Ak, du skønne Norden – en svensk Norden-specialist gør status
Publicerat 15 januari, 2014
Leif Kajberg recencerar boken -Härlig är Norden: en reporters uppenbarelser- skriven av Bengt Lindroth. Kajberg är sekreterare för föreningen Fritt Norden och bor i Bagsværd.
Nutidens medier viser kun begrænset interesse for Norden og det nordiske samarbejde, og perspektiver, planer og visioner for det nordiske samarbejde brager ikke ligefrem igennem i medierne. Nordisk fællesskab og nordisk identitet bliver sjældent forsidehistorier, og selv summariske omtaler af kultur, samfund og politik i nordiske nabolande må man lede længe efter. Derimod dækker medierne USA ud i mindste afkrog. Det er derfor en lise at få den garvede Norden-journalist Bengt Lindroths bog i hånden. For her præsenteres man for en dreven og indsigtsfuld Norden-skribent, en passioneret iagttager af udviklingen inden for de nordiske landes fællesskab, som indimellem føler sig forstemt, når han betragter politikeres og meningsdanneres ligegyldighed og passivitet over for Norden som udfordring og som mulighed. Lindroth holder dog stædigt fast i et håb for Norden nu og i fremtiden.
Der er helt klart noget essayistisk over Lindroths skrift, og etiketten betragtninger eller funderinger rammer ikke helt ved siden af, for forfatteren reflekterer løbende over Nordens dobbeltfunktion som hjem og kosmopolitisk mødeplads. Denne dobbeltidentitet, der også rummer spændingen mellem det trygge og velkendte nordiske og det udefrakommende og urovækkende, antydes symbolsk på bogens omslag. Her vises et typisk skærgårdsmotiv med et burkaklædt kvinde i forgrunden!
Formålet med Lindroths strejftog i de nordiske landes historie, kultur og samfundsopbygning og deres indbyrdes samarbejde ligner meget det, som var Jørgen Bukdahls ærinde (se Flensborg Avis, kronik den 4. nov.). For Bukdahl gjaldt det om at vise Nordens samspil med omverdenen, udblikket, udsynet og åbenheden over for udefrakommende strømninger, forandringsberedskabet, viljen til at forandre samfund og kultur og indoptage nye idéer og impulser og hævdelsen af humanistiske idealer. Når Lindroth derfor giver sig i kast med at granske det gamle Norden ved hjælp af kort og historiebøger, er sigtet at illustrere de kosmopolitiske hovedlinjer og de små folks og kulturers evne til at udvise fleksibilitet og indrette sig på nye vilkår og udfordringer i tiden. Han vil vise, hvordan de nordiske samfund takket være deres satsning på det mangfoldige og flerstrengede har kunnet gøre sig mere robuste i turbulente tider, hvor Europas og verdens storme fejede henover Norden.
Men Norden er ikke bare en foregangsregion. Gråzonerne og natsiden findes skam også. Når man afsøger de nordiske landes samfundsudvikling, støder man også på forhold, som ikke så godt tåler dagens lys: Ekstremistiske udskejelser, flirten med totalitære ideologier, racistiske overgreb eller svigt over for minoriteter og flygtningegrupper. Lindroth trækker forbindelseslinjer mellem nutid og fortid. Nutidens lejlighedsvise tendenser til racisme, intolerance, fremmedhad og flygtningefjendtlighed har sine paralleller i fx 1930’erne, 1940’erne eller i 50’erne. Det kommer han nærmere ind på i kapitlet ”Pest over Norden”, som indledes med et par eksempler fra de allerseneste år: Den norske massemorder og hans ufattelige udåd i sommeren 2011 og partiet De sande Finners indtog i det finske parlament. Går man længere tilbage, ramte bølgeskvulp fra de totalitære ideologier også de nordiske samfund. Demokratitræthed manifesterede sig inden for bestemte miljøer, og der udkom skrifter af nationalistisk og højrepopulistisk observans, som efterlyste samfundsmæssig fornyelse og moralsk oprustning. Men igen opvejes det negative af det positive, for der var også mange antinazistiske initiativer i fx 1930’ernes og 40’ernes Sverige. Så det er et differentieret billede, der tegner sig. Og Lindroth har valgt at lægge vægten på de internationalt orienterede og humanistiske strømninger i den nordiske tradition. Det er disse åbninger ud mod omverdenen – de tidlige spektakulære bestræbelser i retning af mellemfolkelig solidaritet og konfliktløsning i nordiske lande – som Lindroth er gået på opdagelse i. Nogle af dem har han måttet grave frem af glemslen. Men han støver dem af, disse manifesteringer af nordisk solidaritet, retsindighed og humanitær handlekraft, og holder dem op for læseren: Se, her er noget, vi fortsat kan lade os inspirere af!
