Kan Norden ta sig samman?

Publicerat 28 juni, 2016 | Kommentera

Håkan Larsson. Foto: Fotograferna Maria & Anna

Håkan Larsson. Foto: Fotograferna Maria & Anna

Håkan Larsson är journalist och utredare, bosatt i Krokom, Jämtland, centerpartistisk politiker; tidigare riksdagsledamot för Jämtlands län, nu kommunfullmäktigeledamot i Krokoms kommun. Larsson skriver som gästkolumnist på Yggdrasil.fi om Brexit och nordiskt samarbete. 

Inför folkomröstningen om EU för snart 22 år sedan var vi många som såg ett nära samverkande Norden som alternativ till EU-inträde. Länderna spelades emellertid ut mot varandra och valde olika relationer till Bryssel. Finland och Sverige valde EU, medan Norge röstade nej. Då kändes ett starkare nordiskt samarbete avlägset.

Idag ser Europa och världen emellertid annorlunda ut. EU är inne i en allvarlig kris, Storbritannien har röstat för utträde ur unionen, och även tidigare EU-entusiaster inser att det ligger i de nordiska ländernas intresse att stärka och fördjupa samarbetet. Idag diskuteras på fullt allvar en gemensam nordisk statsbildning även.

Historiska tillfällen

Det har genom historien funnits flera tillfällen då Norden hade kunnat enas, ungefär som Tyskland och Italien. Kalmarunionen fungerade mer eller mindre mellan 1397 och 1523. Efter århundraden av krig väcktes ”skandinavismen” till liv i mitten av 1800-talet. Ett konkret resultat är myntkonventionen 1873, då Sverige, Danmark och Norge införde kronan som valuta. En mängd nordiska möten genomfördes, liksom ett omfattande kulturutbyte. Ett bakslag vara att unionen Sverige – Norge upplöstes 1905, men det skedde och redan året därpå argumenterade författarinnan Ellen Key för ”Nordens Förenade Stater”.

Vid första världskrigets utbrott samlades Sveriges, Danmarks och Norges monarker till trekungamöte i Malmö för att visa nordisk samhörighet. Efter kriget bildades Föreningen Norden 1919 för att knyta kontakter över landsgränserna. Under 1920-talet samarbetade länderna om gemensam lagstiftning, exempelvis en modern äktenskapsbalk.

Efter andra världskrigets slut lyftes åter ”Nordens Förenade Stater” fram med stor entusiasm. Efter att planerna på en nordisk försvarsunion fallit valde länderna emellertid olika relationer till Nato. Danmark, Norge och Island valde Natomedlemskap, Sverige alliansfrihet och Finland slöt en vänskaps- och biståndspakt med Sovjetunionen.

Gemensam arbetsmarknad

Stora framsteg i det nordiska samarbetet gjordes trots allt under 1950-talet. Nordiska rådet grundades 1952 och två år senare blev såväl den nordiska passunionen som den gemensamma nordiska arbetsmarknaden verklighet. Reformer av stort värde även idag. Nästa stora steg, en gemensam ekonomisk organisation Nordek, misslyckades dock. Finland fick signaler från Sovjet om att man inte gillade planerna och Danmark vände sig mot EEC (dagens EU), där landet blev medlem 1973.

Det nordiska samarbetet har därefter gått på tomgång. Relationerna till EU har varit viktigare. Att länderna 1994 valde olika relationer till Bryssel blev ett hinder för stärkande av Norden. I takt med EU:s fördjupade kris lyfts emellertid nu Norden åter fram som ett framtidsalternativ. Historikern Gunnar Wetterberg lanserade 2009 fram förslaget om en nordisk förbundsstat. Först avfärdades idén av de ledande politikerna i alla länderna, men snart gav Nordiska Rådet Wetterberg i uppdrag att skriva en hel bok om ”Förbundsstaten Norden”. Under de senaste åren har konkreta förslag om hur en statsbildning skulle kunna se ut diskuterats i Nordiska Rådet. Den norske hotellmagnaten Petter Stordalen väckte nyligen uppmärksamhet runt om i världen genom att på självaste 17 maj föreslå att Norge, Sverige och Danmark ska slås samman. Jag tror att han gärna skulle vilja ha med Finland och Island också. Ett samlat Norden skulle bli en av världens tio-tolv starkaste ekonomier och en självklar deltagare i G20. Såväl det ekonomiska som det politiska inflytandet i världen skulle kraftigt öka.

Starkare argument

Dagens EU-kris ökar argumenten för Norden. Ingen vet om euron finns om några år. Schengen fungerar inte och hotar den nordiska passunionen. ID- och passkontrollerna mellan Skåne och Själland är en allvarlig inskränkning. Och snart röstar britterna om de ska lämna eller vara kvar i EU. Mycket kan komma att hända som det gäller att ha beredskap för.

Fortfarande finns många gränshinder mellan de nordiska länderna som bör avvecklas. Olika skatteregler och lagar behöver samordnas för att det ska bli lättare att arbeta över gränserna. Ett intressant förslag är att införa ett nordiskt medborgarskap som komplement till det nationella. Personnummer som fungerar i hela Norden skulle minska såväl gränshindren som byråkratin.

Hotet mot den nordiska passunionen skulle kunna mötas med invandringsunion med gemensamma yttre gränser. Det förutsätter förstås att länderna kan enas om en gemensam migrationspolitik.

Folkligt stöd

Att det finns ett folkligt stöd för ett nordiskt förbund visar en opinionsundersökning från 2014 (TNS Gallup), där Norden ställdes mot EU. Enligt denna skulle 49 procent av svenskarna och 50 procent av finländarna hellre ingå i ett nordiskt förbund än i EU. Enligt undersökningen prioriterade 28 procent av svenskarna och 31 procent av finländarna EU-medlemskapet.

Jag ser också gärna ett starkt Norden, öppet mot omvärlden, som står självständigt såväl mot EU som Nato. Ändå tror jag inte att dessa relationer ska sättas högst på agendan i det korta perspektivet. Det skulle riskera att blockera förhandlingarna redan från start.

På sikt gäller det att förverkliga ett gemensamt Norden i form av en förbundsstat eller ett statsförbund. Kanske står vi närmare ett enat Norden idag, när EU krisar, än vad vi tror. Den avgörande frågan är om Norden verkligen kan ta sig samman den här gången.

Håkan Larsson, Krokom

Hvad er et folkemøde?

Publicerat 23 april, 2016 | Kommentera

Föreningen Norden..Intervjun är skriven av Esben Ørberg som är redaktör för tidskriften Norden NU.  Norden NU är partipolitiskt obunden, utkommer med fyra nummer per år och ges ut av Föreningen Norden i Danmark. En länk till hela Nr 2 med samtliga artiklar hittas här.

Folkemødernes store folkelige gennembrud skyldes, at det er lykkedes at genskabe den folkelige interesse for en blanding af politik og samvær. Nu har alle de nordiske lande politiske festivaler, som revitaliserer folkemøderne fra 1900-tallet. Her er et hurtigt historisk rids og en tegning af folkemødernes fællestræk.

Både i Danmark og i de øvrige nordiske lande var der i første halvdel af det 19. århundrede mange stævner, hvor politikere og andre ’folkeforførere’ samlede store menneskemængder. Folk kom for at se, høre og være tæt på deres forbilleder, som de kun kendte fra aviserne. Man lyttede andægtigt, applauderede, men diskuterede ikke.

Steen Steensen Blicher var eksempelvis initiativtager til Himmelbjergfesten i 1839. Der var også de mere politiske folkemøder på Skamlingsbanken, der fra 1843 og hundrede år frem havde fokus på sønderjydernes kamp i grænselandet for rettigheder. Jeppe Aakjærs møder i Salling, bornholmerne i Almindingen og mange andre stævner samlede danskerne til sommermøder med madkurv, øl og brændevin. I årene efter grundlovsvedtagelsen i 1849 voksende den årlige fejring. Enten i de store bønders haver eller på Eremitagesletten eller – størst af dem alle – i Skibelund Krat i Sønderjylland med 4000 siddepladser.

