisk samarbejde uden seriøst at forholde sig til det. Der er jo ingen der drømmer om at vi skal lukke os inde i en nordisk klub. Et nordisk forbund uden for EU vil uden tvivl kunne få gode samarbejds- og handelsaftaler med EU. Og vi vil i FN og andre internationale sammenhænge kunne sætte skub i fredsmægling og global udvikling på en helt anden måde end EU. I den aktuelle situation med Ukraine vil det være positivt hvis der var en mere neutral part end EU/USA og Rusland. Den rolle kunne Norden spille. Jeg kan ikke se noget sagligt argument mod et tættere nordisk samarbejde.
Lave Broch omtaler ganske vist også handel, men jeg ønskede alligevel nogle uddybende kommentarer om EFTA (European Free Trade Association):
EFTA har 26 handelsaftaler der omfatter 36 lande f.eks. Canada, Sydkorea, Hong Kong, Singapore, Marokko, Albanien, Det Palæstinensiske selvstyre, Israel, Mexico, Peru, Chile…
Han nævner også, at Schweiz alene er EUs fjerdestørste handelspartner.
EFTA er derfor også en af EUs største handelspartnere og der er ikke meget der taler for, at EU skulle være interesseret i et dårligt forhold til EFTA og til Norden. EU har fri handel indadtil, men er jo en toldunion, hvorfor handelsbetingelserne udadtil fastsættes centralt. Det har derfor også tidligere været eksempler fremme om, at Sverige med sin indtræden i EU f.eks. måtte indskrænke sin samhandel med Indien og de handelsaftaler de dengang fire nordiske EFTA-lande indgik med de tre baltiske lande blev ved Finlands og Sveriges indtræden i EU erstattet af andre og på langt ringere vilkår for de baltiske lande dengang. Disse eksempler fra fortiden kan være med til at belyse, at man altså ikke bør stirre sig blind på EU, som var det en akse hvorom alting drejer eller som altid er „den gode dreng i klassen“.
Ved at stå samlet udenfor, tyder meget på, at vi ville være en interessant partner for EU og med en selvstændig røst i andre internationale fora: Derved ville Norden komme til at optræde meget mere synligt, end når man bøjer sig for flertallet i EU og ikke fremtræder synligt i den store og brogede medlemsmasse samt naturligvis bedre ville kunne fremføre synspunkter i samklang med nordiske værdier og nordiske interesser. Meget taler endvidere for, at en selvstændig nordisk valuta – og pengepolitik kunne gavne eksporten.
Til det kan man jo lægge, hvad det tidligere folketingsmedlem for danske Enhedslisten og mangeårigt medlem af Nordisk Råd, cand.jur. Line Barfod har sagt i anden sammenhæng, men som efter aftale også kan bruges her:
Vi har i over 60 år haft et nordisk fællesskab/samarbejde, hvor nordiske borgere kan rejse i hele Norden uden pas, kan arbejde og uddanne sig i de andre nordiske lande med stort set samme rettigheder som landets borgere. Vi har et meget tæt samarbejde om kultur, forskning, beredskab og meget andet. Vores grundlæggende love bliver løbende sammenlignet og forsøgt tilpasset så meget som muligt til hinanden. Og alt dette sker på et demokratisk grundlag. Ingen beslutninger kan trækkes ned over et land. I modsætning til EU, der er bygget på hensynet til virksomhedernes muligheder for at tjene penge på tværs af grænserne.
I anledning af målingen, interviewes Drude Dahlerup fra Ny Agenda til den norske avis Nationen og refereres for.:
Det handlar om dei lange linene og om kva som kan skje om fem eller ti år. Det er litt oppbrot i EU for tida. Sjå på Storbritannia. Danmark gjekk inn i EU ifølgje med britane, og no veit vi ikkje kva som skjer med dei. Samstundes er det stor mistillit til EU i befolkninga på grunn av dårleg økonomisk krisehandtering. Det er på høg tid å diskutere alternativ og korleis samarbeidsstrukturar i Europa skal sjå ut i framtida.
Dahlerup oppmodar til ein diskusjon om alternativ til EU i heile Norden, og håpar det kjem til å lagast meiningsmålingar om nordisk forbund i dei andre nordiske landa.
Dahlerup seier dei nordiske landa står for svakt internt i EU og at dei stort sett har vorte eit haleheng. Utanfor EU kunne dei saman vore ein sterk både økonomisk og utanrikspolitisk aktør, ifølgje henne.
Vi meiner Norden har stor verdi i seg sjølv. Ikkje som eit lukka rom, men som eit rom som er langt meir ope overfor verdssamfunnet enn det vi er i dag, som medlem av EU, seier ho.
Der udtrykkes altså generelt stor tillid til, at Norden ikke ville isolere sig. Desuden ville Norden ikke rent formelt kunne danne en blok i EU, kun uformelt. Drude Dahlerup har en fortid i de danske EU-skeptiske bevægelser Juni-Bevægelsen og „Danmark 92“ og er i dag bosat i Sverige og er professor i statskundskab ved Stockholms Universitet. Hun siger også om undersøgelsen:
– Det her syner at det er ei stor folkeleg oppbakking om nordisk samarbeid, og at det er langt større enn politikarane trur. Politikarane heng ikkje med, dei er altfor opptekne av å vere dyktige i EU. Men EU er ikkje nokon naturlov, seier ho.