Spørgsmålet om nordisk identitet fylder ganske meget i bogen. For kan vi overhovedet tale om nordisk særegenhed inden for kunst, kultur, arkitektur, litteratur og film? Jo, ifølge Lindroth findes der specifikke nordiske dannelses-, skabelses- og idétraditioner, som også ses afspejlet i kunst og kultur. Og jo, man kan godt tale om en særegen og original nordisk historie om oplysning og fremskridtsoptimisme – hvis man ellers gør sig den ulejlighed at se efter. Lindroth er dog klart nok lidt loren ved tidens lidt for hastige tilbøjelighed til at sætte etiketten ”nordisk” eller ”skandinavisk” på aktuelle fænomener, trends og smagsretninger. Etiketten ”nordisk” klæbes på alle former for kommercielle lanceringer på verdensmarkederne, inden for design, film, arkitektur, musik, gastronomi, kulturelle og historiske notabiliteter og spændingslitteratur. Men, tilføjer Lindroth, hvor går grænsen mellem det spekulativt-kommercielle, det medie-hypede og det decideret akademiske?
Lindroth har nogle tankevækkende betragtninger om det nordiske lys og mørke. Det nordiske lys, the Nordic Light, kan fascinere og give helt specielle oplevelser, og Lindroth oplevede fx Mo i Rana (Norge), med midnatssol og 25 plusgrader og den berusende stemning det skabte blandt de lokale beboere. Men det nordiske lys har også sin vrangside. Efter år 2000 der blevet tændt et nyt nordisk lys. Det er et ildevarslende, koldt, let sodet lys, som skaber den bleghed, der er så karakteristisk for atmosfære og miljø i vampyr-, kriminal- og action-film og i romaner om pædofile, ”karismatiske” politimænd eller trætte kommissærer, voldtægtsmænd, gangstere, magtmisbrugere, narkohandlere, alkoholnedture, familiehelveder og velfærdsstatens marginale og udstødte eksistenser. Danske spændingsserier går deres sejrsgang uden for Danmarks grænser. Den dansk-producerede dokumentarfilm ”The Act of Killing” var således med i opløbet om Oscar-nominering. Det dansk-svenske drama ”Broen” vinder udenlandske priser, og netop ”Broen” indfanger på eminent vis det særlige ved dette nye nordiske lys. Lysstofrør udsender et nyt dystert lys, som oplyser trappeskakter, parkeringskældre, elevatorer, viadukter og betonforstæder, og orange lys spreder sig over fx rundkørsler og afkørsler. Pessimismen og et strejf af desperation griber for en kort stund forfatteren og sammenfattes i følgende konstatering: Det her nye nordiske mørke i starten af det nye årtusind giver ikke meget håb om, at der vil være lys for enden af tunnelen. Det synes at være nat med håbet om Norden. Ingen mennesker har rosernes friske farver på kinderne. Og lidt længere henne i teksten udbryder han: ”This is The New Nordic Light. De tjutande polisbilarnas blåljus. Fan tro’t. Ge inte upp”. Nej, hold ud, der er stadig en smule håb, der skal stadig være rum for livsglæden. Og, kunne man tilføje, faktisk skæver udlandet til os i Norden og vores samfundsmodel. Vi har førertrøjen på i flere sammenhænge. Vi er forbilleder.
Lindroth fordyber sig i det nordiske samarbejdes historie og udvikling gennem tiderne: Visionerne og drømmescenarierne og de ambitiøse planer, der led skibbrud. Han analyserer ubarmhjertigt årsager til sammenbrud og forlis. Og her kan han godt virke lidt pessimistisk, for han har et skarpt blik for gabet mellem idé og virkelighed. Der er for lidt fremdrift i det nordiske samarbejde. De nordiske landes regeringers vilje og handlekraft, når det gælder styrket nordisk samarbejde, imponerer ikke. Og der har gennem årene været nationalegoisme, mistro, halvhjertethed, blakkede motiver og skjulte dagsordner. Vores fremtid i Norden – og i Europa – synes visionsløs, lyder det dystert fra Lindroth. Og de unge politikere har en tendens til at vende det nordiske ryggen. Men Norden er stadig skøn, for fuglene flyver til det nordiske paradis for at udruge deres unger og få deres kuld på vingerne. Nordboerne, derimod, haster til de sydlige himmelstrøg for at lægge sig på varme sandstrande med den blege maveside opad!
Bengt Lindroth kommer hele kompasset rundt. Og hans impressioner og ”åbenbaringer” gør læseren godt rustet til at skelne mellem nordisk grovbrød og nordisk varm luft og sales talk.
Leif Kajberg.
Bengt Lindroth: Härlig är Norden: en reporters uppenbarelser. Stockholm: Carlsson Bokförlag, 2012. 223 s. ISBN 978 91 7331 535 7
Taggar: Bengt Lindroth > Leif Kajberg > Recension av Härlig är Norden