Der er altså ikke her tale om de religiøse og åndelige bevægelser fra 1800-tallet, men om bevæ- gelser med politik og fordeling af samfundsværdier i centrum. Hertil kan man også regne vores egen Foreningen NORDEN, stiftet i Danmark, Norge og Sverige i 1919 med den tanke, at gennem fredelig sameksistens kunne man undgå flere verdenskrige. Mottoet var – og er – at kendskab giver venskab. Efter 2. verdenskrig opnåede de nordiske foreninger en enorm tilslutning, fordi mange gen-erindrede sig den oprindelige tanke.

Til gengæld tyndede de store folkelige møder ud og samlede sig især om arbejderbevægelsens 1. maj-møder. Den brede samling, som eksempelvis højskolebevægelsen var udtryk for, blev overdøvet af velfærdsstatens materielle velstand som det vigtigste samfundsmål.

Gennembrud for det brede fælleskab i 1991

I 1968 kom det første politiske møde i Almedalen på Gotland. I de første mange år var det rent socialdemokratisk. Fra 1991 har ingen svenske partier og partiledere kunnet undslå sig fra medvirken. Det er ønsket om en åben og fordragelig tone, der har banet vej for de nye folkemøder med debatter om samfundsforhold og især politik. Åbenheden sikres ved at ingen kan ’sætte sig’ på møderne. De er mangfoldige i selve strukturen og har indbygget en mekanisme til at undgå slagside. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre for én ide eller én bevæ- gelse at kapre de nye folkemøder.

På folkemøderne omgås journalister, politikere og lobbyister og befolkning på en måde som under normale omstændigheder ikke er korrekt eller mulig. For et kort øjeblik ophører de normale adfærdsnormer. Det, som har været tabu, bliver tilladt i den nye arena, hvor høj som lav er flyttet på landet. Politikerne træder ud til folket. Folket ophøjes. Alle partier i parlamenterne har taletid på lige fod. Hver dag sit parti på hovedscenen. Omkring politikerne flokkes erhvervsliv, organisationer, medier – og befolkning.

Folkemøderne er gratis at deltage i, og alle kan arrangere – også religiøse og politiske fløje.

Folkemøderne er offentligt ’ejede’ i den forstand, at kommuner og regioner har etableret sekretariater og styregrupper, som fastlægger rammen og afkræver de medvirkende leje for standplads i form af telte. Men indholdet skaber hver enkelt ’udstiller’ suverænt.

Folkemøderne foregår bevidst ikke i hovedstæder eller store byer, hvor der ikke kan skabes den lejrstemning, som hører til en festival. Man vil sikre sig, at folk ikke overnatter hjemme! De fleste bor en eller flere nætter i kort afstand fra festival-området.

Grænse for vækst

Er der da ingen grænser for successen? Jo, som alle tilløbsstykker risikerer folkemøderne at sejre sig til døde. Både Bornholm (40.000 indbyggere) og Gotland (60.000) tidobler normalt deres indbyggertal om sommeren, men når festivalerne oven i dette trækker mellem 30 og 50.000 mennesker på fire-fem dage opstår et logistisk problem. Færger og fly er optaget i mange måneder forinden, hoteller og sommerhuse melder udsolgt et år i forvejen.

Almedalen ligger midt i hovedbyen Visby, og den lille by, som det meste af året er et postkort fra fortiden med sine skæve brostensgader og sin velbevarede ringmur, forvandler sig i denne uge til et marked af dimensioner – og priserne skrues op. Både på Gotland og Bornholm lejer folk deres huse ud til stenrige organisationer, der giver mere end 50.000 kr. for tre-fire dages leje.

Arrangørerne er ikke er blinde for, at der må være grænse for vækst. Men hvor går den?

På Bornholm er politikerne i færd med at vedtage en omfattende helhedsplan for Allinge-området, som skal sikre, at området udvikles med tiltag, der kan opkvalificere både folkemødebyen, turistbyen og helårsbyen Allinge. Lederen af Folkemødet på Bornholm, Jette Lykke:

”Vi har modtaget 3,5 mio. kr. fra Realdania til at indhente bud på, hvordan man kan gøre Allinge mere tilgængelig i forhold til Folkemødet med tiltag, der løfter både turistbyen og helårsbyen Allinge. Tre arkitektfirmaer har nu konkretiseret forskellige typer af ambitioner og tanker. Dem drøfter vi nu med bl.a. med borgerne i Allinge.”

Hvor stort kan Folkemødet blive?

”Sidste år var der 35.000 både fredag og lørdag. Og det gik fint. Der er formentlig plads til et par tusinde mere, selv på de travleste dage. Til gengæld er der ikke mange flere senge på Bornholm, ligesom både fly og færger er fyldt godt op. Så her ligger en naturlig begrænsning. Mit bud er, at vi med de ca. 110.000, der var forbi Allinge i løbet af Folkemødet sidste år, har set konturerne af de fremtidige Folkemøder.”

”Som noget nyt i år stiller vi Civiltinget, et nyt telt på festivalpladsen, til rådighed for små organisationer, der ikke tidligere har haft mulighed for at deltage i Folkemødet. Derfor kan vi år præsentere 18 nye organisationer. ”

Folk klager over, at sengepriserne er meget høje. Hvad kan I gøre ved det?

”Vi skal skaffe flere bynære overnatningsmuligheder. Og nu er det lykkedes at lave en såkaldt luksuscamp, som der er stor interesse for.”

Kan ALLE komme til orde?

”I lighed med sidste år har vi aulaen på en skole i baghånden, hvis der er arrangementer, som giver særlige sikkerhedsudfordringer. Det var hertil, politiet flyttede arrangementet med Geert Wilders sidste år – og det fungerede fint for både dem og os.”

Ministerrådet fryder sig

I Nordisk Ministerråd glæder kommunikationschef Mary Gestrin sig over, at Almedals-tanken nu virkelig har fået tag i Norden:

”De politiske festivaler bliver vigtigere og vigtigere for den nordiske politiske dagsorden. Festivalerne giver os en unik mulighed for at engagere de politisk interesserede borgere og landenes centrale politikere i samtaler og debatter om nordisk samarbejde. I Ministerrådssekretariatet og Nordisk Råd bruger vi mange kræfter på at møde op på festivalerne med et varieret og relevant program.”

”I år lader vi for første gang et tema gennemsyre vores telt på alle festivalerne. Temaet bliver det nordiske arbejdsmarkeds muligheder. Desuden kommer vi til at diskutere flygtningeintegration, ytringsfrihed, holdbar udvikling og grøn vækst.”

Nyt nordisk interaktivt netværk! – både på græsrodsplan, i civilsamfundet og på mere officielt plan

Publicerat 23 april, 2016 | Kommentera

Nordiske Netværk er en ny nordisk digital platform, portal, for organisationer, institutioner, foreninger og andre, der enten arbejder på nordisk niveau eller med nordiske spørgsmål.forside nætverk hånd

En slags interaktiv adressebog og oversigt – ikke kun til officielle aktører, men også til græsrødder og NGOer og interesseorganisationer og indenfor vidt forskellige områder.

Initiativet, der støttes af Foreningerne Nordens Forbund (FNF) og Nordisk Ministerråd (NMR) og udføres af FNF, sigter bl.a.  på styrkelse af civilsamfundet, inddragelse og brug af dette for at skabe bedre beslutninger i forskellige sammenhænge, nemlig ved at have en oversigt over forskellige specialiserede organisationer og foreninger og institutioner på nordisk niveau eller indenfor nordiske emner, og at forsøge at udvirke gensidig kontakt og informationsudveksling.

Ideen er altså også, at de forskellige aktører herigennem kan kommunikere og finde nye samarbejdspartnere, måske medarrangører til arrangementer.

Det er håbet, at det kan udvikle sig til et egentligt netværk, hvor de forskellige kontakter hinanden og udveksler ekspertice og holdninger.

Netværksoversigten kan tilgås alfabetisk eller via en række emner. Alle aktører har selv registreret sig, men der er også en liste over andre aktører. Der er også en søgefunktion og hjemmesiden kan tilgås på flere sprog – også på finsk og islandsk.

Gå selv ind og tjek efter om dine organisationer og netværk er med. Hvis ikke, bør du måske opfordre din organisation til at gøre det, hjemmesiden har vi her: http://www.nordiskenet.org/da/ og indmeldelse her: http://www.nordiskenet.org/da/opret-dig/

Registrering er gratis.