I forlængelse deraf, har Nationen spurgt den norske organisation Nei til EUs leder, Hemming Olaussen, om de har diskuteret muligheden af at gennemføre en tilsvarende måling i Norge og han refereres:
„ … kallar den danske målinga uhyre interessant og positiv, men har ikkje vurdert å sjekke stoda i den norske befolkninga.– Vi har ikkje diskutert akkurat det, men ei felles nordisk måling kunne kanskje vere ein ide, seier han.
Den norske debat.
Den norske organisation Nei til EU er en meget kraftfuld organisation, som i folkeafstemningsåret 1994 nåede et medlemstal på mere end 120.000. Der er i Norge en udbredt skepsis mod unioner og der er en udfordring i at finde en nordisk model, som også nordmændene kan tilslutte sig. Foreningen Norden i Norge er, sammenlignet med de andre lande, ikke særligt stor, men har tidligere udtalt sig meget positivt om Wetterbergs idéer. Til gengæld er hverken Wetterberg eller Foreningen Norden i Norge tilsyneladende spor EU-skeptiske, så det er måske lidt af et paradoks. Til sammenligning er dog også Europabevægelsen i Norge meget lille. Sidstnævnte bevægelse var oprindeligt en organisation, der også støttede det i dag væsensforskellige og 47 medlemslande store Europarådet og ikke blot EU.
Norge som eksempel.
I Norge føres der indimellem også en debat for og imod deltagelsen i EUs indre marked via EØS-aftalen mellem EFTA og EU, som i parantes bemærket Schweiz efter en folkeafstemning valgte ikke at tilslutte sig. Norge banker i denne forbindelse nogle gange på hos Sverige, Finland og Danmark, da de kan sige noget om EU set indefra, da man i EØS bliver presset til meget uden den store (eller nogen som helst) indflydelse (eller hvor det kræver mod og benarbejde at sige fra som nu f.eks. i forbindelse med postdirektivet). Det er uvist, hvordan sådanne norske henvendelser tages imod. Fænomenet kaldes også hånligt for ”faxdemokratiet”. Men det er så heller ikke hele sandheden.
På det udenrigspolitiske område (som EØS ikke dækker) har Norge nemlig ofte kunnet gå foran i FN, i forhold til Basel-konventionen om eksport af farligt affald og i freds – og konfliktmægling uden at være bundet af fælles EU-beslutninger. Der har tidligere sågar været eksempler på, at de nordiske EU-lande Sverige, Finland og Danmark, efter at være blevet nedstemt i EU, er gået til Norge, som så selvstændigt har kunnet fremføre de egentlige nordiske synspunkter, som så også flere gange har vundet gehør internationalt. I et tilfælde måtte endda EU rette sig efter det.
Nordisk indflydelse og hvad det vil sige, kan altså anskues fra mange vinkler og er ikke altid spørgsmålet om, at være med de samme steder.
Det lader umiddelbart ikke til, at Norges ret pligtopfyldende rolle i NATO har været til hinder for Norges udenrigspolitiske profil på føromtalte områder. En forskel på EU og NATO, som mærkeligt nok synes helt fraværende i den svenske og finske debat om disse to organisationer og som måske burde nuancere synet til at være hhv mere kritisk og lidt mindre kritisk.
Intet tyder på, at et samlet Norden med en løsere tilknytning til EU end den nuværende vil hverken isolere sig eller vil blive isoleret. Men det er klart, at der vil være behov for at diskutere og analysere det grundigt og det er også klart, at planerne naturligt nok vil støde på modstand fra EUs side og måske også fra f.eks. de baltiske lande, som dog burde respektere et sådant skridt ligesom vi har støttet deres.
Det vil kræve hårde forhandlinger, vil nogle hævde. Ja, givetvis. Men hvad vil omvendt prisen være, ved at lade være?
Jakob Buhl
jakob.buhl(at)yggdrasil.fi
*Lave Knud Broch er medlem af det i dag danske liberalistiske parti „Det radikale Venstre“ (men tilhører partiets socialliberale mindretal), som indgår i regering med Socialdemokraterne. Der har i Danmark været en tradition for, at de fleste partier har tolereret, hvis medlemmer stillede op for de tværpolitiske bevægelser Folkebevægelsen og Juni-Bevægelsen til EU-parlamentsvalg, i fald de ikke kunne repræsentere deres partiers EU-skeptiske mindretal i eget parti på en ordentlig måde. Socialdemokraterne har altid sagt nej, mens nogle af de borgerlige partier normalt har tolereret det. Som noget helt nyt, accepterer det netop afgåede regeringsparti SF det ikke længere.
Taggar: Baselkonventionen > Drude Dahlerup > EES > EFTA > EØS > EU > Europarådet > FN > Handel > Hemming Olaussen > Jens Rohde > Lave Broch > Line Barfod > Nato > Nei til EU > Norden > Nordisk blok > Schweiz > Union