Norden – et fremtidsscenarie

Publicerat 5 december, 2013

”Forudsætningerne for nationalstaterne er under forandring” skriver debattören och författaren Lene Andersen. Bara ett enat Norden kan vara med och påverka utvecklingen i världen enligt Andersen.  

Gästkolumnist på Yggdrasil.fi

Lene Andersen är ekonom, författare och filosof. Andersen har nyligen figurerat som expertkommentator inom nordiska frågor för danska rundradion dr.dk samt utkommit med boken Danmark 2030.

Året er 2025, de seneste 10-12 år har de fem nordiske lande knyttet sig stadig tættere sammen. Først kulturelt, så økonomisk, og efterhånden også sprogligt. Alle fem lande har beholdt deres eget sprog, men norsk har i otte år fungeret som fælles officielt skriftsprog i hele Norden. De fem lande har fælles ambassader, vi har søsat en række fælles internationale initiativer for bæredygtighed og social innovation, og gennem de nordiske medier og en fælles nordisk kulturportal på nettet er der skabt en fælles nordisk offentlighed.

Men nu sker det! Vi afholder vores første, fælles nordiske præsidentvalg. Præsidentens første opgave bliver at samle de tre monarkier og de to republikker i en føderal union.

Hver af de fem kommende forbundsstater har skullet stille med to præsidentkandidater, så først har der været folkeafstemninger i hvert land. Nu er de ti kandidater fundet, og så er det op til de fem parlamenter at vælge hvilke tre, som skal ud i den endelige, fælles nordiske valgkamp.

Det bliver en finsk, en norsk og en svensk kandidat, som de nu i alt 30 millioner nordboere får at vælge imellem. Danskerne og islændingene er selvfølgelig skuffede over, at ingen af kandidaterne er hhv. dansk eller islandsk, men den norske kandidat vinder hurtigt stor tilslutning i begge lande. Hun er naturligvis den, der klarer sig bedst på norsk, men hun har også lettere ved at charmere danskerne ved at slå over i dansk.

Den svenske kandidat har den længste erfaring og det største internationale netværk, men det gør lidt ondt på både nordmænd, danskere og finner at skulle se sig selv med en svensker som statsoverhoved. På den anden side er det jo ikke lettere for islændinge, danskere, nordmænd og svenskere med en finsk præsident – eller er det? Den finske kandidat virker som langt den klogeste, og hun har været den mest aktive i processen med at knytte de fem lande sammen kulturelt.

Det er ganske enkelt ikke til at gætte, hvem der bliver valgt og får lov at flytte ind i den nybyggede præsidentbolig i Göteborg. Præsidentboligen er naturligvis tegnet og indrettet af Nordens førende arkitekter og designere – og ja, det bliver verdens første præsidentpalads, som stolt viser sine IKEA-møbler frem!

Nå, mindre kan også gøre det. Men Norden har nogle unikke muligheder allerede nu i 2013, hvis vi styrker samarbejdet. Tilsammen er vi 25 millioner mennesker og udgør verdens 12.-største økonomi. Og hvis vi gik sammen i en union nu, ville vi få plads i G20, og dermed ville den nordiske tradition for borgerindflydelse, demokrati, ligestilling og menneskerettigheder få en stemme i en række globale sammenhænge, hvor vi ikke har den store indflydelse i dag.

Det var den svenske historiker Gunnar Wetterberg, som gjorde opmærksom på G20-muligheden tilbage i 2009, og det skabte en del opmærksomhed dengang, også internationalt, men så døde idéen igen.

Nu er der imidlertid ved at være en udbredt forståelse af, at verden er i opbrud, og dermed er der måske også større lydhørhed for at tage idéen mere seriøst. Forudsætningerne for nationalstaterne er under forandring, dels på grund af finanskrisen, dels på grund af globaliseringen, og dels på grund af internettet, som har nedbrudt landegrænserne, hvad angår penge og information. Dermed må nationalstatens rolle også forandre sig, og i den sammenhæng er det derfor værd at overveje, om et forenet Norden ville kunne skabe nogle langsigtede muligheder, som hvert enkelt land er for lille til at udnytte. I et globalt marked med 7 milliarder mennesker, en række miljø- og klimamæssige udfordringer forude, og et EU, der har gevaldige indre udfordringer, ville et samlet Norden både kunne gavne sig selv ved at være stærkere, og vi ville have noget at give verden.

På forsvarsområdet udkom Stoltenberg-rapporten for nogle år siden, og ud af 13 konkrete forslag blev 6 straks vedtaget. En af hovedpointerne i rapporten var, at nu- og fremtidige forsvarssystemer er så dyre, at et enkelt land ikke har råd til dem alene. Det drejer sig både om hardware og software, om at sikre landene mod hackerangreb, og det drejer sig om overvågning af alle fem landes luftrum og farvande. Forsvarsmæssigt er vi altså allerede i gang, selvom der naturligvis ligger nogle store udfordringer i, at Island, Norge og Danmark er medlemmer af NATO, Sverige er neutralt, og Finland er nabo til Rusland.

På det sociale område og hvad angår pasunionen har vi været ét stort fællesskab i årtier.

Men vi udnytter slet ikke vores muligheder. Norden er hot! I hele verden vender folk blikket mod Norden for at studere vores samfundsmodel og beundre vores måder at indrette os på. Desuden er Norden et fantastisk brand takket være design, gastronomi, film, musik og internationalt engagement. Vi har altså både folks opmærksomhed og en masse knowhow, som de selv gerne vil vide mere om.

Hvorfor går vi ikke sammen om aktivt at sprede de nordiske erfaringer til hele verden?