Du kan også følge facebooksiden.

Jakob Buhl

jakob.buhl (at) yggdrasil.fi

Västnordiska universitet utbildar tillsammans framtidens arktisexperter

Publicerat 23 april, 2016 | Kommentera

Den arktiska regionens ekonomiska och politiska betydelse ökar. Mycket tyder på att många av framtidens politiska och ekonomiska frågor kommer att beröra Arktis på ett eller annat sätt. Det har gjort att det uppstått ett behov av människor med kunskaper om Arktis.Bannari FO and Nordic and INT

Sedan hösten 2015 har fem universitet i Västnorden samarbetat för att skapa ett internationellt och ämnesöverskridande master-program. Syftet är att utbilda experter med sakkunskap om den växande ekonomiskt och politiskt viktiga regionen Nora som utgörs av Norges kustland, Grönland, Färöarna och Island.

Samarbetet som pågått sedan hösten 2015 är mellan de isländska universiteten Háskóli Íslands, Háskólin á Akureyri, det grönländska universitetet Ilisimatusarfik, det norska universitetet Nord-universitetet och det färöiska universitet Fróðskaparsetur Føroya. Tanken är att studenterna ska lära sig om hot mot urbefolkningen i regionen, vilka problem så kallade mikro-ekonomier tampas med och kulturella spörsmål, samtidigt som studenten ges möjlighet att att skapa ett kontaktnätverk inom regionen.

Förutom studerande från regionen är universiteten högst intresserade att få studerande från hela Norden och även internationella studerande. Studenten kommer att vara inskriven vid något av de deltagande universiteten som också är specialiserad på ett visst område  som exempelvis kan handla om juridik, samhälle eller statsvetenskap.

För den intresserade är det här ett ypperligt tillfälle att lära känna regionen både genom studier och genom att själv besöka olika områden i Arktis. 40 till 70 högskolepoäng(ECTS) är tillägnade studier vid de andra partneruniversiteten. Den sista ansökningsdagen är 1.5.2015

Stater, företag och medborgarorganisationer tävlar som bäst om inflytande i Arktis. För den som har kunskaper om regionen finns det goda möjligheter att göra karriär och få jobba med frågor som man anser vara viktiga med tanke på regionens framtida möjligheter och utmaningar.

Markus Söderman 

markus.soderman@yggdrasil.fi

Dialog – en del af en nordisk integrationsmodel?

Publicerat 24 mars, 2016 | Kommentera

Bild: Rune Johansen

Bild: Rune Johansen

Vi har talt med den danske debattør og foredragsholder Özlem Cekic om hendes syn på integration på nordisk niveau. Cekic har tidligere repræsenteret partiet SF i Folketinget og er uddannet sygeplejerske.

Cekic er præget af et stærkt socialt og demokratisk  engagement og har ofte blandet sig i den social – og arbejdsmarkedspolitiske debat og er stærkt optaget af spørgsmålet om inklusion, at give folk en chance. Derfor opstod da også interessen i at få en snak med hende i kølvandet på vores undersøgelse om en fælles nordisk migrations – og integrationspolitik i efteråret. Desuden har hun jo så oplevet ikke bare den værdipolitiske nordiske dimension, men også den praktiske, fra da familien flyttede fra Tyrkiet først til Finland og senere til Danmark.

Senest har hun blandt meget andet understreget de danske efterskolers betydning i at gøre en forskel for unge med en svær start og har som noget andet også opprioriteret emnet psykisk sygdom, som har hendes særlige bevågenhed.

Cekic har i dag mere end 60.000 følgere på facebook.

Da redaktionen spørger ind til relevansen af det nordiske fællesskab, nordiske værdier og konkret nordisk samarbejde, understreger Cekic, at en lang nordisk tradition og et nordisk fællesskab geografisk, værdimæssigt og historisk, ville gøre det helt  naturligt, nærmest selvfølgeligt, at satse på fælles nordiske løsninger indenfor integration og migration. Bedre at være flere end at gå enegang, fremhæver hun. Hun mener det vil være godt at gå sammen om bæredygtige løsninger og fastslår i den forbindelse, at grænser ikke løser, men rykker, skubber eller udskyder problemerne.

Men Cekic fremhæver også de nordiske idealer for lighed, inklusion, socialt sikkerhedsnet og for at bidrage på arbejdsmarkedet og i samfundet som sådan. Det har været én af de nordiske styrker, hidtil, at kunne undgå det bl.a. i Tyskland forekommende fænomen ”working poor”. Det ser hun som essentielt.

Hun har selv oplevet, hvordan hendes familie relativt uproblematisk kunne flytte fra et nordisk land til et andet nordisk land uden særlige opholds – og arbejdstilladelser.

Forældrene var assimilerede kurdere i Tyrkiet, hendes far gedehyrde. Hørte om jobmuligheder i Europa. Blev altmuligmand i den tyrkiske ambassade i Helsingfors. Lærte finsk og opnåede finsk statsborgerskab. Ved flytning til Danmark oplevedes dermed det grænseløse Norden og det nordiske fællesskab. Cekic husker fra Finland særligt lyset og sneen.

Men Norden er jo i øjeblikket ret splittet i disse sager. Ikke mindst i retorikken – og det tager Cekic selv fat på, inden vi spørger direkte. Hun tager fat i både den ene og den anden part, idet hun for det første er irriteret over den danske ”pegen fingre” af Sverige. Men for det andet også insisterer på debattens – og dialogens – uomgængelighed. Hendes budskab er, at holdninger ikke kan forties, det nytter heller ikke at dæmonisere modstanderne, sådan som der f.eks. er en tendens til i forhold til SD i Sverige. Tag snakken med dem!, er hendes budskab. De er en ikke helt lille del af det politiske landskab i Sverige og forsvinder ikke af at blive fornægtet, fastlår hun.

Cekic slår fast, at demokrati ikke er en selvfølge, at demokratiet er noget der løbende må kæmpes for. Redaktionen spørger til, hvordan man skal håndtere mødet med folk der kommer til Norden med andre, og måske grundlæggende anderledes, holdninger i forhold til eksempelvis kvinders ligestilling og til ytringsfrihed?

Hun forstår de folk der fordømmer dem, der ikke støtter disse værdier, men siger også, at fordømmelse alene ikke er nok, ikke må stå alene. Man skal simpelthen insistere på dialogen, insistere på debatten, konfrontere dem. Det er nødvendigt med en kritisk debat, hvis holdninger skal rykkes!, fastslår hun.

Redaktionen forstår mellem linjerne også Cekic sådan, at hvis dialogen i første omgang slår fejl, så må man simpelthen blive ved! Man må simpelthen insistere på demokratiet, og der er dialogen og debatten uomgængelig!

Hun har øjnene op for, at yderligtgående på begge sider i debatten ofte selv lider under manglende inklusion, accept og måske er utrygge af sociale grunde, hvorfor hun har et stort fokus på folks start i livet, støtte, accept og måske en kærlig vejledning. Men også at det ikke kan stå alene, da der også kan være ideologiske årsager til disse holdninger. Der vælger hun som middel dialogen, snakken over en kop kaffe, samtalen – og at vedblive med at samtale! Konfrontere folk – og at stå fast på demokratiets grundlæggende forudsætninger. Hun fremhæver, som et eksempel på, hvad hun mener, det ved at nævne den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg, da han  efter Utøya-massakren stillede sig op og sagde, at nu må demokratiet stå sin prøve! Nu måtte demokratiet bevise, at det var rummeligt og fulgte devisen ”lige for loven”. Altså at møde selv sin værste modstander ud fra de grundlæggende demokratiske principper – også selvom modstanderen har brudt dem hårdt og brutalt.

Cekic har valgt en svær balancegang mellem yderpunkterne i udlændingedebatten, hvor folk med både dansk og ”muslimsk” baggrund er efter hende, men hun prøver hårdt at tage dialogen med dem – også dele af venstrefløjen er sommetider kritisk overfor hende, fordi hun hele tiden insisterer på kritisk debat. Også med dem venstrefløjen er uenig med, og også i den voldsomme tyrkisk-kurdiske konflikt, oplever hun hadsk retorik, uretfærdigheder og fortielser.

Cekic drives af et stort engagement for socialt og psykisk udsatte, af en fornemmelse for retfærdighed og lighed for loven, af værdien af demokrati og folkestyre, folkelig inddragelse, debat, dialog, ytringsfrihed, respekt, prøver at komme folk i møde. At det er essentielt at kæmpe for disse værdier og, når det fejler, at der intet andet er at gøre, end at fortsætte, blive ved! Hun giver i sit hele virke indtryk af, at være påvirket af klassiske danske strømninger, Grundtvig som den folkelige oplysnings og lægmands forsvarer, Hal Koch der insisterede på samtalen som det essentielle i demokratiet og om den sønderjyske Hiort-Lorenzen der jvf. traditionen ”vedblev at tale dansk” i stænderforsamlingen i Slesvig trods påbud om at tale tysk eller som der stod i den sang, i den nyere version, som sønderjyderne lunede sig ved fra den blev skrevet i 1890 og frem til 1920: ”For de gamle, som faldt, er der ny overalt, de vil møde, hver gang der bliver kaldt”.

Men i den nye tid, er det i høj grad også et spørgsmål om tro på og tillid til, om det kan lykkes, for en del etniske danskere tror ikke på det og en del med indvandrerbaggrund støtter slet ikke tankerne, kritiserer man så sidstnævnte, får man så dele af venstrefløjen på nakken og så fremdeles. Det er en yderst delikat balancegang.

Det man kunne kalde Cekics metode indebærer så også, at man lytter til modstanderen – og måske tvinges til at høre på ting man synes er afskyelige og forkastelige. Det er demokratiets og den folkelige samtales store balancegang og stadige udfordring. Der spiller de nordiske lande en helt særlig rolle med deres tradition for lige adgang til uddannelse og sundhed, relativ lighed, ”frihed for Loke såvelsom for Thor”, aktivt folkestyre og uden for Nordens grænser konflikt – og fredsmægling med inddragelse af alle parter.

Kan en kombination af oplysning, forventning og næsten”opdragelse” kombineret med åbenhed, støtte og tillid få det til at lykkes? Tilliden er ihvertfald en klar udfordring, for mange kommer fra en kultur der netop ikke er tillidsbaseret. Cekic har her givet sit bud på sagen og hun understreger, at uden vedvarende dialog , uden at nogen vover at gå foran, sker der ingen forandring. Hun nævner forskellige eksempler fra Danmarkshistorien på, hvordan spørgsmålet om kvinders valgret for lidt over 100 år siden hævdedes at ville medføre mere psykisk lidelse, hvordan homoseksuelle for 30 år siden blev betragtet som syge og hvordan det var tilladt at slå børn for 17 år siden i Danmark. Intet var blevet ændret uden vedholdende kritisk debat og dialog, siger hun og tilføjer, at demokrati og folkestyre ikke kommer af sig selv, men er noget der stadig må arbejdes og kæmpes for.

Det giver jo også troen på, at de nordiske lande, trods mindre forskelle og aktuelle uenigheder, vil kunne nå til en fælles forståelse. Især ved at lytte til hinanden og erkende, at man på nogle områder har forskellige historiske erfaringer, som kan farve synet på mangt og meget.

redaktionen@yggdrasil.fi

Nordisk bolagsstyrning – en modell att värna om

Publicerat 7 mars, 2016 | Kommentera

Bild: Per LekvallDen nordiska modellen för bolagsstyrning har bidragit till att Norden har många världsledande företag. I förhållande till deras storlek har de nordiska länderna flera ledande börsnoterade företag än USA, Tyskland och Storbritannien. Den nordiska modellen gynnar långsiktigt och ansvarsfullt ägande och ger skydd åt minoritetsägare. Men utan en gemensam stark nordisk röst i EU hotas den nordiska modellen. EU-kommissionen vill införa en anglosaxisk modell för bolagsstyrning som är mycket olik den nordiska. Per Lekvall, som är ledamot vid Kollegiet för svensk bolagsstyring, presenterar som gästkolumnist för Yggdrasil.fi den nordiska modellens styrkor och visar på olika möjligheter för hur Norden gemensamt kan skydda och vidareutveckla nordisk bolagsstyrning.

Kan det stora antalet framgångsrika nordiska företag på världsmarknaden ha något att göra med sättet de styrs på? En sådan fråga är omöjlig att svara på med någon rimlig grad av säkerhet. Ett faktum är dock att samtliga fyra större nordiska länder har fler företag på tidskriften Forbes lista över världens ledande börsföretag i förhållande till deras storlek än ledande industriländer som USA, Tyskland och Storbritannien, se figuren på denna länk. Mycket talar för att detta till någon del kan ha att göra med den gemensamma och väl fungerande modell för bolagsstyrning som tillämpas i nordiska företag.

Finns det en gemensam nordisk modell för bolagsstyrning?

Den frågan analyserades för en tid sedan i ett unikt internordiskt projekt där ett antal experter från Danmark, Finland, Norge och Sverige analyserade de respektive nationella systemen för styrning av börsnoterade bolag och ställde samman dessa till en gemensam nordisk modell för bolagsstyrning. Resultatet, som publicerades i rapporten The Nordic Corporate Govermance Model i december 2014, gav ett tydligt jakande svar på frågan ovan.1 Detta hänger samman med främst tre förhållanden:

För det första en långtgående likhet mellan de regelsystem som ligger till grund för hur bolagsstyrning bedrivs i de fyra länderna. Detta grundar sig i sin tur på en lång tradition av nordisk samordning av lagstiftningen på detta område,2 att aktiebörserna i tre av länderna ingår i samma börsföretag och att såväl koder som allmänt gällande icke-kodifierad praxis för bolagsstyrning har gemensamma rötter och i hög grad liknar varandra inom den nordiska kretsen.

För det andra en likartad ägarstruktur i de börsnoterade bolagen, kännetecknad av ett mer koncentrerat ägande än på flertalet andra marknader, särskilt jämfört med sådana baserade på en anglosaxisk juridisk tradition. Enligt den speciella kartläggning som genomfördes av detta har mer än sex av tio nordiska bolag minst en ägare som kontrollerar mer än 20 procent av rösterna i bolaget, vilket i allmänhet innebär en betydande grad av kontroll i börsnoterade bolag, och i vart femte bolag kontrollerar en ägare mer än hälften av rösterna. Detta skiljer sig drastiskt från förhållandena i Storbritannien där – liksom i USA – ägandet av bolagen normalt är väsentligt mer spritt.

För det tredje en gemensam, grundläggande struktur för bolagsstyrning som skiljer sig tydligt från både den centraleuropeiska s.k. two-tier model och den anglosaxiska one-tier model. Det som särskilt kännetecknar nordisk bolagsstyrning jämfört med båda dessa andra modeller är dess strikt hierarkiskt uppbyggda styrstruktur från bolagsstämma via styrelse till exekutiv ledning med tydliga gränser för ansvar och befogenheter mellan de olika bolagsorganen och en helt eller till övervägande del icke-exekutiv styrelse.

Den starka ägarmakt som följer av denna struktur balanseras i samtliga länder av ett långtgående skydd för aktieägarminoriteten mot missbruk av ägarmakten. Detta skydd består av ett system av regler och normer i såväl lag som självreglering och allmänt omfattad praxis, vars enskilda delar inte alltid framstår som särskilt unika i ett internationellt perspektiv men som tillsammans bildar en helhet som har utvecklats och förfinats genom många års samlad erfarenhet.

Essensen i nordisk bolagsstyrning

En fråga som debatterats livligt på senare tid i den internationella diskursen inom området är hur aktieägare, främst institutionella investerare som har sitt kapital spritt på många placeringar som var och en vanligen representerar en mycket liten ägarandel, ska fås att engagera sig i styrningen av bolagen och ta ett aktivt och långsiktigt ägaransvar för bolagen. Den nordiska modellen erbjuder ett tydligt svar på denna fråga. Här finns starka huvudägare som har erforderliga:

  • incitament – därför att de vanligen har hela eller större delen av sin förmögenhet placerad i det fåtal bolag de investerar i,
  • resurser – därför att deras ägande är tillräckligt stort för att det ska löna sig att investera tid och pengar i att styra bolaget, och
  • kompetens – eftersom aktivt ägarskap är vad de huvudsakligen sysslar med, i vissa fall sedan generationer tillbaka,

för att aktivt engagera sig i och effektivt styra bolagen i ett långsiktigt perspektiv. Och i den mån detta sker med framgång, vilket som påvisats ovan i praktiken påtagligt ofta visat sig vara fallet, kommer resultatet samtliga aktieägare till godo – förutsatt att det finns ett effektivt minoritetsskydd som hindrar missbruk av den starka ägarmakten.