Et oplagt sted at starte ville være at slå vores ambassader sammen og gøre dem til deciderede kulturcentre. I Berlin har vi gjort et forsøg i den retning og har fælles adresse, men vi har hver vores hus på adressen. Hvorfor i alverden samler vi ikke de fem nordiske ambassader rundt om i verden? Vi kunne jo sagtens fortsætte med hver vores ambassadør og lade dem have kontor på hver sin etage, mens fx kantine, sikkerhed, PR, out-reach og større dele af vores diplomati var fælles.

Men vi kunne gå endnu længere og profilere Norden endnu mere, hvis vi ikke blot havde fælles ambassader, men omdefinerede dem til også at være kulturcentre med en langt stærkere soft power agenda; hvis vi havde Nordic Houses med udstillinger, kulturaktiviteter og undervisning.

Et af de helt unikke fællestræk, vi har i Norden, er vores folkeoplysning / folkbildning. Gennem højskoler, aftenskoler og folkebiblioteker har vi skaffet os selv og hinanden forudsætningerne for at skabe solide samfund. stabilt demokrati og et rigt foreningsliv. Samtidig er der store dele af folkeoplysningen, i hver fald i Danmark, som ikke kan finde ud af at forny sig, og som i den grad mangler internationalt perspektiv.

Jeg foreslår derfor følgende:

I forbindelse med vores fælles ambassader åbnes Nordic Houses i verdens storbyer med det formål at gøre den nordiske folkeoplysning og samfundsmodel kendt over hele kloden, at styrke demokratiet og civilsamfundene ude i verden, og at skabe en ny spydspids for nordisk kultur, erhverv og globalt engagement. Tyskland har Goethe Institutter, Frankrig har Institut Francais, og kineserne er i gang med at opføre kulturcentre overalt. Hvad der kendetegner de nævnte hhv. tyske, franske og kinesiske kulturcentre er imidlertid, at de drives af staterne. Nordic Houses skal skabes i samarbejde mellem den private, den statslige og den civile sektor, dvs. alle de frivillige organisationer og folkeoplysningen.

Et Nordic House skal rent æstetisk være lige så lækkert som den nordiske pavillon på verdensudstillingen i Shanghai, så vi også promoverer vores design, og et Nordic House skal indeholde følgende:

  • Skiftende udstillinger/rejseudstillinger om de nordiske landes historie (stridigheder, krige, gensidige fordomme, fredelige løsninger og samarbejde) og den nordiske samfundsmodel
  • Nordisk Café med nordisk mad
  • Bibliotek med nordisk litteratur
  • Nordic Cinema – jævnlige filmaftner med nordiske klassikere og nye film
  • Udstillingerne skabes og udarbejdes i folkeoplysningen, dvs. at indholdet er ”fra folk til folk”
  • Guiderne i husene er højskoleelever og -lærere fra de nordiske lande, dvs. folkehøjskolerne får nogle konkrete oplysningsaktiviteter i udlandet, og deres elever kommer ud i verden
  • Desuden skal disse Nordic Houses naturligvis tilbyde folkeoplysning / folkbildning i form af aftenskolekurser.
  • Møbler og anden indretning er nordisk design, og husene fungerer samtidig som galleri for nordisk kunst og brugskunst

Til at drive husene og stå for indholdet stiftes Globalt Oplysnings- / Bildningsförbund, som samarbejder med Nordens eksisterende oplysningsforbund, og erhvervslivet i Norden sponserer. Men erhvervslivet har ikke indflydelse på indholdet. Ikke det alt sammen, i hvert fald. Nordiske produkter skal naturligvis promoveres gennem husene, og man kunne udvikle nogle product placement-modeller, hvor det er åbenlyst hvilke firmaer, der har betalt for at få deres produkter markedsført. Staternes bidrag kunne så fx være at betale for placement af nyt design fra opstartsvirksomheder, der ikke selv har råd.

I Norden har vi bygget vores samfund op ved at sørge for, at alle havde adgang til uddannelse, dannelse, kultur, politiske samtaler og personlig udvikling. Det har vi gjort gennem højskoler, oplysningsforbund og fri adgang til folkebiblioteker. Lad os aktivt dele det med verden. Vi har bygget vores nordiske samfund op nedefra, men vi har aldrig fortalt resten af verden, hvordan vi gjorde. Nu kommer de for at se resultatet, men vi kunne lige så godt give nogle smagsprøver på det ude i verden, der hvor folk allerede er.

Hvis Norden gik sammen om et Globalt Oplysnings-/Bildningsförbund kunne vi ikke blot øge kendskabet til de nordiske traditioner, vi ville også blive en aktiv bidragyder til en stabil og klogere verden. Ikke mindst i en krisetid er der behov for, at folk hører om, hvordan man starter et andelsmejeri, opretter en sygekasse eller driver en kooperativ købmandsbutik.

Hvis vi gik sammen i Norden om at dele ud af vores erfaringer, tror jeg ikke alene, at vi ville skabe en klogere og bedre verden. Vi ville også blive både gladere og klogere i Norden. Og måske ville det føre os derhen, hvor vi ville sige: Lad os få det fulde udbytte af vores fælles styrker (og svagheder), lad os overveje den Nordiske Union, og lad os for alvor få nogle fælles politiske og økonomiske muskler bag vores aktiviteter ude i verden. Vores erfaringer med at bygge stabile, trygge og velstående samfund med stor personlig frihed for alle kan vi ikke tillade os at holde for os selv.

Lene Andersen

Økonom, forfatter og filosof

 

Kategori: Gästkolumnist, Nordiska samarbetsorganisationer
Taggar: > > >

Diskussion

  • Facebook



  • Google+