Den senare kvalificeringen är mycket viktig. Om detta skydd saknas eller är otillräckligt kommer modellen att förlora sin legitimitet bland de övriga aktieägarna. Det kan därför sägas att essensen i den nordiska modellen är dess starka och väl fungerande minoritetsskydd som gör det möjligt att ge utrymme åt starka huvudägare att styra bolagen i sitt eget såväl som övriga aktieägares intresse.

Är modellen långsiktigt hållbar?

Denna fråga har varit föremål för livlig debatt, inte minst i Sverige, alltsedan 1990-talets snabba expansion av det utländska ägandet i nordiska börsbolag. Eftersom detta ägande till stor del utgörs av främst brittiska och amerikanska institutionella investerare har det funnits ett tryck på de nordiska bolagen att anpassa sig till den anglosaxiska styrmodell som företrädare för dessa investerare är vana vid och känner igen. 3 Detta har också lett till att en hel del element från anglosaxisk bolagsstyrning har införlivats med nordisk praxis, inte minst genom de koder för bolagsstyrning som har tillkommit och som till stor del grundar sig på internationella förebilder. Samtidigt kan konstateras att denna påverkan hittills inte på något avgörande sätt har förändrat den nordiska modellens funktionssätt utan att den fortfarande i all väsentligt är intakt.

Sedan ett drygt decennium tillbaka har i stället ett annat hot materialiserats nämligen den mycket aktiva agenda som bedrivits av EU-kommissionen för att reglera och harmonisera bolagsstyrningen inom EU. Denna reglering bygger till stor del på den anglosaxiska modellen som bygger på en ägarmodell med spritt aktieägande och som även i andra avseenden skiljer sig i viktiga avseenden från nordisk bolagsstyrning. Detta har lett till en ström av regler och rekommendationer som i många fall är främmande för den nordiska modellen och som på sikt hotar dess funktionssätt.

Det är mot denna bakgrund viktigt att de nordiska medlemsstaterna deltar aktivt och kraftfullt i lagstiftningsarbetet inom EU på bolagsstyrningsområdet för att hävda nordiska intressen och påvisa behovet av anpassningar av föreslagna regler och rekommendationer till de förhållanden som gäller i våra länder. Vart och ett för sig väger våra länder lätt i dessa sammanhang, men tillsammans har vi en betydande tyngd. Ekonomiskt motsvarar våra länder ca 2/3 av den brittiska ekonomin och är större än Spanien och Portugal tillsammans. I termer av röster i Europeiska rådet kan Sverige, Danmark och Finland tillsammans med de baltiska staterna bilda en blockerande minoritet. Med samlade krafter finns det således goda möjligheter att påverka regelutvecklingen inom på detta område.

Här följer tre konkreta förslag till hur detta i praktiken kan göras.

  1. Vi bör i den nordiska kretsen vinnlägga oss om att vårda vår gemensamma modell i den fortsatta nationella regelutvecklingen och undvika förändringar som distanserar våra regelsystem från varandra. Detta gäller såväl lagstiftning som börsregler och självreglering i form av koder m.m. Det har funnits tendenser till splittring i alla dessa avseenden, vilket delvis kan bero på att vi hittills saknat en tydlig bild av hur stor den nordiska samhörigheten faktiskt är på detta område. Nu finns emellertid den bilden, och därmed bör vi sträva efter att bevara och helst ytterligare utveckla vår gemenskap. Det kanske också vore dags att ta upp den nordiska samordning av regelutvecklingen på detta område som funnits tidigare och som beskrivs i den ovan nämnda artikeln (se not 2).
  2. De nordiska börsbolagen – eller ländernas näringsliv som helhet – bör inrätta ett gemensamt kansli med placering i Bryssel med uppgift att på ett tidigt stadium och på hög nivå inom EU:s institutioner verka för ökad kunskap om, och hänsyn till, nordisk bolagsstyrning i den fortsatta regelutvecklingen. Att, som idag alltför ofta sker, åka ner till Bryssel och ta diskussionen när idéerna och förslagen redan ligger på bordet, eller att förlita sig på att tjänstemän i olika representationskontor ska sköta denna uppgift som andra, tredje eller fjärde bisyssla, duger inte. Den som däremot har detta som huvudsyssla, och som professionellt och socialt dagligen finns på plats i Bryssel, har väsentligt större möjlighet att få genomslag för sina synpunkter.
  3. De nordiska medlemsstaterna bör i ökad utsträckning samordna sina förhandlingar om nya regleringar på bolagsstyrningens område, både i EU-parlamentet och Europeiska rådet. De flesta av dessa frågor är i grunden inte särskilt partiskiljande. Däremot finns ett stort gemensamt intresse av att skapa goda förutsättningar för nordiska företag att fortsätta att växa och skapa välstånd i våra länder. Det borde därför finnas möjlighet till ökat samarbete i dessa frågor mellan nordiska EU-parlamentariker över partigränserna. Och när det gäller förhandlingar inom Europeiska rådet finns det ett stort utrymme för ökad samordning mellan de nordiska medlemsstaterna – i många fall kanske även inkluderande de baltiska länderna?

Nordisk bolagsstyrning har visat sig vara ett vinnande koncept. Låt oss värna och vidareutveckla denna strategiska tillgång i allas vårt gemensamma intresse. Norden behöver ett forum i EU där gemensamma nordiska frågor kan diskuteras och som på ett effektivt sätt kan föra fram nordiska intressen till EU:s beslutande organ. Mot denna bakgrund är tanken om en nordisk tvärpolitisk grupp i EU-parlamentet en intressant idé som igen kunde lyftas fram i den offentliga debatten. Yggdrasils undersökning tyder på att det finns ett intresse för en nordisk tvärpolitisk grupp. Behovet av att tillsammans försvara den nordiska bolagssstyrningsmodellen är en av många frågor som en framtida nordisk tvärpolitisk grupp kunde ta ställning till.

Per Lekvall

1 Lekvall, P. (red.): The Nordic Corporate Governance Model. SNS Förlag 2014: www.sns.se .

2 För en aktuell historisk översikt av denna utveckling se Danelius, J.: Svensk Juristtidning och nordiskt juridiskt samarbete. Svensk Juristtidning 2016.

3 Se t.ex. Söderström, H. Tson (red.): Ägarmakt och omvandling. Den svenska modellen utmanad. SNS Förlag 2003.

Norden i verden

Publicerat 29 februari, 2016 | Kommentera

Bild: Ib Christensen

Bild: Ib Christensen

Den danske veteranpolitiker Ib Christensen, tidl. medlem af både Folketinget, EU-parlamentet, Nordisk Råd og Europarådets parlamentariske forsamling samt tidl. formand for partiet Retsforbundet, ser for sig en nordisk positionering i verden på en måde, hvor det nordiske samarbejde er opprioriteret på det udenrigspolitiske og forsvarspolitiske område, men tager primært udgangspunkt i eksisterende strukturer. Han ser i sin optik derudover en samling omkring FN, NATO og WTO, men en afstandtagen til EU. Ib Christensen er siden sin pensionering fortsat som en meget aktiv samfundsdebattør og kendt for sin grundighed og saglighed.

Der er store kriser og problemer i Nordens nærområder. EU er i sin værste krise nogensinde: Eurokrisen er ikke overvundet og kan kun løses ved etableringen af en fælles finanspolitik, der fjerner noget nær de sidste rester af medlemslandenes suverænitet. En enorm illegal migration/flygtningestrøm magter EU ikke at håndtere. UK forlader muligvis EU. Den folkelige modstand imod EU og populistiske EU-kritiske partier vokser i styrke overalt i unionen. Samtidig har Nordens store nabo Rusland indskibet sig i en nationalistisk, aggressiv udenrigs- og sikkerhedspolitik med militære interventioner og anneksioner samt med provokatoriske overflyvninger med militærfly på nordisk område.

På intet tidspunkt i flere årtier har der været større behov for, at de nordiske lande rykker tættere sammen. Behovet herfor er så indlysende stærkt, at de nordiske lande ikke bør tillade sig at lade sig splitte af forskellige tilhørsforhold til internationale organisationer og fællesskaber. Det drejer sig om EU og NATO.

EU er en statsdannelse, hvis lovgivning er overordnet medlemslandenes. Statsopbygningen er – som det er sket med alle andre forbundsstater – bestandigt blevet mere og mere centralistisk, med stadigt mindre råderum for medlemsstaterne. Enhver EU-krise er endt med mere overstatslighed, det vil den nuværende krise også ende med, for ellers vil unionen bryde sammen. Det er klart, at dette giver stedse større begrænsninger for fællesnordiske løsninger og fællesnordisk optræden internationalt. Og frem for alt er det kun tre af de nordiske lande (Danmark, Sverige og Finland), der er medlemmer af EU.

NATO adskiller sig fra EU ved at være et mellemstatsligt samarbejde, der ikke på samme måde kan blokere for et nordisk samarbejde om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Danmark, Norge og Island er medlemmer af NATO, og selv om Sverige og Finland officielt er alliancefrie, deltager de i partnerskab for fred samt i et konkret militært samarbejde med NATO. Alliancefriheden er nærmest en formalitet, og i øvrigt eksisterer der gennem NORDEFCO allerede et tæt nordisk forsvarssamarbejde. Det vil være logisk, at Sverige og Finland indmelder sig i alliancen, især de russiske trusler taget i betragtning. De nordiske lande vil i så fald kunne optræde samlet i NATO og etablere et fuldt integreret nordisk forsvarssamarbejde.

Lissabon-traktaten foreskriver en fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik i EU. Med enstemmighed kan Det Europæiske Råd oprette et fælles forsvar. Sidste år var kommissionsformand Juncker ude med planer om et kommende fælles forsvar. Mulighederne for en fælles forsvarspolitik i unionen forstærkes af den russiske aggressionspolitik, af USA´s nye sikkerhedspolitiske kurs, der sætter fokus på Stillehavsregionen og ikke på Europa, og endelig af migrationskrisen, måske endda med mulige fremtidige militære interventioner i Mellemøsten og Afrika – trods erfaringerne fra Afghanistan, Irak og Libyen, der har skabt sammenbrudte stater og flygtningestrømme.

Er en sådan udenrigs- og sikkerhedspolitik i Nordens interesse? Efter min mening ikke. De nordiske lande har traditioner for international konfliktløsning og fredsmægling, for stærk opbakning til FN og for omfattende udviklingsbistand. Men også for deltagelse i FN-sanktionerede militære operationer. Her vil det være en god ide at genoprette SHIRBRIG, en FN-indsatsstyrke med domicil i Danmark og deltagelse af de andre nordiske lande. En sådan politik kan Norge (og Island) forfølge fuldt ud, men det er ikke muligt for EU-landene Danmark, Sverige og Finland, der er bundet af den fælles EU-udenrigspolitik.

EU´s protektionistiske handelspolitik har været til stor skade for især Danmark og Sverige, der er blandt de lande i verden, der har den største udenrigshandel pr. indbygger. Sammen med USA har EU blokeret for WTO-forhandlingerne om verdensfrihandel, der kunne have ført til et kolossalt løft for især udviklingslandene, men i øvrigt for alle lande. EFTA-landene, herunder Norge og Island, kan derimod føre en selvstændig frihandelspolitik. Det vil derfor også ud fra dette hensyn være godt, hvis Danmark, Sverige og Finland konverterer deres EU-medlemskab til medlemskab af EFTA og EØS. Derved vil alle de nordiske lande få samme tilknytning til EU, med fri markedsadgang til det indre marked.

De nordiske lande har store fælles interesser i Østersøen og Arktis. Thorvald Stoltenbergs rapport fra 2009 om en nordisk udenrigs- og forsvarspolitisk union er så aktuel som nogensinde. Skal den komme til fuld udfoldelse, er det nødvendigt for Sverige og Finland at gentænke alliancefriheden og for Danmark, Sverige og Finland at gentænke tilknytningen til Den Europæiske Union. Der findes allerede under Nordisk Råd et fælles udenrigs- og forsvarspolitisk udvalg, det bør suppleres med et fælles nordisk udenrigs- og forsvarsministerråd. Ved Nordisk Råds session i november i København skal der diskuteres sikkerheds- og forsvarspolitisk samarbejde i Norden, og præsidenten for Nordisk Råd Henrik Dam Kristensen har adviseret en større konference i om emnet. Så mangler man kun at handle.

Ib Christensen

Bertel Haarder: Udlandets interesse styrker nordisk identitet

Publicerat 25 februari, 2016 | Kommentera

Föreningen Norden..Intervjun är skriven av Esben Ørberg som är redaktör för tidskriften Norden NU.  Norden NU är partipolitiskt obunden, utkommer med fyra nummer per år och ges ut av Föreningen Norden i Danmark. En länk till hela Nr 1 med samtliga artiklar hittas här.

Kulturministeren er optaget af, hvad der sker med os i Norden, når vi får international opmærksomhed. Her fortæller han, hvad opmærksomheden kan bruges til.

Vi møder Bertel Haarder under afslutningen på ekspertseminar om Norden og offentligheden midt i december. I to dage har han haft været vært for nordiske kulturministerkolleger, topembedsmænd og et hav af fremtrædende medie- og kulturpersonligheder som sprogprofessor Jørn Lund, forlagsdirektør Johannes Riis og DR-direktør Tine Smedegaard Andersen. I grupper og plenum forsøger de alle at finde ideer og modeller til et mere samlet og mere synligt Norden.

Derfor er det også et godt tidspunkt for Norden Nu at møde Haarder. Den danske kulturminister er vældig opildnet af de mange ideer fra seminaret. Ikke mindst er han optaget af, hvad der sker i Norden, når udlandet får øjnene op for os:

– Det nordiske træder i karakter ved mø- det med udenlandske interesser. Lad os tage tv-serierne. Den store udenlandske interesse er med til at åbne vores øjne for kvaliteten i vores egen tv-produktion. Når udlandet viser interesse, er det tegn på, at vi har skabt kvalitet. Eller tag mad. Når nordiske restauranter får Michelin-stjerner, får vi øjnene op for madens kvaliteter. Når mode og design slår an udlandet, får det en stærkt effekt hos os selv

Styrket nordisk identitet

– Når Nordic Noir bliver et begreb ude, skaber det identifikation hjemme. Vi skærper vores nordiske identitet, når vi ser på det samlede billede af, hvad udlandet kender os for, nemlig dansk mad og film, norsk litteratur, svensk musik og finske skoler og meget andet.

Bertel Haarders begejstring for, hvordan udlandets interesse smitter positivt af på vores opfattelse af egne bedrifter, er også baggrunden for den store nordiske satsning i 2017. De nordiske kulturministre sætter alle sejl til for at en Nordisk Kunst- og Kulturfestival i London skal give internationalt genlyd, akkurat som Nordic Cool ramte USA i 2013:

– Det fantastisk ved Nordic Cool var, at fremstødet, der blandt andet involverede 700 kunstnere, i overvejende grad var finansieret af amerikanske penge. Det er jo ingen kunst at præsentere det nordiske i udlandet, men når udlandet vil betale for det, er det tegn på kvalitet.

Festival – også for folket

– Jeg ønsker, at vi med nordiske brands inden for mad, design, mode, teater, film og kunst kan tiltrække almindelige mennesker og skabe en bred, folkelig festival. Nordisk Ministerråd har sat skibet i søen, og når det sejler ind til Southbank Centre i 2017, håber jeg, at det er lykkedes at skabe samarbejde med fonde og virksomheder, så de nordiske fortællinger kan blive oplevet som en kæmpemæssig nordisk kulturbølge.

Bertel Haarder er ikke kun optaget af nordiske fremstød i den store verden. Han har flere budskaber, som han gerne vil have højere op på dagsordenen. En af dem handler om film:

– Det må kunne lade sig gøre at få skabt en ophavsrestsystem, som bevirker at film kan sendes i de nordiske lande uden at skuespillere og producenter skal have betaling fra hvert land. Vi skal have fjernet de digitale grænser, så det bliver muligt at købe en samlet ophavsret for hele Norden.

Vi må beskytte os

Haarders optimisme blegner, når talen falder på de fysiske grænser:

– Vi har jo i årevis gjort, hvad vi kan for at fjerne de fysiske grænser mellem vore lande. Eller i det mindste reducere grænsehindringerne til et minimum. Men når Tyskland og Sverige får millioner af mennesker til at søge til sig, så må vi beskytte os. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke havde forestillet mig, at Øresundssamarbejdet skulle gå i bakgear. Det er ulykkeligt, hvis flygtningesituationen går ud over det samarbejde på tværs af Øresund, som vi møjsommeligt har skabt gennem de seneste mange år, siger Haarder.

Norden kvæles i velvilje

Publicerat 25 februari, 2016 | Kommentera

Föreningen Norden..Intervjun är skriven av Esben Ørberg som är redaktör för tidskriften Norden NU.  Norden NU är partipolitiskt obunden, utkommer med fyra nummer per år och ges ut av Föreningen Norden i Danmark. En länk till hela Nr 1 med samtliga artiklar hittas här.

Ligegyldighed er den største trussel mod Norden, mener Ole Stavad, som fra nytår lagde sin formelle nordiske kasket på hylden. Her gør han status – og langer ud efter de nationale politikere, som er lidt for dygtige til festtaler på udebane og endnu bedre til at sno sig uden om handling, når de vender hjem. Dette til trods er Stavad optimist på Nordens vegne.

– Har du nogensinde oplevet, at en politiker i sit hjemland er blevet stillet til regnskab for, hvad han har stemt i Nordisk Råd? Nej, vel. Men det kunne være en sund øvelse, som ville afsløre en stor grad af politisk hykleri, eller næsten endnu værre; ligegyldighed.

Ole Stavad har ikke meget til overs for politikere, som blot stemmer ’ja’ i nordisk regi i forvisning om at det er omkostningsfrit:

– Hvis politikerne ville gå på barrikaderne og presse deres regeringer, når de kommer hjem, ville regeringerne blive nødt til at reagere. Men selv når Nordisk Råd tager enstemmige beslutninger, sker der alt for ofte intet. Jo, velviljen er der, men den kan man kun dø af. Det svage engagement er udbredt. Vi tager Norden som en selvfølge, lyder det advarende fra den tidligere socialdemokratiske erhvervs- og skatteminister, 66-årige Ole Stavad, som fra årsskiftet stoppede som dansk medlem af Nordisk Ministerråds Grænsehindringråd – det seneste år som formand.

Men Stavad bedyrer, at hans nordiske engagement er livsvarigt:

– Norden har et enormt uudnyttet vækstpotentiale, hvis der sættes politisk kraft bag. Tag bare forskning og udvikling, hvor deling af viden kan blive langt bedre, hvis vi formår at være mindre optagede af snævre nationale interesser. Norden er jo ofte kravlegård, hvor virksomheder prøver tingene af, før man satser internationalt. Men også i byggebranchen og i medicinalindustrien kan vi øge konkurrencen, antallet af jobs og indtjeningen, hvis vi gør det enklere at operere på tværs af de nordiske grænser.

Det nordiske paradoks

På tærsklen til en tilværelse uden formelle nordiske opgaver, undrer Stavad sig over, hvad han kalder det klassiske nordiske paradoks:

– Vi oplever et stort misforhold mellem det, som Norden betyder og den politiske opmærksomhed, Norden får. Det er mærkeligt, at vi på en og samme tid oplever massiv mangel på politisk opmærksomhed og en lige så markant og bred, folkelig opbakning. Nordisk Råd er jo ikke der, hvor der er størst politisk kamp om pladserne, for at sige det mildt. Det undrer mig.

Stavad giver selv en del af forklaringen på den politiske passivitet:

– I det nordiske parlamentariske samarbejde kan man jo ikke – som i EU – stemmes ned. Det betyder, at vi aldrig kan gå hurtigere end den langsomste af os vil gå. Dermed opstår der sjældent store sager af stærk kontroversiel art. Men konsensusmodellen burde ikke bevirke, at politikerne glemmer den nordiske enighed, når de kommer hjem til egne parlamenter. Jeg er stødt ind i mange, også ministre, som ikke prioriterer på hjemmebanen, når det kommer til stykket. Og så er det jo ikke så mærkeligt, at det går langsomt med at flytte noget i nordisk regi, siger Ole Stavad.

Optimisme i behold

Selvom det ifølge Stavad går trægt med at opnå nordiske samarbejdsresultater, er han slet ikke så pessimistisk, som ovenstående lader ane:

– Vores samarbejdspotentiale kan foldes ud til noget meget større. Den faste struktur med parlamentarikere i Nordisk Råd samt Nordisk Ministerråd er helt unik og findes ikke andre steder i verden. Vi har lært uendeligt meget af hinanden, og vi udgør et marked med over 25 millioner mennesker. Derfor ser jeg store muligheder for vækst og udvikling, hvis vi bliver mere bevidste om ikke at skabe nye problemer.

Stavad har arbejdet på at nedbryde og forebygge grænsehindringer siden Grænsehindringsforum blev oprettet i 2008. Bid for bid har Forum, som i dag hedder Grænsehindringsrådet, medvirket til at fjerne hindringer:

– Tilbage i 2000, da Øresundsbroen åbnede, var det nærmest umuligt for virksomheder at operere på begge sider af Øresund. Og pendlere havde det urimeligt svært. I dag er de fleste hindringer brudt ned. Senest har statsministrene i en fælles udtalelse fra Nordisk Råds session i oktober sikret, at arbejdsmarkedets parter og organisationer får en stærkere stemme i arbejdet med at bearbejde grænsehindringerne. Samtidig er LO, DA og DI begyndt bruge deres nordiske netværk mere effektivt. Når vi på den måde får erhvervene – lønmodtagere og arbejdsgivere – ind i arbejdet, vil presset på regeringerne vokse, konkurrencen øges, jobbene skabes og priserne falde.

Ens på overfladen

Selvom de nordiske lande er ens på overfladen har vi på det praktiske plan indrettet os uhyre forskelligt:

– Derfor har jeg i de seneste år i Grænsehindringsrådet prioriteret, at viden skal være tilgængelig. Det kan nok være, at meget ikke kan ændres – endsige harmoniseres. Det gælder for eksempel skattereglerne. Men så kan vi i det mindste sørge for, at information om reglerne er tilgængelig. Det handler bare om at synliggøre denne viden og her hjælper embedsmændene i Nordisk Ministerråd, Nordkalotten-samarbejdet, Hallo Norden og Øresundskomiteen hellere end gerne. Faktisk handler det bare om at arbejdsmarkedsorganisationerne og januar – 2016 11 mange andre, som har målgrupper og interesser på tværs af landene, får redigeret deres websites med de rette, forklarende links på fremtrædende plads. Hvor svært kan det være?

Svirp til kolleger

På vej mod en tilværelse med en normal arbejdsuge og mere tid til refleksion, private interesser og fordybelse, leverer Stavad et sidste svirp til sine tidligere, folkevalgte kolleger: – Jeg kan vel ikke selv sige mig fra at have leveret en festtale eller to, som ikke blev fulgt op af handling. Men jeg oplever, at politikere i alle landene holder flere og flere festtaler om nordiske muligheder, uden at der følges op med initiativer, der har konkret, politisk indhold. Det er deprimerende, lyder det fra Stavad, som dog overordnet har sin naturlige optimisme i behold, fordi han ser velfærdssamfundets fundament som noget ubrydeligt nordisk, indbygget i generationer af mennesker, og som derfor nok skal overleve.

begyndelsen af 2016 udkommer Grænsehindringsrå- dets beretning for 2015. Her løfter Stavad stemmen, når han opsummerer både det søde og det sure i nordisk samarbejde. Han skærer sit budskab ud i pap i forordet: Jeg oplever et stort misforhold mellem det, som Norden betyder for folk og den politiske opmærksomhed, som Norden har, siger Ole Stavad, som netop er stoppet som formand for Grænsehindringsrådet. På falderebet gør han status. Foto: Christiaan Dirksen, Norden.org. ”Der er sket markante og mærkbare forbedringer gennem ændret lovgivning, bedre regler og administration. Der er skabt bedre og mere tilgængelig informationer for både personer og virksomheder. Der er meget at glæde sig over.

Alligevel undrer det mig, hvor langsommelig og besværligt det er at ændre uhensigtsmæssige regler. Selv om mange møder opgaven med velvilje, er der endnu flere, som forsøger at finde begrundelser for, de eksisterende regler er ”gode nok”. Det er holdninger, der findes i de forskellige ”systemer”, som kun kan ændres gennem et langt større politisk engagement hos både ministre og parlamentarikere.

Norden har stadig et stort uudnyttet vækstpotentiale, som venter på politisk handling for at blive udløst. ”

Arbejdsmarked: Nordiske værdier bag nordiske modeller

Publicerat 24 februari, 2016 | Kommentera

Föreningen Norden..Intervjun är skriven av Esben Ørberg som är redaktör för tidskriften Norden NU.  Norden NU är partipolitiskt obunden, utkommer med fyra nummer per år och ges ut av Föreningen Norden i Danmark. En länk till hela Nr 1 med samtliga artiklar hittas här.

Professor emeritus Flemming Ibsen undersøger forskelle og ligheder i de nordiske landes arbejdsmarkeder. Kan de fællesnordiske værdier og arbejdsmarkedsmodeller overleve på langt sigt eller vælter markedskræfterne modellerne omkuld?

Flemming Ibsen er cand. polit., arbejdsmarkedsforsker, professor emeritus. Emner som kultur og værdier er egentlig ikke hans område, men nu kobler han for første gang sit kerneområde, arbejdsmarkedsforskning, sammen med værdiers betydning for arbejdsmarkedet.

Det skete på Foreningen Nordens arbejdsmarkeds-konference i Ålborg i december. Konferencen og dens resultater omtales i artiklen på side 6.

Her taler vi med ham om de nordiske landes arbejdsmarkedsmodeller, forskelle og ligheder – samt om hvilke værdier, der ligger til grund for modellerne.

– Der er masser af ligheder mellem de nordiske lande, men også markante forskelle. Fælles for os er, at vi har kollektive aftaler, som regulerer løn- og arbejdsvilkår og at vi har høje organisationsprocenter både på lønmodtager og arbejdsgiversiden. Parterne knækker selv nødderne i stedet for at lovgivningen gør det. I de nordiske lande har vi en trebenet model, hvor alle tre aktører, lønmodtagere, arbejdsgivere og staten indgår aftaler som derefter afspejles i lovgivningen og i overenskomsterne.

Hvilke værdier ligger da til grund for de trebenede model?

– Modellen er vel nærmest en forudsætning for at velfærdsstaten kan fungere. Den bygger på en række værdier som solidaritet, lighed, ligeløn, uddannelse samt bekæmpelse af arbejdsløshed og fattigdom. Grundlæggende er vi fælles om den sociale dialog, som forudsætter lyst og evne til at løse konflikter i fællesskab. Konsensus er vigtig for at alle tre ben er levedygtige i modellen. Jeg tror også, at vi alle er enige om, at uddannelse er vejen ud af fattigdom og at uddannelse sikrer høj levestandard.

– Jeg mener derfor, at den nordiske arbejdsmarkedsmodel er forudsætningen for at velfærdsstaten kan fungere. Den høje beskæftigelse giver basis for et højt skattetryk, som er velfærdsstaten forudsætning.

Hvordan kan du beskrive forskellene i de nordiske landes modeller?

– Når det gælder opsigelser og fyringer, er det let i Danmark og Island, men sværere i Sverige og Norge, hvor der er støre ansættelsesbeskyttelse af lønmodtagerne.

– Den svenske og danske arbejdsmarkedsmodel er pivåben for social dumping, fordi de to lande ikke har almengjort overenskomsterne og derfor har et uorganiseret arbejdsmarked uden overenskomster, hvor arbejdsgiverne kan ansætte udenlands arbejdskraft til lave lønninger.

– Det er kun i Danmark, at vi har den rene flexicuritymodel, hvor det er relativt let at opsige med kort varsel, men til gengæld bliver de opsagte opfanget af et finmasket sikkerhedsnet.

Hvordan ser du truslerne mod modellen?

– Modellen, eller rettere modellerne, er under stærkt pres. Presset øges i takt med internationaliseringen og det er bestemt ikke sikkert, at modellerne kan klare presset i dette globale hav, hvor krav om fleksibilitet, produktivitet og effektivitet vinder frem. I det hele taget er vi oppe imod økonomiske faktorer, øget konkurrencepres, som truer med at vælte vores klassiske lighedsorientering og solidaritet omkuld.

Hvad peger da i retning af modellernes holdbarhed?

– Robustheden skyldes blandt andet, at de nordiske lande altid har skullet afsætte hovedparten af produktionen på verdensmarkedet. Derfor har landene altid konkurreret voldsomt og evnet at tilpasse sig ændrede konkurrencevilkår og globalisering. Modellerne og deres aktører er fleksible og tilpasningsduelige.

– Men de nordiske modellers styrke opretholdes også fordi landene generelt er velorganiserede, ikke mindst BÅDE på arbejdstager og arbejdsgiversiden. De nordiske modeller lever simpelthen i kraft af begge parters styrke.

Hvilken betydning har de politiske systemer for modellerne?

– I de nordiske lande har skiftende politiske konstellationer ikke nogen grundlæggende betydning for modellernes overlevelse. Jeg vil næsten sige, at arbejdsmarkedsmodellerne er urørlige. Historisk set har konservative regeringer ikke rokket alvorligt ved modellerne. Det handArbejdsmarked: Nordiske værdier bag nordiske modeller januar – 2016 5 ler jo om magt. Hvis fagbevægelsen for alvor mister indflydelse i Norden, vil profitmaksimeringen vinde frem.

Men er det enten eller? Kan vi ikke både have socialdemokratisk velfærdsstat og et liberalt arbejdsmarked? – Jo, det er netop det paradoks, som mange andre lande også oplever ved at skele til Norden. Vi har jo flexicurity, som er forudsætningen for den solidariske, nordiske velfærdsstat. Derfor tror jeg også, at der fortsat vil være råderum for nordiske lighedsmålsætninger, selvom arbejderbevægelsen er svækket og selvom nye højrefløjspartier vinder frem over alt i Norden. Jeg tror nemlig, at der – trods politiske forskelle – er bred enighed om at vi skal have reallønsforbedring, som giver tryghed for borgerne. Disse ønsker bunder i fælles værdier, selvom begreber som solidaritet ikke er i høj kurs. Det er klart, at når fagbevægelserne taber medlemmer, vil den enkelte præge billedet mere tydeligt. Den enkelte skal have uddannelse, den enkelte skal have beskæftigelse og den enkelte skal i centrum….

Du lyder alligevel pessimistisk?

– Nej, jeg tror, at konkurrenceevne kan kombineres med solidaritet. Og det tror jeg, at de politiske magtsystemer så at sige har som indbygget forudsætning. Selvom lighed trænges i baggrunden i disse år til fordel for konkurrencestaten, vil hverken højre- eller og venstrefløjene ændre de nordiske modeller grundlæggende. Men det kræver naturligvis at systemerne holder hinanden i skak, herunder at vi for eksempel kan opretholde en organisationsprocent på omkring 70 på det private arbejdsmarked.

Der er altså noget særligt nordisk tilbage, som er forbilledligt?

– Ja, i høj grad. Det mener selv amerikanske præsidentkandidater. Men jeg håber, at der vil blive forsket mere i forudsætningen for vores balance-model, nemlig de værdier der ligger til grund. Jeg tror, at der er brug for at værdierne bliver afdækket og synliggjort, for det er værdier, der holder sammen på vores kulturer og nationer, siger Ibsen.

  • Facebook